Påskedag, 2. rk. – “Skynd jer hen og sig, at han er opstået fra de døde”

Grundvolden vaklede, jorden skælvede, gravvagterne blev slået omkuld som ved et lynnedslag. Kvinderne, der stod den korsfæstede nærmest, havde umuligt kunnet sove; i det tidlige daggry var de søgt ud til graven, drevet af forfærdelse og sorg over det tab, som havde tømt deres liv for indhold. Alt hvad de havde i behold, var et fattigt håb om i det mindste at kunne få lov at vise det døde legeme en sidste omsorg. Nu var end ikke den kære krop at finde. Virkelighedsbilledet var krakeleret, gravstenen væltet, graven tom. Hvad kvinderne erfarede den tidlige morgen ved gravhulen, kan ikke forstås endsige forklares. Hvad vi ved, er imidlertid, at disse kvinder herefter rejste sig og gik videre med deres liv, ja meget mere end det: de løb fra dødens have med glæden ud i verden. Hvordan forvandledes kvindernes forfærdelse til mod? Hvordan blev handlingslammelse til iver? Hvordan gik det til, at den lille chokerede og fragmenterede personkreds, der ellers så vidt muligt “holdt sig skjult af frygt for jøderne”, fra dag til dag kunne give sig gudsfrygt og dødsforagt i vold “med stor glæde”? Vi har kun de mere eller mindre usammenhængende, sære og skønne beretninger om syner og budskaber, der ændrede alt – også for os. Kristendommens tilblivelse var en overraskelse. Jesusbevægelsen var gået i sig selv, om ikke den var blevet kickstartet af et glædeschok: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt. Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham”. Med de første vidners nyvundne “store glæde” kunne der skabes menighed – og verdenskirke. – Når det er vores tur til at stå i dyb sorg ved en kiste, har vi stadig ikke bedre livline end kvindernes sære og skønne fortælling. Må den rejse os op! Glædelig påske!

Den grundtvigske valgmenighed i Havrebjerg fik i 1906 som alterbillede Viggo Pedersens glødende vision af påskemorgen. Viggo Pedersen (1856-1926) tilhørte Skovgaardkredsen og var kendt for landskaber og skildringer af familieliv med hustru og barn foruden bibelske motiver med både koloristisk kraft og religiøs alvor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s