Skærtorsdag 2. rk. – Fodbad og sjælebad

Der mangler ‘varme hænder’ i den offentlige sektor, for tiltrængt personlig pleje vil vi helst have betalt over skatten. Svage borgere vil nødigt belaste familien med plejeopgaver, allernødigst hvad angår den intime hygiejne, viser undersøgelser. Når man (endelig) ser sine nære, vil man have det hyggeligt og ‘værdigt’ sammen. Pårørende spørger da heller ikke til renligheden, slet ikke til føddernes, trods viden om at den gamle næppe selv kan nå derned. Med få undtagelser opleves det ganske grænseoverskridende at blotte de nedgroede negle, den hårde hud og måske det gamle snavs, – hvor meget så end de slidte og forkrøblede fødder kan trænge til omsorg. – På Jesu tid, hvor man går med sandaler på støvede veje og siden halvt liggende spiser om lave borde, er fodvask en uomgængelig del af værtens gæstfrihed, men vel at mærke typisk uddelegeret til en husslave. – Jesus holder ved påsketid sit afskedsmåltid med disciplene i en hudløs atmosfære, som på en gang er festlig, højtidelig og sorgtung. Han gør på alle måder sit samvær med disciplene uforglemmeligt, fyldt af tegnhandlinger og ord, de kan leve videre på: Iflg. Joh. 13 bryder Mesteren alle sociale barrierer ved at knæle ned og vaske sine bordfællers fødder. Fodvasken bliver en tegnbærer: et forbillede i at tjene medmennesket – helt ud i den situation hvor det er besværligt, uæstetisk og udfordrende for ens selvforståede værdighed. Her kunne vi godt standse vores fortolkning, for allerede her er der inspiration nok. Men Jesus giver samtidig fodvasken en sakramental dybdedimension ved at sige, at disciplene – med én undtagelse – nu er helt rene. Forståelsen breder sig, at det også er et sjælebad, som befrier de forlegne bordfæller fra deres sjæleligt forkrøblede liv med nedgroede traumer, psykisk hård hud og moralsk snavs på samvittigheden. Jesus kender til alt det, som mennesker helst skjuler, og borttager dødvægten herfra. Han sender sine kære videre i livet som genfødte, frie til med tro, håb og kærlighed at gennemleve det voldsomme, der må møde dem.

I 2015 skabte Thomas Kluge i Linå Kirke ved Silkeborg sin anden store danske kirkeudsmykning (efter Store Magleby på Amager), nemlig et maleri af netop fodvasken skærtorsdag. Kluge havde forinden meldt ud, at han gerne ville male et billede, som “viste vandets betydning”. Kunstneren tydeliggør, hvordan den rene vandstråle i billedets vertikale akse løber ned over Peters arrede fødder og tager snavset med sig. De nederste dråber er gullige. Med en mere end caravaggiansk fokusering med oplyste partier mod sort baggrund stiller maleriet skarpt på omsorgen og renselsen som et tilgivelsens tegn. Dets reference til dåben understreges af, at Johannes Døberen er malet i altertavlens topstykke. Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s