Kunst til kirkeåret

Længslen efter en leder er et arketypisk menneskeligt træk. Ikke mindst krisetider samler folk om en lederskikkelse, der opfattes som stærk. På ham kan man projicere sine håb om retfærdighed, oprejsning og helst lidt mere – eller meget mere? En leder kan forføres og forføre med drømme om grænseløs magtudøvelse i et af denne verdens riger. Magten er en Satans fristelse. – Joh. 12 tager os med ind i et dramatisk konfliktfyldt rum ved et festmåltid i Betania, hvor Maria salver Jesus, og Judas protesterer. Den knælende Maria ved Jesu fødder giver med alt hvad hun ejer, udtryk for sin ømhed, taknemmelighed og andagt: Jesus har jo taget hende, en kvinde, alvorligt som samtalepartner, og han har givet hende den mistede broder Lazarus tilbage. Samtidig indgår hun i Israels store tradition for at indvie konger, præster og profeter ved salvning: Jesus er hendes konge, præst og profet, svaret på hendes længsel efter en leder. Judas derimod oprøres over ødselheden, og det behøver måske ikke bare være på skrømt. Med tilnavnet Iskariot tilhører han formentlig den revolutionære bevægelse – med behov for penge i partikassen. Judas er måske desperat ved tanken om at have satset på den forkerte leder i det forventede forestående oprør mod romerne. Jesus vil øjensynligt ikke lede en væbnet frihedskamp. – Hovedpersonen selv synes at forstå og modtage Marias dyre salve som en tros- og kærlighedsgestus, og han tilføjer sin egen tolkning, hvor han ikke griber salvningen som et tegn for magt, men som en indvielse til døden. “Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves”. – Jesu foregribelse af døden klinger efterfølgende med som underlægningsmusik ved den videre vandring mod Jerusalem; den vil indebære en dødsmarch, en Via Dolorosa. Som i profeten Zakarias’ gamle digt om fredsfyrsten drager Jesus nu sagtmodigt ind i hovedstaden på et ungt æsel og ikke på en stridshest eller en fyrsteligt udsmykket kamel. Mens folket råber “Hosianna”, måske med diverse forventninger til en stærk leder, griber den salvede Messias tavst sin rolle som konge, for konge er han, men i kærlighedens, ikke i voldens rige. Palmesøndag hyldes han i kirken netop for sit magtafkald i den storslået mytiske filipperbrevshymne: “Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Der er mange muligheder for billeder til helligdagen. Jeg har tidligere vist klassiske palmesøndagsbilleder fra bl.a. Keldby og Uggeløse Kirke. I Lemvig, Hanbjerg og Viborg Domkirke findes andre gode eksempler. Nu vælger jeg imidlertid et kunstværk, som netop skildrer det konfliktfyldte rum i Betania, hvor også Judas er aktør. Søger man i øvrigt efter kunstværker med Judas som motiv, er der inspiration at finde i Helge Kjær Nielsens ret nye udgivelse ‘Lad stenene ligge En bog om Judas’. Helge Kjær Nielsens bog rummer foruden en kommenteret billedsamling studier af bibeltekster og salmer om Judas. Det er en grundig og teksttro undersøgelse med fokus på Judas’ rolle i den frelseshistoriske plan. Bogens titel rummer en opfordring til at være tilbageholdende med fordømmelse af Judas.

Denne gang vælger jeg Niels Larsen Stevns’ dynamiske situationsbillede fra 1907-8 af Salvningen i Betania, et billede som var for kontroversielt til at få indpas i en kirke, men som hænger godt på Kunsten i Aalborg. Billedets baggrund har næsten sakrale træk ved de tre rundbuede åbninger, lysåbningen tv. og ildstedet. Maleriets venstre side er harmonisk og skøn med den husligt tjenende Marta, den tilbedende Maria og den rødklædte Jesus, som med en inkluderende gestus tager Maria i forsvar. Men maleriet viser spændingen om lederrollen: Disciplenes ansigter er overrumplede og bistre, og Judas bryder dramatisk op og forlader festen – klar til at sælge Jesus. Langbordet med den hvide dug vender frem mod os, næsten som et spørgsmål til vores valg af side.

I disse smukke forårsdage, hvor naturen grønnes og bryder i blomst, tør vi glimtvis næsten tro, at livet viser sig stærkere end døden. Men døden brøler. Verden er igen gået i en accelererende dødsspiral med frygt og had som drivkraft. Vi trænger til en ny begyndelse for en menneskehed, hvis historie er tung af grådighed, magtkampe, vold og løgn: ja lad os bare kalde det arvesynd. Vi behøver hjælp til at få visket tavlerne rene. Tænk om vore mellemværender kunne genstartes med et radikalt nyt – og urgammelt – udgangspunkt: med tilgivelse og godhed. Det lyder så naivt, ja, men Mariæ bebudelse siger os, at Gud godt tør. Han vover at satse sig selv som den, der elsker først. Han kommer os i møde uden våben, med et ansigt så åbent og sårbart som et lille barns. Det lille gudsbarn, som gror under Marias hjerte, er Guds løfte om et liv med kærlighed som nyt fortegn.

Det valgte bebudelsesbillede fra 1994 er den store udsmykning på skråvæggen mellem alter og prædikestol i Baunehøj Kirke, Kbh. V. Efter at have været folkekirkelig er den moderne kirkebygning overgået til en serbisk-ortodoks menighed, som mig bekendt har bevaret maleriet med det fællesskristne motiv. Det smukke billede er sammensat af to gule og to blå tavler, markeret med hver sin geometriske figur: I nederste venstre felt ses et knugende sort bjergmassiv, markeret med et ligebenet sort kors: et tegn for livets hårdhed og dødens magt. I øverste højre felt ses solen bryde gennem de mørke skyer. Her finder vi treenighedssymbolet, som betegner Det nye testamentes kommunikerende Gud, en Gud som møder mennesker. I øverste venstre felt er Gabriel på rejse ned mod Maria med budskab om verdens frelse. Her er med himmelblåt tegnet en cirkel, det traditionelle symbol for evighed og helhed. I nederste venstre felt ses den yndefulde, siddende Maria mellem en sort kvadrat, som er jordens tegn, og en lysende hvidgylden ditto, der opleves som et vindue til himmelen. Hun modtager budskabet – og sin slægtning Elisabeths bekræftelse – iflg. Luk 1 i en lovsang med bibelpoetisk sprog: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser. Gud har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den mægtige har gjort store ting mod mig.”… Alle billedfelterne knyttes sammen af diagonale lysstråler, som forbinder himmel og jord og gør billedet til en dynamisk helhed. Mariæ bebudelse er malet af den norsk-danske Nina Kleivan. Kunstneren har mangesidige kompetencer, også, som vi ser, et skolet talent for at tegne efter klassiske forbilleder. Kr. Dgbl. har 11/2/- 22 berettet om Kleivans liv og ‘traumespor’: Ninas far var under 2. verdenskrig en norsk modstandsmand og kommunist, som fik livsvarige mén efter ophold i tysk KZ-lejr, og hun var som han fortrolig med de norske bjerglandskaber. Bebudelsesbilledet omspænder – som kunstnerens egen historie – det dybe mørke og det livgivende lys. Mig bekendt er maleriet i Baunehøj kunstnerens eneste kirkelige værk, men sådan behøver det måske ikke blive ved at være? Jeg benytter lejligheden til at gratulere den udstillingsaktuelle og roste kunstner (Sophienholm, Lyngby), som netop er fyldt 60 år.

Verden er i dette forår – bl.a. – alarmeret over udsigten til knaphed på brødkorn – en livsfornødenhed, som var tilgængelig, før verden blev splittet ad. Brød er et vidunder! Kornet vokser under regn og modnes under sol, de høstede kerner males til mel, tilføjes væske og omdannes med levende gærceller til en luftig dej, som i ovnens hede forvandles til et sprødt og gyldent brød med uimodståelig duft. Vi sanser, spiser og mættes, som alverdens levevæsener vil gøre. Vist er vi sansende, biologiske væsener, og som natur lever vi for at opretholde livet og i bedste fald sætte livsdueligt afkom i verden. Men der er mere at sige: Mennesket er den skabning, der har et valg. Mennesket er både natur og ånd. Mennesket kan vælge at dele sit brød – også med fjerne, udsatte fremmede. Mennesket kan vælge ikke at lade sig bestikke af brød og skuespil, kan vælge at lide afsavn. Ukrainere ofrer en umiddelbart højere levestandard, ja al personlig sikkerhed og måske leveår i håb om folkelig og individuel frihed. I det åndelige rum, som mennesker også lever i, er der ubestrideligt brug for symboler. Her kalder nationalsange, flag og ritualer på tårer. Menneskers kultur har også resonans for livsmidlernes åndelige merbetydning: Brød og kildevand kan forstås som symboler, der viser ud over sig selv – ind til et gudgivet liv, der skal modtages og rækkes videre i kærlighedens navn. At brødet brydes symboliserer, at Gud deler ud af det liv, der er hans, og at vi må være fælles om dette liv. Fordi vi er mennesker med ånd, forstår vi også den sakramentale betydning af brød, som endog kan repræsenteres af en lille, bleg oblat. I Johannesevangeliet finder vi som bekendt ikke nadverindstiftelsesord, men fodvaskning ved Jesu afskedsmåltid med disciplene forud for påske. Til gengæld læser vi her i Joh. 6 om både bespisningen af en stor folkemængde og om Jesus som “livets brød”. Her i Midfasteevangeliet taler Jesus til menneskers åndelige dimension med formaningen: “Arbejd ikke for den mad, der forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer”. Evangeliets livgivende betydning tydeliggøres med Johannesevangeliets særlige Jeg-er-ord: “Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Kristusmetaforerne forbinder det evige liv med menneskers elementære, sanselige erfaringer. Skabelsestro og evighedshåb knyttes sammen. I tro og tak indtages brødet som et livgivende tegn fra Himlen. Brød er et vidunder!

Hos vor store bibelillustrator Bodil Kaalund (1920-2016) har jeg fundet en meget smuk skildring af et gyldent brød, der brydes – med en mørk, men lyssprængt sky som baggrund. Jeg fortolker den dramatiske himmel som både en lidelsesforudsigelse og et løfte om lidelsens overvindelse. – Også i flere kirkeudsmykninger har Bodil Kaalund valgt brødsbrydelsen som motiv, vel nok smukkest i Billund Kirke (1981).

Niels Helledie, som blev født i 1927, har over et virke som lærer fået solidt fodfæste som kirkekunstner og gennem et langt kunstnerliv efterladt sig et betydeligt spor i danske kirker. I næsten 40 kirker har jeg mødt hans letgenkendelige robuste stil, og formentlig er der mange flere. Helledies skulpturer møder en med et egenartet groftskåret udtryk, som griber fra modernismen tilbage til romansk og til primitiv kunst og ofte tilføjer et glimt af uhøjtidelig underfundighed. Vi overraskes fx af en hængende skulptur af kirkeskibet, som med nedhængende Thorshammer sejler hen over døbefonte (i Gudumholm og Præstevang Kirker). Jesus er nok med i båden. De fleste af Helledies skulpturer er dog variationer over temaet ‘Livstræet skyder af korsets rod’, som vel kan kaldes hans signaturmotiv. Helledie har haft sin store styrke i mindre værker, som har tilført de mange kirker et oplivende moment. I 1995 fik Helledie sammen med Adi Holzer en meget større opgave med udsmykning af det vældige alterparti i Hasseris Kirke, Aalborg. Denne udsmykning blev omdiskuteret og kendt i medierne som en styrkeprøve mellem lokale kræfter og Akademirådets fjerne kunstelite. Debatten efterlod et dybt sår hos Skagenskunstneren. Jeg citerer her min omtale af værket i Hasseris Kirkes jubilæumsskrift “Årringe” (2006): Figuren kan afkodes som livstræet eller hvedekornet der lægges i jorden og dør for at bære mange fold. Dette kombinerede døds- og opstandelsessymbol er i Hasseris ikke en organisk samlet gestalt, men komponeret over modsætningen mellem død og liv, mellem angst og tro. Opstandelsen bryder som modbillede med dødens massive realitet, der er utilsløret som døde knogler i jorden. “En metamorfose” kalder Helledie dette dobbelte symbol, hvor dødens ben bliver til livets træ. Der sker en forvandling, som når puppen bliver til sommerfugl. Helledie har personligt skrevet: “Angstens frugter er troens billeder. Når jeg nu har fæstnet mig ved kristendommen, så skyldes det, at når livet gik til grunde for mig, så gik han med. Så gik Kristus med. Så var jeg ikke alene, så var bønnen der. Jeg kunne bede til Kristus. Han var med, når jeg gik ned med flaget, og derfor er han der også, når jeg vågner op.”

Æret være Niels Helledies minde!

I 2010 udgav Helledie og Thomas Reinholdt den smukke bog “Til de fattige” med billeder og bibeltekster.

Konflikter betyder altid kamp om fortolkningsretten: Det er akut blevet tydeligt, at vi alle er aktører i informationskrige på liv og død. Hvad den ene kalder beskyttelse, kalder den anden overgreb; hvad den ene kalder terror, kalder den anden frihedskamp. Er samfund funderet i magtens konsolidering eller i demokrati? Er individer defineret af historisk givne (?) kollektiver eller af frihedsrettigheder? Politiske, ideologiske og religiøse budskaber skaber åndelige ‘røde linjer’ og overbygges med dæmonisering af modparten. Denne evindelige kamp om sandheden karakteriserede også det ny testamentes verden: Jesus diagnosticeres af sine fjender som “en samaritaner og besat af en dæmon”. Den dramatiske evangelietekst fra Joh. 8 stiller sandhed og løgn op mod hinanden som en kamp af mytologiske dimensioner: Modstanden mod Jesus bestemmes som initieret af djævelen selv: “der er ikke sandhed i ham… løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke”… Talens kontekst er den konkrete situation, hvor en kvinde grebet i ægteskabsbrud i henhold til en fundamentalistisk fortolket moselov skal dømmes til stening, men overraskende sættes fri. Jesus skaber et religiøst paradigmeskifte ved at rette opmærksomheden mod menneskers indre, hvor ingen er ren: “Den af jer, som er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. I stedet for en dødsdom hører hun nu ordene: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Evangeliets sandhed, som her går op mod lovreligionens, er ikke en lære eller en ideologi. Den er en levende person, en medfølende og inkluderende menneskesøn. Hvad er da vores kompas i kampen mellem sandhederne? Hvem taler Guds ord med “myndighed”? Ikke den, der lægger livet øde, men den, der heler det brudte og åbner nye livsbekræftende muligheder. Så sandt Gud er livets generøse skabermagt, er Sandheden den der åbner døren for gode menneskeliv med tro, håb og kærlighed. I Guds rige erfares kærlighedens styrke – i al evighed. “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Johannes Holbeks (1872-1903) ejendommelige symbolistiske kunstværk fra 1900 er opbygget som en dualistisk modstilling af sandhedens ånd på den ene side og formørkede eksistenser på den anden. Indesluttet i mørke farver ses på højre side en led collage af forkrøblede, dyriske, arrogante eller angstfulde fjæs; måske kan konkrete historiske personer identificeres? I billedmidten ses ganske påfaldende et selvportræt af kunstneren selv. Han vender de dæmoniske fremtoninger ryggen og viser hen til den lysere, blå verden, hvorfra en kronet Kristuslignende skikkelse træder frem. Johs. Holbek var en talentfuld og veluddannet, men utilpasset maler, der med baggrund i et præstehjem i Snoldelev koncentrerede sig om selvfordybelse og religiøse temaer – og tragisk nok forløftede sig på det absoluthedskrav, han som kunstner stillede sig selv; han følte sig ikke forstået og blev ikke gammel. Her vises kun et udsnit af maleriet, der påkaldte sig min interesse ved sin billedtekst: I sin fulde udstrækning rummer billedet nemlig en linje af en af Grundtvigs salmer. “Talsmand, som på jorderige i et suk kan alt udsige hvad vi evigt trænger til!” Som bekendt handler helligåndssalmen om at “tugte de trygge og trøste de spage”. Det er hvad Jesus gjorde i Johs 8. – Men Helligånden kunne gerne have bragt mere overbærenhed med i tilfældet Johannes Holbek. – Maleriet har indgået i en udstilling om symbolisme, som SMK engang lagde rammer til. Det sælges nu som postkort.