Kunst til kirkeåret

Mon ikke den oftest gentagne sætning i danske præsters forkyndelse er: “Kærligheden er stærkere end døden”. Hvad har vi ellers at komme med? Det er påskefortællingernes maggiterning – og begravelsestalernes. Det er evangeliets triumferende og jublende postulat og vores håbefulde ditto. Sådan er det, og sådan må det være, – men hvordan genkender vi det i vort menneskelivs erfaringer? – – En ældre mand ringede til mig, fordi han netop var blevet enkemand. Hans fortælling om hustruen er altovervejende anerkendende. I den eftertanke, der har døden som baggrund, har kærligheden fuld taletid, støjsenderne forstummer, irritationen viger for empati, tydeligst er nu den mangeårige livsledsagerskes elsk-værdighed. Fra en evig kilde holder Kærligheden sit indtog og uddyber perspektivet: Enkemanden ser nu væsenskernen hos hustruen klart, men også hos sig selv: han ser sig selv som en, der har svigtet: Han havde skældt ud og forbandet sit uheld, han havde brudt sit løfte til konen om at lade hende blive i hjemmet til det sidste, og trods hendes tårer og protester havde han sendt hende på plejehjem. Hun havde foruden tunge, fysiske sygdomme også lidt af fremskreden demens, som han ikke kunne holde ud. Ingen dømmer ham, – det kunne også have været min historie, – men han dømmer sig selv med den uforbeholdne kærlighed som målestok. Det lindrer meget, at hustruen på plejehjemmet som det sidste faktisk havde sagt, at hun elskede ham, men han kan ikke tilgive sig selv. I bønnen om tilgivelse må mennesker række ud efter den store, evige kærlighed, i håb om at den findes. Den findes, og den finder os! Kærligheden viser sig som en fortsat levende kraft, virksom i vor eftertanke, ømhed, taknemmelighed, nye muligheder i livet. Der sker store ting, når kærligheden får taletid! – Og nu til Joh. 21: Efter påske gennemlever vor bibelske identifikationsfigur Peter alle kvaler over at have svigtet Kristus langfredag og fornægtet ham tre gange. I den nye uge finder den opstandne Kærlighed, Kristus i forandret skikkelse, vej til Peter og de andre ved Tiberias Sø, hvor han inviterer dem på sit agapemåltid. Peter må se det som det tilgivelsens tegn, han havde længtes efter. Fortsat er Peters kærlighed krævet: Tre gange spørger Kristus til Peters kærlighed: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”, tre gange bekræfter Peter den med stigende bedrøvelse. Kristus giver herefter Peter den største ledelsesopgave, der kun kan ende med henrettelse. Peter følger kaldet; han ved, at kærligheden er stærkere end døden.

Peter Møller (1838-1910) var en habil, konventionel kunstner, som udførte omkring en halv snes danske alterbilleder samt andre religiøse malerier. Her vises et tidligere alterbillede af “Peters kaldelse”, malet 1903 til Hove Kirke ved Lemvig. Vi ser et lidt drømmeagtigt skønmaleri med Tiberias Sø foran et romantisk bjerglandskab med dramatiske formationer; et blændende lys over horisonten bryder igennem disen; i mellemgrunden grupperer disciple sig med den nyvundne kæmpefangst omkring båden, som er trukket på land; på den blomstrende strand i forgrunden ses to personer i samtale: den endnu ikke gråhårede Peter, som angergivent og beæret sænker blikket og lægger hånden på hjertet, og over for ham den lidt højere, hvidklædte – for os temmelig genkendelige – Kristus med oplyst ansigt. Hans replik er: “Følg mig!” Foto: Claus Jensen.

Da jeg for en halv snes år siden tog den helt rigtige beslutning af flytte til en ny egn, udfordrede det naturligvis følelsen af tilhørsforhold; mennesker omkring mig var oftest fremmede. Lidt efter lidt blev verden venligere, i takt med at flere ansigter lyste op med udtryk for genkendelse, og nogle endog brugte mit navn, når vi mødtes og faldt i snak. Jeg, som selv er sørgeligt dårlig til at huske navne, blev urimeligt glad, når andre brugte mit. Nu hørte jeg til! Personnavnet er forbundet med en identitet, en historie, en fortælling, – ja basalt kan navnet bruges som udtryk for nærhed og somme tider endog for kærlighed. Min barnedåb var – som andres – ikke massekommunikation men helt personlig tiltale, idet netop mit navn blev nævnt sammen med den treenige Guds. Det står fast. Det husker jeg naturligvis ikke, men jeg mindes fra den tidlige barndom, hvordan min mor om morgenen kom ind i soveværelset, trak gardinet til side og lukkede lyset ind, mens hun sagde “Godmorgen, Gitte!”. Mor har jeg forlængst måttet begrave, men hendes melodiske morgenhilsen kan jeg stadig høre for mig. Tilhørsforhold er ikke noget, man kan tage selv; det er noget man kan være heldig at få givet fra ophav og omgivelser, fra det ‘Du’, man som socialt væsen må være rettet mod. – Evangelieteksten fra Joh. 20 er en meget righoldig opstandelsesfortælling. Et af tekstens særtræk er navnets betydning: Den sørgende Maria Magdalene hentes i gravhaven ud af sin ensomhed, fortvivlelse og forvirring, da Jesus giver sig til kende ved fortroligt at kalde hende ved navn: “Maria!”. I samme moment ved hun, hvem han er, og hvem hun selv er; hun ved, at hun er kendt og hører til, så hun kan svare: “Rabbuni”, Min Mester”. Favne ham fysisk kan hun ikke, men fra denne påskedag kan hun og vi i al evighed leve vore liv som svar på den opstandnes personlige tiltale.

Wenzel Tornøe (1844-1907) var en akademiuddannet kunstner, som bl.a. underviste maleren Zahrtmann. Tornøe er især kendt for anekdotiske genrebilleder, hvoraf enkelte har en social appel; det største hit var “En syerske pinsemorgen”, hvor sypigen er faldt i søvn efter nattens udmattende arbejde. Wenzel Tornøe malede i 1884 det alterbillede, som vises her: “Kristus åbenbarer sig for Maria Magdalene”. Her er Maria sunket om på jorden og har væltet sin salvekrukke. Kristus henvender sig direkte til hende og peger samtidig opad som en forberedelse til himmelfarten. Det hænger i Hvidbjerg Kirke, Morsø. Også til Mammen og Hjarnø Kirke har Tornøe malet altertavler. Foto: Claus Jensen.

Grundvolden vaklede, jorden skælvede, gravvagterne blev slået omkuld som ved et lynnedslag. Kvinderne, der stod den korsfæstede nærmest, havde umuligt kunnet sove; i det tidlige daggry var de søgt ud til graven, drevet af forfærdelse og sorg over det tab, som havde tømt deres liv for indhold. Alt hvad de havde i behold, var et fattigt håb om i det mindste at kunne få lov at vise det døde legeme en sidste omsorg. Nu var end ikke den kære krop at finde. Virkelighedsbilledet var krakeleret, gravstenen væltet, graven tom. Hvad kvinderne erfarede den tidlige morgen ved gravhulen, kan ikke forstås endsige forklares. Hvad vi ved, er imidlertid, at disse kvinder herefter rejste sig og gik videre med deres liv, ja meget mere end det: de løb fra dødens have med glæden ud i verden. Hvordan forvandledes kvindernes forfærdelse til mod? Hvordan blev handlingslammelse til iver? Hvordan gik det til, at den lille chokerede og fragmenterede personkreds, der ellers så vidt muligt “holdt sig skjult af frygt for jøderne”, fra dag til dag kunne give sig gudsfrygt og dødsforagt i vold “med stor glæde”? Vi har kun de mere eller mindre usammenhængende, sære og skønne beretninger om syner og budskaber, der ændrede alt – også for os. Kristendommens tilblivelse var en overraskelse. Jesusbevægelsen var gået i sig selv, om ikke den var blevet kickstartet af et glædeschok: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt. Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham”. Med de første vidners nyvundne “store glæde” kunne der skabes menighed – og verdenskirke. – Når det er vores tur til at stå i dyb sorg ved en kiste, har vi stadig ikke bedre livline end kvindernes sære og skønne fortælling. Må den rejse os op! Glædelig påske!

Den grundtvigske valgmenighed i Havrebjerg fik i 1906 som alterbillede Viggo Pedersens glødende vision af påskemorgen. Viggo Pedersen (1856-1926) tilhørte Skovgaardkredsen og var kendt for landskaber og skildringer af familieliv med hustru og barn foruden bibelske motiver med både koloristisk kraft og religiøs alvor.

Hver gang et menneske fødes, fornyes det enestående eksperiment, som mennesket er. Eksistentialister taler om subjektets mulighed for ansvarligt at skabe et eksemplarisk menneskeliv, Grundtvig kalder mennesket et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. – Men hvad enten vi læser fortidens lidelseshistorier eller følger ubærlige aktuelle reportager, melder sig en forfærdelse over, hvor mislykket eksperimentet ‘menneske’ falder ud: Menneskelighed destrueres i forræderi, tortur og drab, tabte muligheder for gode liv. Vi ser med al klarhed, at ondskaben findes, og lidelsen findes. Vores trosretnings kendemærke synes tilsvarende trøstesløst: et ungt, retfærdigt menneske lider en grusom død efter at have klaget sin nød til en tavs himmel. Er det alt? Nej, nej, nej! Der er mere at sige: Det fortælles i Luk. 23, at dette menneske, som magthaverne mishandlede og korsfæstede, bad om tilgivelse for sine bødler: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Hans uselviske bøn tænder den fakkel, som skal lyse os igennem. Ondskaben findes, ja, lidelsen findes, ja, men kærligheden findes altså også, og evangeliets pointe er, at med Kristus blev kærligheden bjærget igennem. I ham lykkedes fuldt ud det guddommelige eksperiment i støv og ånd! Dette i særklasse eksemplariske menneske, som hele livet lindrede andres smerter og nedbrød kolde barrierer med kreativitet, generøsitet og mod, han gav kærligheden fylde og sansbarhed, han bar den store kærlighed gennem døden ind i evigheden, hvor kærligheden aldrig ophører. Og fra evigheden kommer denne dybe, høje og hellige kærlighed fremdeles til os, handler med os og genåbner vort menneskelivs muligheder. Ud fra den evige kærlighed finder mennesker glimtvis styrke til at kæmpe mod åndelig undergang i kynisme, had og hævn, – og når den åndelige kamp alligevel ikke lykkes, må vi ty til tilgivelsen. Med Jesu død blev korset et tilgivelsens tegn: den lodrette linje forbinder himmel og jord som en bøn, den vandrette rækker favnende ud mod medmennesker. Påskeevangeliet skal fortsat fortælle vor lidende og dødsmærkede verden, at kærligheden lever som det første og det sidste.

Dansk kirkekunst har som hele den vestlige kirkekunst haft korset som nøglemotiv igennem århundreder, måske med guldalderen som parentes. Det er betagende, hvor også moderne kunstnere finder inspiration til at nyfortolke korset, så det ikke bare bliver et nedslidt symbol. Imidlertid griber jeg her tilbage til klassikerne: billedskærerkunsten på reformationstiden. Vore fremmeste billedkunstnere var i beg. af 1500-tallet Claus Berg og Hans Brüggemann, som begge har skabt uforlignelige mesterværker med korset i centrum. Claus Bergs hovedværk var den altertavle, som fra 1866 har hængt i Skt. Knuds Kirke, samt Danmarks største krucifiks fra 1527, som hænger i Sorø Klosterkirke (med evangelistrelieffer yderst på korsarmene). Ovenfor vises dette værk med al dets uafrysteligt realistiske udtrykskraft. Billedet er fundet i Karen og Jørgen Boye Petersens uundværlige trebindsværk ‘Kirkelig skulptur i Danmark’. Siden det glimrende foto blev taget, har bl.a. hvælvene i Sorø Klosterkirke for øvrigt gennemgået en forfriskende restaurering. Hans Brüggemanns hovedværk var Bordesholm Klosters altertavle, som 1666 blev flyttet til Slesvig Domkirke, og som idag figurer på den danske kulturkanonliste. Sidstnævnte er en omfattende tredimensionel billedfortælling om Kristi lidelse og opstandelse, hvoraf jeg nedenfor kun kan vise et udsnit. Her ser vi bl.a., nederst th for midteraksen, det sjældnere påskelørdagsmotiv “Kristi nedfart til dødsriget”, hvor Kristus rækker hånden til den gamle Adam. Det vises her nederst som en skøn detalje.

Der mangler ‘varme hænder’ i den offentlige sektor, for tiltrængt personlig pleje vil vi helst have betalt over skatten. Svage borgere vil nødigt belaste familien med plejeopgaver, allernødigst hvad angår den intime hygiejne, viser undersøgelser. Når man (endelig) ser sine nære, vil man have det hyggeligt og ‘værdigt’ sammen. Pårørende spørger da heller ikke til renligheden, slet ikke til føddernes, trods viden om at den gamle næppe selv kan nå derned. Med få undtagelser opleves det ganske grænseoverskridende at blotte de nedgroede negle, den hårde hud og måske det gamle snavs, – hvor meget så end de slidte og forkrøblede fødder kan trænge til omsorg. – På Jesu tid, hvor man går med sandaler på støvede veje og siden halvt liggende spiser om lave borde, er fodvask en uomgængelig del af værtens gæstfrihed, men vel at mærke typisk uddelegeret til en husslave. – Jesus holder ved påsketid sit afskedsmåltid med disciplene i en hudløs atmosfære, som på en gang er festlig, højtidelig og sorgtung. Han gør på alle måder sit samvær med disciplene uforglemmeligt, fyldt af tegnhandlinger og ord, de kan leve videre på: Iflg. Joh. 13 bryder Mesteren alle sociale barrierer ved at knæle ned og vaske sine bordfællers fødder. Fodvasken bliver en tegnbærer: et forbillede i at tjene medmennesket – helt ud i den situation hvor det er besværligt, uæstetisk og udfordrende for ens selvforståede værdighed. Her kunne vi godt standse vores fortolkning, for allerede her er der inspiration nok. Men Jesus giver samtidig fodvasken en sakramental dybdedimension ved at sige, at disciplene – med én undtagelse – nu er helt rene. Forståelsen breder sig, at det også er et sjælebad, som befrier de forlegne bordfæller fra deres sjæleligt forkrøblede liv med nedgroede traumer, psykisk hård hud og moralsk snavs på samvittigheden. Jesus kender til alt det, som mennesker helst skjuler, og borttager dødvægten herfra. Han sender sine kære videre i livet som genfødte, frie til med tro, håb og kærlighed at gennemleve det voldsomme, der må møde dem.

I 2015 skabte Thomas Kluge i Linå Kirke ved Silkeborg sin anden store danske kirkeudsmykning (efter Store Magleby på Amager), nemlig et maleri af netop fodvasken skærtorsdag. Kluge havde forinden meldt ud, at han gerne ville male et billede, som “viste vandets betydning”. Kunstneren tydeliggør, hvordan den rene vandstråle i billedets vertikale akse løber ned over Peters arrede fødder og tager snavset med sig. De nederste dråber er gullige. Med en mere end caravaggiansk fokusering med oplyste partier mod sort baggrund stiller maleriet skarpt på omsorgen og renselsen som et tilgivelsens tegn. Dets reference til dåben understreges af, at Johannes Døberen er malet i altertavlens topstykke. Foto: Claus Jensen.