Mariæ bebudelse, 2. rk.

I disse smukke forårsdage, hvor naturen grønnes og bryder i blomst, tør vi glimtvis næsten tro, at livet viser sig stærkere end døden. Men døden brøler. Verden er igen gået i en accelererende dødsspiral med frygt og had som drivkraft. Vi trænger til en ny begyndelse for en menneskehed, hvis historie er tung af grådighed, magtkampe, vold og løgn: ja lad os bare kalde det arvesynd. Vi behøver hjælp til at få visket tavlerne rene. Tænk om vore mellemværender kunne genstartes med et radikalt nyt – og urgammelt – udgangspunkt: med tilgivelse og godhed. Det lyder så naivt, ja, men Mariæ bebudelse siger os, at Gud godt tør. Han vover at satse sig selv som den, der elsker først. Han kommer os i møde uden våben, med et ansigt så åbent og sårbart som et lille barns. Det lille gudsbarn, som gror under Marias hjerte, er Guds løfte om et liv med kærlighed som nyt fortegn.

Det valgte bebudelsesbillede fra 1994 er den store udsmykning på skråvæggen mellem alter og prædikestol i Baunehøj Kirke, Kbh. V. Efter at have været folkekirkelig er den moderne kirkebygning overgået til en serbisk-ortodoks menighed, som mig bekendt har bevaret maleriet med det fællesskristne motiv. Det smukke billede er sammensat af to gule og to blå tavler, markeret med hver sin geometriske figur: I nederste venstre felt ses et knugende sort bjergmassiv, markeret med et ligebenet sort kors: et tegn for livets hårdhed og dødens magt. I øverste højre felt ses solen bryde gennem de mørke skyer. Her finder vi treenighedssymbolet, som betegner Det nye testamentes kommunikerende Gud, en Gud som møder mennesker. I øverste venstre felt er Gabriel på rejse ned mod Maria med budskab om verdens frelse. Her er med himmelblåt tegnet en cirkel, det traditionelle symbol for evighed og helhed. I nederste venstre felt ses den yndefulde, siddende Maria mellem en sort kvadrat, som er jordens tegn, og en lysende hvidgylden ditto, der opleves som et vindue til himmelen. Hun modtager budskabet – og sin slægtning Elisabeths bekræftelse – iflg. Luk 1 i en lovsang med bibelpoetisk sprog: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser. Gud har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den mægtige har gjort store ting mod mig.”… Alle billedfelterne knyttes sammen af diagonale lysstråler, som forbinder himmel og jord og gør billedet til en dynamisk helhed. Mariæ bebudelse er malet af den norsk-danske Nina Kleivan. Kunstneren har mangesidige kompetencer, også, som vi ser, et skolet talent for at tegne efter klassiske forbilleder. Kr. Dgbl. har 11/2/- 22 berettet om Kleivans liv og ‘traumespor’: Ninas far var under 2. verdenskrig en norsk modstandsmand og kommunist, som fik livsvarige mén efter ophold i tysk KZ-lejr, og hun var som han fortrolig med de norske bjerglandskaber. Bebudelsesbilledet omspænder – som kunstnerens egen historie – det dybe mørke og det livgivende lys. Mig bekendt er maleriet i Baunehøj kunstnerens eneste kirkelige værk, men sådan behøver det måske ikke blive ved at være? Jeg benytter lejligheden til at gratulere den udstillingsaktuelle og roste kunstner (Sophienholm, Lyngby), som netop er fyldt 60 år.