Kunst til kirkeåret

Er kristendommens inderste og smukkeste mysterium ikke Guds uadskillelighed fra mennesket? Inkarnationen, at Gud blev menneske, betød ikke bare, at Gud gennem en kort årrække i historien blev ét menneske blandt utallige ikke-guddommelige mennesker. Det betyder det dybere, at Gud i menneskers indbyrdes møder er til stede som kærlighedens perspektiv. Gud møder os i det sårbare medmenneskes skikkelse som en appel om omsorg – og som en højere instans. Den uomgængelige medmenneskelige appel er i Mt. 25 indskrevet i den store lignelse om verdensdommen, som skiller fårene fra bukkene. Det betyder med et velkendt Løgstrupcitat fra ‘Den etiske fordring’, at “Gud her har noget afgørende for med os”. Vi kan ikke holde vores liv med mennesker i verden adskilt fra vores liv med Gud i troen. Det betyder derimod ikke, at vi skal fortabe os i forestillinger om himmel og helvede og spekulere i belønning og straf. Det er alt nok at tænke på medmennesket, så vi aldrig bagatelliserer dets lidelse. Vores prisværdige humanistiske tanke om ‘det enkelte menneskes uendelige værdi’ uddybes og ophøjes af den bibelske tanke om det sårbare medmenneske som et Kristusbillede. Spørger vi: “Herre, hvornår så vi dig sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg eller i fængsel?”, lyder Herrens kun alt for klare svar: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.”

Kirkekunsten byder på nok af billeder af dommedag med himmelsk salighed og helvedes gru, malet fra middelalder til 1700-tallet. Nyere kirkekunst lader dette panorama ligge. Men hvad med skildringer af menneskelig omsorg i diakonalt og socialt arbejde? I et tidligere opslag til denne tekst har jeg vist et moderne kunstværk (i Askov Højskoles festsal) af Olivia Holm-Møller, som illustrerer barmhjertighed.

Denne gang vil jeg omtale Jais Nielsens (1885-1961) store katolske fresko fra 1935 med eksplicitte citater fra Mt. 25. og barmhjertighedsgerninger som motiv. Kunstværket har til huse i den tidligere katolske institution Skt. Elisabeths Hospital på Amager, som nu er et kommunalt psykiatrisk ambulatorium. Her står på væggen bl.a. (på latin) “KOM DU MIN FADERS VELSIGNEDE. DU BESØGTE MIG DA JEG VAR SYG. JEG VAR SULTEN, OG DU MÆTTEDE MIG”. Man kan i åbningstiden diskret gå ind fra gaden og beundre den gigantiske freskoudsmykning i trappearealet, restaureret af Nationalmuseet. Her vises som personifikation af barmhjertigheden den katolske helgen Elisabeth af Thüringen (1207-1227), som levede på Frans af Assisis tid og efter hans eksempel. Jais Nielsens stil er her inspireret af Giotto. Man kan evt. forberede besøget ved at læse Dorthe Aggesen og Synne Garffs bog ‘Elisabethfreskerne’, som udførligt oplyser om både helgenlegenden, Elisabethsøstrene og deres hospital og ikke mindst om kunstneren. Her kan jeg blot vise udsnit af legenden, hvor Elisabeth forbinder en syg, hjælper en kvinde med en vanfør dreng og åbner et herberge. Foto: Claus Jensen

Mon nyere protestantiske kirkekunstværker med velgerninger som motiv findes et sted derude? Kan en kunstner tænkes at skildre barmhjertighedsgerninger i nutid, eller vil det være en farefuld færd mellem gerningsretfærdighed og politisering?

Mens året går på hæld, får vi høre endnu et evangelium om Gud som livets Gud. Vi følger med Kristus på hans vej som det gode livs forkæmper, netop der, hvor livet er gået i stykker. Han undviger ikke mennesker, som er ramt af sygdom og ensomhed, død og sorg. Han er nærværende, når mennesker råber til ham om at tage det ubærlige bort. Ubærligt var det for Jairus’ familie at miste en lille datter. Da rakte Kristus hende hånden og kaldte hende op. – Ubærligt var det for kvinden med evindelige blødninger at være stemplet som uren og urørlig. – Det har krævet alt hendes mod bare at røre ved en flig af Kristi klædebon. – Da blev hun hjulpet. Kristus var hos mennesker for at bære på det ubærlige og berøres af de urørlige.

Jeg vil i dag ære mindet om Kaj Mogensen, som begraves i denne uge. Hans store teologiske og religionspædagogiske forfatterskab har betydet meget for mange. Andagtsbogen ‘til trøst og glæde’ har for mig selv i hverdagen været – netop – til trøst og glæde. Kaj Mogensens refleksioner over dagens evangelium indeholder bl.a. et afsnit om berøring som noget livgivende, fra menneske til menneske – og fra Gud. Kaj Mogensen omtaler et plejehjemsbesøg, hvor en hånd stryger en kind, og der strømmer liv, omsorg og kærlighed i berøringen. Erfaringen af det livgivende i en berøring kan ses som et tegn på Guds forhold til mennesket. – Senere, når vi er kommet til kapellet, kan vi atter nænsomt kærtegne den dødes ansigt, måske endda fornemme en slags varmende ‘På gensyn’ i kulden; men selv ikke en nok så kærlig berøring får den døde til at blive varm og rejse sig. Gudskelov har vi ikke denne magt. Gud selv “må overvinde den dødelige afstand. Det afgørende skridt tog han ved Jesus Kristus. Han er Guds berøring af den døde pige. Han er Guds berøring af hele den faldne jord. Han er Guds skaberhænder, der rækker ind i dødens verden. Som da Gud første gang rørte ved mørket og skabte lys og liv” (citat Kaj Mogensen).

Maja Lisa Engelhardts glasmosaik ‘Klædebon’ fra 2004 i Stoense Kirkes nrdr. rude er en smuk abstraktion over fortællingen om ‘den blodsottige kvindes’ frelse. Jeg læser rudens mørke felter og blodrøde stribe som tegn for den lidende kvinde. Den rene, hvide farve med klare konturer kan symbolisere det guddommelige nærvær. Det er det gudsskabte lys, der skinner ind gennem det hvide glas. Mon så ikke den blå stribe refererer til den tro, hvormed kvinden rækker ud efter Jesus? Motivet er numinøst og anelsesfuldt, som Maja Lisa Engelhardts kirkekunst ofte er. Kirkegængeren ser ikke ansigt til ansigt, men “som i et spejl, i en gåde” – eller gennem et slør. Aner vi en livgivende guddommelig berøring?

Alan Collins bronzeskulptur “Who touched me?” fra 2010, på det adventistiske universitet Loma Linda i Californien.

… Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden…. Bjergprædikenens saligprisninger er uforglemmelige og bevægende. Vi må læse dem langsomt og rytmisk, som synkrone med Guds eget dybe åndedrag. Hver især rummer de et overjordisk paradoks: Salig betyder lykkelig – eller direkte henrykt -, når ordet bruges konstaterende, men her er det jo omvendt netop de usalige, der af Jesus kaldes salige; de, som for længst er overhalet af alverdens vindere. Det er mennesker, som må modtage velsignelsen som Guds tilsagn i kraft af troen og det nøgne håb. Vi må altså gentænke ordet salig, så vi hører det som Guds paradoksale kærlighedserklæring, der trøster og tørrer tårerne af øjnene. Det får være de ulykkeliges dyrebare hemmelige kilde, at de er helliggjorte af Guds kærlighed.

Sådan en hellighed gælder naturligvis ikke blot i evigheden, eller rettere: den gælder allerede her og nu hver evige nådens dag. Helliggjorte er såvel det spæde barn som den trætte gamle – og den afdøde. Ved allehelgen mindes vi gerne vore døde, og mange erfarer, at taknemmeligheden og samhørigheden med dem øges. Det, som kunne skille os fra dem i en besværlig hverdag, blegner, mens kærligheden som relationens grundsubstans lyser stærkere og renere, som en gave i sorgen. Kan vi ikke tale om kærlighedens metamorfose? I kirken bliver vi bevidste om, at “helgen her og helgen hisset er i samme menighed”. Vi kan bruge det billede om nadverbordet, at knæfaldets halvcirkel fuldendes til en helcirkel, hvor ‘de, der er gået forud’, er med i kredsen. – – “Oldemor er blevet til en engel, som vi ikke kan se”, siger familiens yngste. Vi tænder et lys for oldemor.

Det valgte billede viser en bronzeskulptur med titlen ‘Metamorphose’, placeret på en sten foran Allinge Kirke på Bornholm. Vi ser her en sagtmodig lille kirkegænger med håndtaske og søndagssko, sunket ind i sig selv, fjern? Hun er – måske til sin egen forundring – blevet hædret med englevinger. Saligprisningerne må lyde for hende! Den både alvorlige og humoristiske skulptur er skabt af keramiker og billedhugger Arne Ranslet (1931-2018). Fra 1950’erne havde han værksted på Bornholm sammen med sin hustru kunstneren Tulle Blomberg. Med den voksende internationale anerkendelse gik han fra keramikken over til at arbejde med større bronzeskulpturer, som pryder det offentlige rum i flere europæiske byer.

Arne Ranslet, ‘Metamorfose’ 2003, Allinge Kirke Bornholm. Foto: Claus Jensen

Kristendommens grundfortælling er fortællingen om tilgivelse. Det var med tilgivelse, Gud overvandt afstanden til sin faldne skabning. Det er med tilgivelse, Gud tilbagevendende giver mulighed for en ny begyndelse. Tilgivelse holder kærligheden i live. Jesu liv og død var én stor anskuelsesundervisning heri: ‘Fader, tilgiv dem!’ Idealer for æreskodeks og hævn mellem mennesker blev med kristendommens udbredelse afløst af evangeliet om nåde og forsoning. I modsætning til hævnspiralen har tilgivelsesspiralen fornyende kraft. Også mit liv med de andre skal vise tilgivelsens forvandlende kraft, når tilgivelsen leves ud, – men tilgivelsen kan kun fuldbyrdes i frihed, og opgaven er aldrig fuldført. Det genstridige menneskehjerte fremturer med at ville sætte ‘rimelige’ grænser. Peter går til sin sjælesørger for at få medhold i, at nok må være nok, men det medhold giver Jesus ham ikke: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”. Pædagogisk fortæller Jesus nu lignelsen om den gældbundne tjener, der spotter sin herres barmhjertighed ved selv at nægte at vise barmhjertighed. Tjeneren har fået en ny begyndelse, men endnu ikke ladet barmhjertighedens livsforvandlende kraft arbejde med sig. Herren bliver vred og arresterer den utaknemmelige, til han har betalt. Som Kaj Mogensen slutter sin andagt om teksten: ‘At være overladt til herrens vrede og bødlerne er ikke en trussel om evig fortabelse, men et billede på det liv, der ikke får glæde af Guds tilgivelse, fordi den ikke vil leves ud.’ – Vi støder en gang imellem på lysende historier om mennesker, der har kæmpet sig frem til at tilgive det mest uhyrlige; det er historier om, at begge parter er blevet befriede.

Faktisk findes der et dansk alterbillede, som er malet under inspiration af samtalen mellem Jesus og Peter om, hvor ofte man skal tilgive. Maleren har noteret: “naar I bede, forlade”. Peder spørger hvor ofte?” Maleriet er fra 1860 og hænger i Ørum Kirke ved Brønderslev. Det farverige billede viser i midteraksen en frontal, glorielysende Kristus i varmt rødt og hvidt, omgivet af lyttende disciple i mørke farver. Peter, som det må være, tager argumenterende fat i Jesus, der selv snarest henvender sig til menigheden med åbne, fremadvendte håndflader. Baggrunden er udfyldt af massiv træstamme, dramatisk klippevæg og lysblå himmel, måske med symbolske betydninger. Uden malerens notat kunne ‘replikbilledets’ samtaletema vanskeligt identificeres. Anatomien er svag, og den feminine Kristus’ glatte ansigt er næsten sminkedukkeagtigt. Sammenlignet med andre guldalderværker er maleriets tekniske mangler iøjnefaldende, men det fortjener et søstersolidarisk forsvar: Lucie Marie Ingemann Mandix (1792-1868) var som kvinde afskåret fra at deltage i undervisning på akademiet og måtte nøjes med nogle få privat tilkøbte timer hos C.W. Eckersberg, hvis naturalistiske kompetence ikke synes at have sat sig spor i hendes malerkunst. Men i sin egen (undskyld) pigelige stil malede hun altså ufortrødent mere end 50 romantiske alterbilleder og deslige, som hun forærede væk til kirker og hospitaler i en tid, der råbte på nye kirkeudsmykninger. Hun er Danmarks første produktive kvindelige kirkekunstner overhovedet og fik vel sin chance i kraft af den berømte mand, salmedigteren ved Sorø Akademi B.S. Ingemann. Øvrige kvindelige bidragydere til dansk kirkekunst frem til begyndelsen af 1900-tallet lader sig let opregne. Uanset lille eller stort talent var de bedst kendt som nogens hustru. Det var ‘fru distriktsdyrlæge Mulvad’, Dronning Louise, Elisabeth Baumann Jerichau (som for resten var for selvstændig til de danske kunstdommere) og Anne Marie Carl Nielsen, alle med blot enkelte bidrag til kirkerne. Af Lucie Ingemans overflod af altertavler har de fleste siden måttet vige pladsen, men enkelte har stadig fået lov at hænge over alteret, herunder altså vort billede i Ørum Kirke ved Brønderslev. Tak til Niels Clemmensen for det gode foto!

Joh. 4 fortæller om Jesu 2. tegnhandling, fjernhelbredelsen af en embedsmands dødssyge søn. Den hedenske embedsmand opsøger Kristus, fordi han tror på ham, ikke for at få bevis for, at Kristus er tro-værdig. I sin forældrenød henvender den troende far sig til Kristus, hos hvem han venter hjælp. Hvad ellers? Tro er tillid. Og ‘Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever”. Manden troede Jesus på hans ord og gik”‘ – Man må som forældre leve og ånde i troens rum. Man må have tillid til, at livets kilde er uudtømmelig, og at kærligheden er uopslidelig. Man må aldrig opgive håbet for sit barn. – Og skal man en dag opleve det helt ubærlige at miste dette umistelige barn, må man stadig være forældre i troens rum. “Din søn lever” må i troens rum høres som et evigt tilsagn.

Bjørn Nørgaards store, nye bronzeport ‘Alfa og Omega’ i Christianskirken i Fredericia belyser livets begyndelse, afslutning og nyskabelse i både eskatologisk, evangelisk og individuelt perspektiv. Bjørn Nørgaard refererer på kirkeporten angiveligt til både dåb og begravelse. Her bringer han sin indfølende hyldest til det universelle forældreskab i glæde og sorg. Under et originalt billede af Maria (fremstillet som den store moder) ses en billedflade med mange ekspressive skildringer af forældrekærlighed. Vi ser mødre og fædre fra forskellige kulturer, troligt bærende deres børn. Vi glæder os med en lykkeligt ammende mor, og vi græder med fortvivlede fædre, som bærer deres døde barn og må lægge det i jorden. Bemærkelsesværdigt er det, at de sørgende forældre er vist med vinger! Ikke til at skelne fra engle. Ikke uden englevagt. Forældrekærligheden lever i troens rum. Foto: Claus Jensen.