Kunst til kirkeåret

Da Jesus forlangte at blive døbt af omvendelsesprædikanten Johannes, blev dåben til noget andet og meget mere end et renselsesritual med vand. Det blev en kærlighedserklæring mellem himmel og jord. Himlene åbnede sig over Jesus, og Guds ånd dalede ned over ham. Han stod badet i lyset fra det høje og fik Guds egne ord for, at han var Guds elskede søn. Der må bruges store ord om denne begivenhed: Hermed var den lange kæde af dåbshandlinger begyndt, hvor Guds børn til alle tider og overalt på jorden indbydes til med ham at dele denne himmelske kærlighedserklæring. Åbenbaringen gentages, hver eneste gang vi holder dåb: Himlen åbner sig, Guds lys vælder ned over Guds store, lille skabning sammen med åndens nærvær og tilsagn: Du, lille menneske er meget mere end støv. Du er Guds elskede søn eller datter, i liv og død.

Dåben er et af de motiver, der oftest anskueliggøres i kirkekunsten. Vi ser Jesu dåb som selvstændigt motiv eller i større billedrækker om Jesu liv. Vi ser dåben afbildet på døbefonte, fontelukker, kalkmalerier, altertavler og prædikestole. Motivet lægger op til den kristne menigheds fortsatte dåbshandlinger, på linje med at billeder af den sidste nadver lægger op til menighedens fortsatte nadverfejring.

Også glasmosaikker viser Jesu dåb, allersmukkest når lyset på en klar dag vælder igennem glasset. Kirkekunstneren Peter Brandes har i 2015 helliget dåben en stor udsmykning på hele 7 ruder i Hvidbjerg Vesten Å Kirke i Thy. Lyset ude- og oppefra passerer det blå glas, fylder kirkerummet og strejfer kirkegængeren. Nogle af ruderne er dristige og viser dåben ikke blot som en ydre begivenhed, men som en inderlig, åndelig, ja mystisk begivenhed. Dåbens kærlighedserklæring mellem himmel og jord flytter grænser. Foto: Claus Jensen.

Sædemanden er en lignelse med den klare pointe, at Gud er ødsel og uforsigtig. Evangeliets ord bliver sået med rund hånd, uden opsættende analyser af om ‘jordbunden’ er profitabel. Gud er en elendig forretningsmand, men en grænseløs investor. For hvem kan udelukke, at et enkelt lillebitte frø kan spire? Hvem kan udelukke, at et evangelium, som kastes efter folk, en dag kan gøre en betydningsfuld forskel? Er det ikke sådan, tidens forkynder tænker, når hun fx vedholdende kaster filmede gudstjenester ud i digitale formater, i alles kamp mod alle om menneskers eftertragtede opmærksomhed? Jesu enkle lignelse om sædemanden udfoldes efterfølgende tungt i samtalen i discipelkredsen – eller i menigheden. Her vedgås det, at mange gudsord tilsyneladende må spildes, før nogle af dem lander der, hvor de bærer frugt. En moraliserende udlægning af, hvilken jord der er god, og hvilken dårlig, skal dog håndteres med stor forsigtighed!

Lignelsen læses som en allegori, og allegorien udmales led for led af billedkunstneren Kræsten Iversen i en smuk serie på fem glasruder, som han o. 1953 skabte til Skt. Nicolai Kirke i Rønne. Hver af de fem store ruder har tre delvist fortællende felter, som kan udfordre Bornholmsturister på en regnvejrsdag. Den basale rude med billedet af sædemanden afkodes nok umiddelbart, men dernæst følger vi kunstneren ind i de allegoriske billeder og holdes for øje, hvordan sæden falder hhv. på vejen, på klippegrund, blandt tidsler og i den gode jord. Vi kunne haste til ruden med den gode jord med sæden som bærer mange fold, og beroliges af at det hele kan ende godt. Jeg lader mig imidlertid standse af en smuk rude i blå farver. Det er ruden, som omhandler sæden, der faldt på klippegrund: “og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.” Øverst i ruden ses det golde, blålige klippelandskab. Derunder scenen med de triste agerbrugere med det skuffende udbytte, tv holder en mand den vissengule plante frem. Nederst anskueliggør Kræsten Iversen, hvad meningen med det alt for tynde jordlag kan være, på baggrund af Markustekstens ordlyd: “De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.” Glasmaleriets nederste scene kan læses som en tilsvarende case med en sladrende og anklagende gruppe th. og en ensom, fortrydelig person tv. Er det ham, der straks faldt fra, fordi der kom trængsler? – Det er et tankevækkende kunstværk, men hvilke tanker sætter det i gang? Hos mig vækker det den tanke, at hvis jeg vil moralisere over forkyndelsens skuffende udbytte, har jeg nok at gøre med at gribe i egen barm. Foto: Claus Jensen.

“Arbejderne i vingården” er lignelsen om, at nyligt ankomne arbejdere får fuld dagshyre lige som dem, der er trætte efter hele dagens slid. Det er en umisforståelig, topunktslignelse, hvor begge grupper får en overraskelse. Evangeliet er et evangelium, et glædeligt budskab, fordi det giver modbilleder og ryster vante forestillinger om retfærdighed. Guds rige er altså en gave og en opgave, som ikke er betinget af meriter. Lignelsen sætter hermed et nyt fortegn for både menneskers gudsforhold og deres indbyrdes forhold, for tro og etik – og for samfundstænkning? Der er noget drilagtigt i, at overenskomstforhandlinger ofte har fundet sted, mens der blev prædiket over lige denne lignelse.

Motivet er sjældent i dansk kirkekunst. Vel fordi det kræver en billedrække og en indforståethed med, hvad der siges.

Maleren Erik Hagens (f. 1940) undser sig ikke for at lade sin evangeliefortolkning være en kritisk replik til samfundet. Han har inddraget motivet i sit udgangsbillede i Skovlunde Kirke (o. 2017). Tavlen er et uroligt myldrebillede, hvor man ved hjælp af diskrete numre i maleriet og udleverede teksthenvisninger kan gå på opdagelse efter nogle af de Jesusfortællinger, som roder rundt i vores kollektive bevidsthed – lige som inventar i en familiebolig. Erik Hagens muntre og tegneserieagtige fortolkning af lignelsen om vingårdsarbejdernes lønudbetaling vises her som et lille udsnit. Foto: Claus Jensen

En virkeligere virkelighed

På et højt bjerg får tre disciple en mystisk oplevelse, som umiddelbart får deres trivielle, grumsede virkelighed til at falme: Jesus viser sig for dem klædt i rent lys, som inkarnationen af Guds Ånd. Hermed bliver religioners visdom fra loven (Moses) til profeterne (Elias) opløftet i en højere potens; alt står klart, alt er forklaret. Disciplenes længsel er naturligvis at dvæle netop der i fuldbyrdelsens øjeblik, men det er ikke målet: Det er kristendommens dynamiske pointe, at Guds Ånd ikke ‘bare’ fuldbyrdes i tidløs ekstase, men i virksom kærlighed i tiden. Enhver flygtig tid har uophørligt bud efter virksom kærlighed. Straks de fire kommer ned fra bjerget, møder de nogle desperate pårørende til en psykisk syg knægt, som utålmodigt kalder på handling. Disciples nyvundne klarhed må også være et hudløst klart blik for andres lidelse; – men det vender vi tilbage til i kirkens arbejdstid: trinitatistiden…

På triumfvæggen i Bjerreby Kirke på Tåsinge hænger et originalt keramisk relief med Forklarelsen som motiv – set fra et dybt ‘frøperspektiv’, som understreger hovedpersonens himmelske karakter. Formsproget er traditionsbundet, men kunstnerparret Tony og Jette Briffa skabte det så sent som i 2004. Tony Briffa (f. 1959) er altså gift med den danske keramiker (som er uddannet på Kertemindes Håndarbejdsskole), men han kommer fra Malta og dermed fra en religiøs verden, hvor Forklarelsens metamorfose har en forholdsvis stor plads i kirkekunsten. Parret har udnyttet keramikkens særlige muligheder i værket sådan, at disciplene er skildret i uglaseret, brændt ler, mens det guddommelige syn stråler i hvid og farvet blank glasur. Kontrasten mellem hverdag og åbenbaring er hermed pointeret. Foto: Claus Jensen.

I Danmark er der kun godt en snes kirker, hvor Forklarelsesmotivet spiller en fremtrædende rolle i udsmykningen, men mysteriet har fået opmærksomhed i den nyeste kunst, ikke mindst takket være Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardts værker. Der gør sig sikkert også en indflydelse gældende fra den østkristne verden, hvor man ser på Metamorfosemotivet som ikonografens svendestykke. Nedenfor viser jeg et eksempel på en Metamorfose-ikon, der befinder sig i Moskva. Det er Theofan Greks ikon fra o. 1400. Her er historien fremstillet som en tegneserie med personernes vandring op og ned ad bjerget. Kristus ses i rent, “uskabt” lys, og bjerget fremtræder symbolsk som en aktør med betydningsladede farver, forsynet med både den mulige fortabelses sorte afgrunde og med håbefulde livstræer.

Johannesevangeliet fortæller om rækken af tegn, der karakteriser Jesus som Guds billede. Det er helt vidunderligt sigende, at første gudstegn er at løfte glæden ved et bryllup. Jesus, der som bekendt er mindre asketisk end Johannes Døberen, redder festen ved at sørge for rigelig, god vin. Renselseskar bliver til vinfade. Trykkende bekymring viger for lettelse og latter. Forundrede spørgsmål bliver hængende, men det gør ikke noget. Denne fest vil huskes til evig tid, – ikke fordi der altså alligevel er vin ad libitum, men fordi skaberens hellige nærvær erfares. Det er livsnært, livsbekræftende, og det er sakralt. I bibelens univers har vinen en ekspansiv symbolkraft: Vintræets saft er sammenhængskraften i menigheden; de blodrøde dråber bygger bro som forsoningens tegn, og de smager af Guds rige!

Brylluppet i Kana er med mellemrum fortolket i kunst fra det romanske kalkmaleri i Jørlunde Kirke (se nedenfor) og frem. Jeg vælger Niels Larsen Stevns’ velkendte maleri ‘Brylluppet i Kana’ fra 1917 (på Statens Museum for Kunst). Billedet er fremragende analyseret i Mikael Wivels bog ‘Lysets tøven’, hvor det dog kun er gengivet i s/h.

Larsen Stevns havde – også udover samarbejdet med Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke – malet bibelske scener. Han malede med uhørt psykologisk troværdighed situationer præget af bevægelse, konflikter og opbrud, kraftfulde billeder, som skabte mere uro end ro, og som kunne sammenlignes med en pressefotografs snapshots i et brændpunkt. “Brylluppet i Kana” kvalificerer sig imidlertid ved ikke bare at fortælle, men også at skabe ro og andagt. Billedet kunne sagtens pryde en kirke. Her er vi vidner til festens leben i diverse lokaler, hvor gæsterne spiser i baggrunden, og skafferen diskuterer med brudgommen i mellemgrunden. Men først og fremmest er vi budt ind i forgrundens lyse kvadrat, hvor Jesus står mellem sin mor og karrene. Jesus står rank med sine oprakte hænder samlet i bøn, som en søjle mellem himmel og jord, og det brede maleri får derved en vertikal accent. Stærkt betydningsbærende, farvefremkaldende og formgivende er billedets klare lys, som krystalliserer sig i glorierne om Jesus og hans troende mor, og som når helt ind til festbordet – sammen med glæden.

Her vises et udsnit med ‘brylluppet i Kana‘ i det snart tusind år gamle romanske kalkmaleri på Jørlunde Kirkes triumfvæg. Brudeparret ses th., skafferen med bægeret i midten, Jesus med forgyldt glorie og bydende gestus tv., delvist skjult bag det gotiske hvælv, som kirkearkitekturen sekundært er blevet forskønnet med. Foto: Claus Jensen.