Kunst til kirkeåret

Den første teologiske samtale i Johannesevangeliet foregår i nattens mulm mellem den fremtrædende jøde Nikodemus og “læreren der er kommet fra Gud”. Samtalen bliver en opvisning i næsten komiske misforståelser omkring betydningen af at “blive født på ny”. – Gad forresten vide, hvordan en nudansk dåbssamtale om emnet ‘genfødt’ lyder? – Den lærevillige og målrettede Nikodemus må sande, at det bl.a. handler om ånd, ja om Ånden, som ikke er sådan at disponere over. “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke hvor”… (Her var så forklaringen på, at Nikodemussamtalen hører til pinsetiden.) At blive forløst til livet som et frit menneske under Guds lyse himmel er lige så lidt noget, man kan lære sig, som det at blive født af sin mor. Det er en gave, som kommer til en, vender op og ned på en og gør verden vid. Det er Menneskesønnens gave til Nikodemus og til os andre at afsløre, hvor høj, dyb og levende virkeligheden er.

Motivet med Jesus og Nikodemus har fristet store kunstnere som Købke, Brendekilde og ikke mindst Niels Larsen Stevns. Sidstnævntes mesterværk blev præsenteret i et opslag her for to år siden. Nikodemusmotivet kan males som en epifani eller som et psykologiserende karakterstudie. Axel Hou (1860-1948) har gjort det sidste ved at modstille den lysende, både myndige og åbne unge Jesus og den indkrogede og grublende ældre Nikodemus i den intime samtale. Axel Hou malede i 1904 sit alterbillede til Gåser Kirke i Aalborg Stift, hvor det stadig hænger over alteret. Seks år senere gentog Hou motivet til Skt. Olai Kirkes alterparti i Hjørring, hvor hans billede dog i 1976 måtte vige pladsen for noget mere musealt. Nikodemus hænger nu på skibets nordvæg. – Det faderløse Vajsenhusbarn Axel Hou fik ad besværlige omveje lykke til at udvikle og uddanne sit talent for bl.a. portrætkunst. Han har bidraget med udsmykning i 23 danske kirker. – Tak til Niels Clemmensen for det gode foto!

Evangelieteksten til 2. pinsedag, Joh. 3,16-21 er kaldt “Den lille bibel”, ‘Guds telefonnummer’ og andre pædagogiske navne. Det har nok været det mest udenadlærte skriftsted på alverdens sprog. Teksten forklarer ikke det gådefulde forhold mellem Gud Fader og Gud Søn endsige mysteriet om Guds væsen; MEN den giver os, hvad vi behøver for ikke at gå fejl af Gud: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”… “Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden“…

Kunstnerparret Paul Høm og Lisbeth Munch-Petersen løste i 1981 Struer Kirkes påtrængende udsmykningsopgave med to store, smukke glasmosaikruder. Her vises den ene rude: Kristus ses i højsædet i en farvestrålende, klar mandorla af lys. Ifølge sit væsen bringer lyset dommen med sig, for i lyset skelnes det gode fra det onde. Dette domsbillede er en fin nyfortolkning af den i middelalderen så udbredte Majestas Domini-scene, hvor Kristus traditionelt indtager sædet som tronende verdensdommer, omgivet af forbederne Maria og Johannes, engle samt apokalypsens fire levevæsener alias evangelistsymboler. Men her i Høms og Munch-Petersens fortolkning af domsmotivet sker det helt vidunderlige, at dommeren vender sig i sit dommersæde for at række armen frem og gribe et menneskebarn om hånden. Dommeren vil ikke fordømme, men frelse og bevare sit menneskebarn hos sig i det evige lys. Foto: Claus Jensen.

Den anden rude vises nedenfor. Den skildrer i varme farver Jesu liv fra Mariæ bebudelse.

Ingvar Cronhammar er berømmet for sine storladne installationer, hvoraf Elia i Herning vel er den mest kendte, desværre bl.a. for tragiske ulykker på stedet – naturligvis til meget stor sorg for også kunstneren.

Når der også på denne side skal siges farvel og mange tak til den originale kunstner, er det foranlediget af, at han også er kirkekunstner. Han lavede i 2018 “med ærefrygt og bæven” et meget lovende udkast til andagtsrum i Skejby Sygehus, men når altså desværre ikke at opleve færdiggørelsen, som er projekteret til 2022. Projektet er tre forbundne rum til fordybelse og tro i sygehusets Forumbygning i indgangspartiet: et kirkerum, et stillerum og et refleksionsrum. Kirkerummet er indrettet med alter og døbefont og smykket med kors. Det er tænkt til bøn og til hospitalspræstens gudstjenester. Stillerummet uden religiøs symbolik retter sig mod troende fra ikke-kirkelige kulturer. Her er der taget hensyn til parter, som ikke ønsker billeddannelser overhovedet. Refleksionsrummet er et tilbud til også ikketroende.

Hvad der forener de tre rum er vandkunst, idet mennesker har fælles erfaring af vandet som livgivende: I kirkerummet løber vand i kanaler langs væggene, og spejlinger heraf kastes ud i rummet (Se modelfoto). I det ikke-kirkelige andagtsrum løber et vandfald ned ad en ru væg. I refleksionsrummet løber vand ned fra loftet som en søjle og ender i et cirkulært bassin i gulvet.

Selv husker jeg med glæde Cronhammars installationer i Cisternerne ved Søndermarken, Frederiksberg, i 2015, hvor kombinationen af vandsøjler, lys og musik skabte en sjælden sakral stemthed. I Skejby er der tilsyneladende arbejdet videre med erfaringer derfra.

Æret være Ingvar Cronhammars minde!

Dagens første læsning fra genesis begrunder menneskehedens splittelse. Forvirringen forklares ved fortællingen om, at Gud standsede menneskenes himmelstræbende projekt Babelstårn. Altså endnu en ret aktuel syndefaldshistorie: Det selvovervurderende menneske vil ikke vide af grænser for udfoldelsen. Udkommet blev ikke erobring af himlen, men alles kamp mod alle i en sprogligt og kulturelt opsplittet verden, hvor forskellige folk ikke forstår hinanden.

Evangeliet til pinsedag iflg. Apostlenes gerninger fortæller om den lykkelige modsatte bevægelse: Helligånden udvirker heling, samtale, forståelse, – og dermed åbner himlen sig. Det er et mirakel, som vi nu og altid indbydes til at være en del af. Vi kan indgå i det verdensomspændende gudshus som “levende stene”.

Bjørn Nørgaard, kirkekunstner med gudbenådede indfald, har til Helligåndskirken, den danske kirke i Flensborg, i 2013 skabt en Babel-Pinse-skulptur i bronze og stålspejl. Set forfra bærer den høje skulptur Guds navn skrevet på mange sprog mellem indbyggede torsoer, malet i rødlige eller blålige farver, faktisk konkrete portrætter af kirkens konfirmander årgang 2012. Tilsammen udgør de et tårn, men tårnet er ikke massivt. Det er et netværk med åbninger, hvorigennem man kan se ind til baggrundens spejlvæg. Spejlet afslører, at skulpturens anden side er forgyldt og lysende som et pinsebillede. Titter man ind gennem en åbning, ser man i spejlet ikke bare skulpturens gyldne bagside, men også sit eget ansigt. Så er man selv inviteret ind i pinseunderet. Se udsnit nedenfor.

Sjældent ved vi, om en samtale bliver den sidste. Sjældent forudser vi, at talte ord bliver de afskedsord, som siden vil huskes og endevendes. Blev det vigtigste sagt? Eller lukkede blufærdigheden af for alt andet end trivialiteter – hvilket måske også var i orden, fordi kærligheden var tavst til stede? Det er min erfaring, at livskloge mennesker er meget bevidste om i hvert fald aldrig at skilles med ord, som kan føje sten til nogens byrde. Vi har ikke magt til at være hinandens dommere eller bestyre hinandens fremtid, men i det små kan vi aflaste hinanden og bekræfte kærligheden. Det er så godt formuleret i 1. Petersbrev, en af dagens tekster: “Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” I Johannesevangeliets version af Jesu afskedstale findes alt det vigtige, som ikke må være usagt mellem Jesus og hans venner, samlet i kapitler som hans menighed siden kan vende tilbage til og endevende. Det er ord, der rækker langt videre end afskedsord flest: alvorlige ord om kommende barske vilkår, trøstende ord om kommende himmelsk hjælp, absolutte befalinger for den videre færd, alt med hjemmel i den erfarede fylde af liv: …“fordi I har været med mig fra begyndelsen” …“fordi jeg var hos jer”. Denne livsfylde skal disciplene og menigheden bære med sig, hvor de færdes; det er befalingen: “I skal være mine vidner”. Vi skal være vidner om den store kærlighed, der skjuler mange synder.

i Farsø Kirke i Himmerland har Maja Lisa Engelhardt i 2010 skabt en strålende forgyldt altertavle med indskriften “I skal være mine vidner” under alterbillederne. I åben stand åbenbarer tavlen to fløje med strålebundter i relief omkring et maleri i hvidt og blågrønt med en horisontlinje og en markant, mørk jordbue. Alterbilledets lodrette akse opfyldes af en sløret Kristusskikkelse i en søjle af klart lys. Motivet er – som altid i Maja Lisa Engelhardts kunst – den opstandnes tilsynekomst for disciplene. Inspirationen er Apostlenes Gerninger 1,3-9, hvor disciplene kaldes til i kraft af Helligånden at være vidner til jordens ende. Kunstneren forklarer i udgivelsen ‘Mod lyset’: “Dette vigtige sted indleder pinsen og tanken om Helligåndens tilstedeværelse. Jeg forsøger med skildringen af Kristusskikkelsen og med det i ham iboende lys at give udtryk for den uforklarlige kraft og det løfte, som bebudelsen om Helligånden er”.

Når tavlen er lukket, ses maleriet på fløjenes bagside. Her er inspirationen langfredag, hvor Jesus betror sin ånd i Guds hænder – og udånder. Maleriet viser en landskabsabstraktion med lys og mørke samt et enkelt figurativt element i forgrunden: en krans med rosafarvede markeringer. Kransen kan tolkes som en blodig tornekrone, der ligger tilbage – og forvandles til en rosenkrans.

Foto: Claus Jensen