Mon ikke den oftest gentagne sætning i danske præsters forkyndelse er: “Kærligheden er stærkere end døden”. Hvad har vi ellers at komme med? Det er påskefortællingernes maggiterning – og begravelsestalernes. Det er evangeliets triumferende og jublende postulat og vores håbefulde ditto. Sådan er det, og sådan må det være, – men hvordan genkender vi det i vort menneskelivs erfaringer? – – En ældre mand ringede til mig, fordi han netop var blevet enkemand. Hans fortælling om hustruen er altovervejende anerkendende. I den eftertanke, der har døden som baggrund, har kærligheden fuld taletid, støjsenderne forstummer, irritationen viger for empati, tydeligst er nu den mangeårige livsledsagerskes elsk-værdighed. Fra en evig kilde holder Kærligheden sit indtog og uddyber perspektivet: Enkemanden ser nu væsenskernen hos hustruen klart, men også hos sig selv: han ser sig selv som en, der har svigtet: Han havde skældt ud og forbandet sit uheld, han havde brudt sit løfte til konen om at lade hende blive i hjemmet til det sidste, og trods hendes tårer og protester havde han sendt hende på plejehjem. Hun havde foruden tunge, fysiske sygdomme også lidt af fremskreden demens, som han ikke kunne holde ud. Ingen dømmer ham, – det kunne også have været min historie, – men han dømmer sig selv med den uforbeholdne kærlighed som målestok. Det lindrer meget, at hustruen på plejehjemmet som det sidste faktisk havde sagt, at hun elskede ham, men han kan ikke tilgive sig selv. I bønnen om tilgivelse må mennesker række ud efter den store, evige kærlighed, i håb om at den findes. Den findes, og den finder os! Kærligheden viser sig som en fortsat levende kraft, virksom i vor eftertanke, ømhed, taknemmelighed, nye muligheder i livet. Der sker store ting, når kærligheden får taletid! – Og nu til Joh. 21: Efter påske gennemlever vor bibelske identifikationsfigur Peter alle kvaler over at have svigtet Kristus langfredag og fornægtet ham tre gange. I den nye uge finder den opstandne Kærlighed, Kristus i forandret skikkelse, vej til Peter og de andre ved Tiberias Sø, hvor han inviterer dem på sit agapemåltid. Peter må se det som det tilgivelsens tegn, han havde længtes efter. Fortsat er Peters kærlighed krævet: Tre gange spørger Kristus til Peters kærlighed: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”, tre gange bekræfter Peter den med stigende bedrøvelse. Kristus giver herefter Peter den største ledelsesopgave, der kun kan ende med henrettelse. Peter følger kaldet; han ved, at kærligheden er stærkere end døden.
Peter Møller (1838-1910) var en habil, konventionel kunstner, som udførte omkring en halv snes danske alterbilleder samt andre religiøse malerier. Her vises et tidligere alterbillede af “Peters kaldelse”, malet 1903 til Hove Kirke ved Lemvig. Vi ser et lidt drømmeagtigt skønmaleri med Tiberias Sø foran et romantisk bjerglandskab med dramatiske formationer; et blændende lys over horisonten bryder igennem disen; i mellemgrunden grupperer disciple sig med den nyvundne kæmpefangst omkring båden, som er trukket på land; på den blomstrende strand i forgrunden ses to personer i samtale: den endnu ikke gråhårede Peter, som angergivent og beæret sænker blikket og lægger hånden på hjertet, og over for ham den lidt højere, hvidklædte – for os temmelig genkendelige – Kristus med oplyst ansigt. Hans replik er: “Følg mig!” Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 