Kunst til kirkeåret

Kristus er hos Gud. For os er han både allestedsfraværende og allestedsnærværende, nu til stede i Ånden. Vi behøver ikke spekulere over, hvem vi kan henvende troen og bønnen til, for treenigheden samler alt: Skaberen, forløseren og ånden er den store, udelte sammenhæng, som troen ånder i.

Kirkerne myldrer – foranlediget af trosbekendelsen – med billeder af Kristi Himmelfart: I ældre billeder stirrer disciplene op mod en tæt sky, hvoraf et par nøgne fødder stikker nedenud. Forinden har disse fødder sat to fine aftryk på bakketoppen. Der er noget kønt ved denne konventionelle markering af, at ‘han har været her’. – Men hvordan fortolker en billedkunstner Kristi Himmelfart uden at invitere et middelalderligt verdensbillede indenfor? Hvordan viser man Himmelen som en anden dimension og ikke bare en anden etage? Nogle kunstnere løser opgaven ved at indskrive den himmelfarne Kristus i en todimensionel cirkel eller en mandorla, stilmæssigt afvigende fra den tredimensionelle skildring af mennesker på jorden.

Den færøske kunstner Trondur Patursson (f. 1044) har i den moderne Gøtu Kirke tolket himmelfarten som en ekstatiske befrielse. Disciplene står tunge og mørke i det lave, mens Kristus befriet fra tyngden rejser ind i lyset. Tilsvarende bevæger glasmaleriets farver sig fra sort og blåt op i grønt, blåt, gult og hvidt. Kirkerummet i Gøtu Kirke med flere eksempler på Trondur Paturssons glaskunst er fotograferet af Claus Jensen.

Nærbilledet nedenfor er hentet i Torben Weirups smukke billedbog med fortælling om Trondur Patursson: “Høje himle – dybe grunde”. Patursson har foruden flere færøske kirker udsmykket fem kirker i Danmark. Iflg. glaskunstens ekspert Per Hebsgaard er Patursson den kunstner, som bedst forstår sig på at arbejde med glasmaleri.

Jesu store afskedstale til disciplene afrundes i Joh. kap. 16 med omtalen af bøn som den fortsat åbne vej mellem disciplene og Jesus og Faderen, alle forbundet i kærlighed. Jesus har lært os Fadervor. Store løfter om bønhørelse knyttes til bøn i Jesu navn, ikke som en efterhængt magisk formel, men som en forankring i Jesu kærlighed. Jesus deler sit kærlighedsforhold til Gudfader med disciplene, og han deler det med os, som fortsat må leve og bede med den samme forankring i tillid til Guds kærlighed.

I kirkekunsten er der mange billeder af bøn, hvor langt de fleste viser Jesu egen bøn i det sjælelige drama i Gethsemane Have, og andre billeder viser bibelske personer i bøn til Jesus. En del malerier fra slutn. af 1800- og beg. af 1900-tallet viser den favnende Kristus, som samler bedende mennesker hos sig. Delvist naturalistiske danske kirkemalere fra Bloch, Jerndorff, Overgaard, Steffensen og Kragh til Anna E. Munck tog det skridt at bruge personer fra deres samtids menighed/lokalsamfund som modeller for bedende mennesker i deres alterbilleder. Disse aktualiserende skildringer af hengivne personer i Jesu favn kan siden komme til at virke både uaktuelle og ublufærdige med deres fysiske kombination af fordums ‘nabosøn og svigermor’ med den klassiske Jesusskikkelse.

Nutidig kirkekunst har af mange grunde svært ved at skildre troslivets eksemplariske praksis. Hellere i al fejlbarlighed koncentrere sig om et glimt af troens indhold.

Her vises et egenartet billede af bøn fra 1934, som er malet af professor Elof Risebye, der levede 1892-1961. I sin meget personlige kunst skabte Risebye meditative, ikon-agtige billeder af bøn. Her byggede han så at sige en bro mellem troens praksis og troens genstand ved en malerisk syntese af det bedende menneske og Kristusbilledet med et forbindende lysskær. Der er ikke tale om nogen helgengørelse af mennesket, men om en malerisk synliggørelse af den nåde fra Kristus, som oplyser den bedende oppefra eller indefra. Det viste maleri er i privateje.

Fra 1922 udsmykkede Elof Risebye Vejlby Kirke på Djursland med højtidsfulde fresker med Fadervor som motiv, hvor anonyme skikkelser bøjer hovederne let i bøn, måske under en engels beskyttelse. Her vises et udsnit. Foto: Claus Jensen.

Efter bededag begynder Helligåndens indflyvning i kirkeåret. Vi hører med Joh. 16,5- endnu et udsnit af Jesu store afskedstale; men afskedens sorgtone viger nu så sagte for den håbefulde forventning til Talsmandens komme. Helligånden, sandhedens ånd, vil komme og forblive hos os, til forskel fra den historiske Jesus.

Som Kaj Mogensen har formuleret det i sin gode andagtsbog ‘Til trøst og glæde’: “Menneskehedens første vendepunkt var, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Menneskehedens andet vendepunkt var, da Ordet blev Ånd og tog bolig iblandt os.”

Uden den levende Ånd ville en religion kunne blive som et stillestående iltfattigt vand, hvor kun den golde skriftfundamentalisme og traditionalisme kunne bestå. Men Gudskelov har kristentroen også Guds dynamiske Ånd som kilde. Vi kan stole på, at Ånden vil blæse og ruske op i troen med en tiltrængt bundvending, hvis vi bliver for tilfredse med at gentage os selv. Evangeliet bliver en altid ny og aldrig afsluttet historie.

Ånden kan også virke i det skabende menneskes kunstneriske virke; ideelt set er ethvert stykke kirkekunst vel et billede af Helligåndens virke. Som afgrænset symbol bliver Helligånden som bekendt – af gode bibelske grunde – gerne anskueliggjort som en due eller som vind, og der flyver sandelig mange smukke og kraftfulde duer i danske kirkeudsmykninger. Jeg skal træffe et valg: Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) har 2018 udsmykket Hedeager Kirke i Herning bl.a. med glasmalerier på prædikestolen. Her har han begået en helligåndsdue, der virkelig synes at hvirvle støvet op. Foto er fundet på kirkens hjemmeside. Tak for det!

Johannes Døber råber: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”. Guds riges nærhed er en glædelig nyhed. Det er opløftende og opbyggeligt, at mennesker bliver indbudt til at åbne sig for det bedre liv og vende sig væk fra det, der ødelægger livet. Det er godt, at man kan vende om i erkendelse af, at den hidtidige kurs var gal. Det er godt en gang imellem at besinde sig på sin retning i tilværelsen og justere den. Johannes Døber råber fremdeles, at en omvendelse må bære frugt. Hvad ellers? At rette kursen op er ikke bare at vælge nye ord. “Bær da den frugt, som omvendelsen kræver”. Vore handlinger kan faktisk for andre mennesker gøre det mere eller mindre troværdigt, at Guds rige er nær. – Derpå følger Johannes Døber op på sin indbydelse med en svovlprædiken om dom og straf. Den er ikke rar at høre på, men strengt taget kan vi godt komme i tanker om situationer i verden, hvor vi vil finde hellig vrede velanbragt. Allerdybest set måske også i forhold til vore egne dårlige frugter. – Men det er ikke Johannes Døber, der får det sidste ord om, hvad Guds rige bringer. Døberen er forløberen, og andre evangelietekster handler om, at han peger hen på Kristus. Og Kristus har flere og nådigere billeder af Guds rige.

På Asminderød Kirkes kirkegård har fra 1992 stået en grov skulptur i granit og støbejern, som viser Erik Heides karske fortolkning af den strenge Johannes Døber. Døberen på kirkegården uden for kirken er forløberen, og inde i kirken er det oftest en anden, der får ordet, når evangeliet lyder, og mennesker modtager dåb og nadver til syndernes forladelse. Det foto, jeg (med tak) har fundet på nettet, har fået nogle kors med i baggrunden. Pårørende har gennem generationer sat kors på gravene i tillid til, at det er den nådige Gud, som får det sidste ord.

I mange middelalderlige kirker er der i apsis malet et billede af Kristus som verdenshersker, siddende på dommersædet, omgivet af evangelister og engle, i en såkaldt Deesis, dvs. en forbøns-gruppe, hvor de to mennesker, Johannes Døber og Maria, prøver at påvirke dommen. Johannes står på sydsiden, Maria på nordsiden. Døberen beder den høje dommer om retfærdighed, Maria om barmhjertighed. I nogle gotiske fremstillinger viser hun tilmed sit bryst frem for at minde Sønnen om, at han også har været et svagt menneskebarn, som var afhængigt af omsorg og overbærenhed. Vi er som bekendt ikke bundet til middelalderlige forestillinger, men jeg kan godt lide billedet af, at Johannes har begrænset taletid med sit kompromisløse krav om, at retfærdigheden sker fyldest. – Her vises Alsted Kirkes romanske Majestas Domini, som i sin oprindelse er fra o. 1150, fotograferet af Claus Jensen.

Johannesteksten til 3. sønd. e. påske omspænder hele påsken. Teksten indgår i den meget lange talekomposition, som har skærtorsdags aftensmåltid som ramme. Her har Jesus talt alvorligt til disciplene om bl.a. Judas’ forræderi og Peters fornægtelse, – sådanne svigt og brud som bliver uudholdeligt definitive i en afskedssituation, der ikke levner tid til at ændre og udbedre noget. Tilbage står nu alene at forberede sig på Jesu forestående død og den ventende forladthed og sorg: “I skal græde og klage, men verden skal glæde sig”. Hvor smerteligt er det ikke at skilles fra den, man elsker, fra det meningsfulde liv, man gerne ville have levet, og fra den person, man selv burde have været. Alt er kaos, forladthed og selvforkastelse. – Men midt i den dybe krise åbner teksten allerede en sprække for trøsten: “I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” De definitive brud er måske så alligevel ikke definitive, set i lyset af Guds nåde. Kristus kommer tilbage, og han kommer som forsoneren, der bygger bro over alt, hvad der skiller.

Nu besøger vi en af Danmarks mindste landsbykirker, Lodbjerg Kirke i Sydthy. Mit udvalgte kunstværk rummer både et ældre nadverbillede og et nutidigt bronzerelief. Nadveren, den lutherske kirkes foretrukne motiv i 16-1700-tallet, skyldes barokmaleren Jens Jensen Thrane d. æ. Hans maleri fra 1710 skildrer samværet mellem Jesus og disciplene med en alvorsfuld inderlighed, som kan bevæge os hen over århundreder. Alle blikke søger mod Jesu belyste ansigt og talende gestus.

Den meget værdsatte nutidskunstner Maja Lisa Engelhardt har i 2008 med respekt for kirkens gamle alterbillede skabt stærkt ny kunst på fløjene. I lukket stand viser altertavlen hendes fortolkning af den lukkede grav, hvor et mørkt stenmassiv tårner sig op (Se foto nedenfor). Ovenfor ser vi altertavlen i åben stand med to bronzerelieffer, som udgør hinandens spejling og modsætning med deres omvendte guldskin og mørkpatinering. Læser vi fra venstre til højre, følger vi påskens dynamiske drama. Midt på venstre fløj tegner sig en mørk aftegning, en skygge af Jesus i graven. Det er langfredags tragedie, der her finder udtryk. På højre fløj træder skikkelsen lysende frem. Her møder vi opstandelsens evangelium, som kirken endnu får lov at leve på. “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Foto: Claus Jensen.

•