Langfredag: – Ondskaben findes, lidelsen findes, – og kærligheden findes.

Hver gang et menneske fødes, fornyes det enestående eksperiment, som mennesket er. Eksistentialister taler om subjektets mulighed for ansvarligt at skabe et eksemplarisk menneskeliv, Grundtvig kalder mennesket et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. – Men hvad enten vi læser fortidens lidelseshistorier eller følger ubærlige aktuelle reportager, melder sig en forfærdelse over, hvor mislykket eksperimentet ‘menneske’ falder ud: Menneskelighed destrueres i forræderi, tortur og drab, tabte muligheder for gode liv. Vi ser med al klarhed, at ondskaben findes, og lidelsen findes. Vores trosretnings kendemærke synes tilsvarende trøstesløst: et ungt, retfærdigt menneske lider en grusom død efter at have klaget sin nød til en tavs himmel. Er det alt? Nej, nej, nej! Der er mere at sige: Det fortælles i Luk. 23, at dette menneske, som magthaverne mishandlede og korsfæstede, bad om tilgivelse for sine bødler: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Hans uselviske bøn tænder den fakkel, som skal lyse os igennem. Ondskaben findes, ja, lidelsen findes, ja, men kærligheden findes altså også, og evangeliets pointe er, at med Kristus blev kærligheden bjærget igennem. I ham lykkedes fuldt ud det guddommelige eksperiment i støv og ånd! Dette i særklasse eksemplariske menneske, som hele livet lindrede andres smerter og nedbrød kolde barrierer med kreativitet, generøsitet og mod, han gav kærligheden fylde og sansbarhed, han bar den store kærlighed gennem døden ind i evigheden, hvor kærligheden aldrig ophører. Og fra evigheden kommer denne dybe, høje og hellige kærlighed fremdeles til os, handler med os og genåbner vort menneskelivs muligheder. Ud fra den evige kærlighed finder mennesker glimtvis styrke til at kæmpe mod åndelig undergang i kynisme, had og hævn, – og når den åndelige kamp alligevel ikke lykkes, må vi ty til tilgivelsen. Med Jesu død blev korset et tilgivelsens tegn: den lodrette linje forbinder himmel og jord som en bøn, den vandrette rækker favnende ud mod medmennesker. Påskeevangeliet skal fortsat fortælle vor lidende og dødsmærkede verden, at kærligheden lever som det første og det sidste.

Dansk kirkekunst har som hele den vestlige kirkekunst haft korset som nøglemotiv igennem århundreder, måske med guldalderen som parentes. Det er betagende, hvor også moderne kunstnere finder inspiration til at nyfortolke korset, så det ikke bare bliver et nedslidt symbol. Imidlertid griber jeg her tilbage til klassikerne: billedskærerkunsten på reformationstiden. Vore fremmeste billedkunstnere var i beg. af 1500-tallet Claus Berg og Hans Brüggemann, som begge har skabt uforlignelige mesterværker med korset i centrum. Claus Bergs hovedværk var den altertavle, som fra 1866 har hængt i Skt. Knuds Kirke, samt Danmarks største krucifiks fra 1527, som hænger i Sorø Klosterkirke (med evangelistrelieffer yderst på korsarmene). Ovenfor vises dette værk med al dets uafrysteligt realistiske udtrykskraft. Billedet er fundet i Karen og Jørgen Boye Petersens uundværlige trebindsværk ‘Kirkelig skulptur i Danmark’. Siden det glimrende foto blev taget, har bl.a. hvælvene i Sorø Klosterkirke for øvrigt gennemgået en forfriskende restaurering. Hans Brüggemanns hovedværk var Bordesholm Klosters altertavle, som 1666 blev flyttet til Slesvig Domkirke, og som idag figurer på den danske kulturkanonliste. Sidstnævnte er en omfattende tredimensionel billedfortælling om Kristi lidelse og opstandelse, hvoraf jeg nedenfor kun kan vise et udsnit. Her ser vi bl.a., nederst th for midteraksen, det sjældnere påskelørdagsmotiv “Kristi nedfart til dødsriget”, hvor Kristus rækker hånden til den gamle Adam. Det vises her nederst som en skøn detalje.