Længslen efter en leder er et arketypisk menneskeligt træk. Ikke mindst krisetider samler folk om en lederskikkelse, der opfattes som stærk. På ham kan man projicere sine håb om retfærdighed, oprejsning og helst lidt mere – eller meget mere? En leder kan forføres og forføre med drømme om grænseløs magtudøvelse i et af denne verdens riger. Magten er en Satans fristelse. – Joh. 12 tager os med ind i et dramatisk konfliktfyldt rum ved et festmåltid i Betania, hvor Maria salver Jesus, og Judas protesterer. Den knælende Maria ved Jesu fødder giver med alt hvad hun ejer, udtryk for sin ømhed, taknemmelighed og andagt: Jesus har jo taget hende, en kvinde, alvorligt som samtalepartner, og han har givet hende den mistede broder Lazarus tilbage. Samtidig indgår hun i Israels store tradition for at indvie konger, præster og profeter ved salvning: Jesus er hendes konge, præst og profet, svaret på hendes længsel efter en leder. Judas derimod oprøres over ødselheden, og det behøver måske ikke bare være på skrømt. Med tilnavnet Iskariot tilhører han formentlig den revolutionære bevægelse – med behov for penge i partikassen. Judas er måske desperat ved tanken om at have satset på den forkerte leder i det forventede forestående oprør mod romerne. Jesus vil øjensynligt ikke lede en væbnet frihedskamp. – Hovedpersonen selv synes at forstå og modtage Marias dyre salve som en tros- og kærlighedsgestus, og han tilføjer sin egen tolkning, hvor han ikke griber salvningen som et tegn for magt, men som en indvielse til døden. “Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves”. – Jesu foregribelse af døden klinger efterfølgende med som underlægningsmusik ved den videre vandring mod Jerusalem; den vil indebære en dødsmarch, en Via Dolorosa. Som i profeten Zakarias’ gamle digt om fredsfyrsten drager Jesus nu sagtmodigt ind i hovedstaden på et ungt æsel og ikke på en stridshest eller en fyrsteligt udsmykket kamel. Mens folket råber “Hosianna”, måske med diverse forventninger til en stærk leder, griber den salvede Messias tavst sin rolle som konge, for konge er han, men i kærlighedens, ikke i voldens rige. Palmesøndag hyldes han i kirken netop for sit magtafkald i den storslået mytiske filipperbrevshymne: “Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
Der er mange muligheder for billeder til helligdagen. Jeg har tidligere vist klassiske palmesøndagsbilleder fra bl.a. Keldby og Uggeløse Kirke. I Lemvig, Hanbjerg og Viborg Domkirke findes andre gode eksempler. Nu vælger jeg imidlertid et kunstværk, som netop skildrer det konfliktfyldte rum i Betania, hvor også Judas er aktør. Søger man i øvrigt efter kunstværker med Judas som motiv, er der inspiration at finde i Helge Kjær Nielsens ret nye udgivelse ‘Lad stenene ligge En bog om Judas’. Helge Kjær Nielsens bog rummer foruden en kommenteret billedsamling studier af bibeltekster og salmer om Judas. Det er en grundig og teksttro undersøgelse med fokus på Judas’ rolle i den frelseshistoriske plan. Bogens titel rummer en opfordring til at være tilbageholdende med fordømmelse af Judas.
Denne gang vælger jeg Niels Larsen Stevns’ dynamiske situationsbillede fra 1907-8 af Salvningen i Betania, et billede som var for kontroversielt til at få indpas i en kirke, men som hænger godt på Kunsten i Aalborg. Billedets baggrund har næsten sakrale træk ved de tre rundbuede åbninger, lysåbningen tv. og ildstedet. Maleriets venstre side er harmonisk og skøn med den husligt tjenende Marta, den tilbedende Maria og den rødklædte Jesus, som med en inkluderende gestus tager Maria i forsvar. Men maleriet viser spændingen om lederrollen: Disciplenes ansigter er overrumplede og bistre, og Judas bryder dramatisk op og forlader festen – klar til at sælge Jesus. Langbordet med den hvide dug vender frem mod os, næsten som et spørgsmål til vores valg af side.
Birgitte Bech kirkekunst 