Kunst til kirkeåret

Johannesevangeliets oplyses af en række stærke og billedskabende JEG-ER-ord; sidste søndag hørte vi “Jeg er vejen, sandheden og livet”. Lige så majestætisk er denne søndags JEG-ER-ord fra Joh. 8,28-, hvor Jesus i dialog med jøder siger: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal i forstå, at JEG ER DEN, JEG ER.” Også dette Jesusord er billedskabende i kraft af dets oprindelse i 2. Moseb., hvor Gud Herren fra den brændende tornebusk identificerede sig for Moses. Hinsides alle geografisk og historisk afgrænsende personnavne gjorde Gud for Moses sin absolutte autoritet gældende med sit “Jeg er den, jeg er”. Hermed sendte han Moses ud som leder af hebræernes frihedskamp fra slaveriet i Egypten. Vi ser for os den rystede Moses, knælende på helligstedet, efter at have taget sine sandaler af. – I Det nye testamente får ordet en ny fortolkning: På korset “ophøjes” Kristus ikke bare fysisk, men også metafysisk, idet han identificerer Guds væsen som grænseløs hengivelse for alle menneskebørn. Med Kristus som bror er vi Guds børn. Det er dette store kærlighedsunder, vi må ‘tage skoene af’ og knæle for. Hermed udsiges, at det der giver et liv i frihed, ikke er partikularistisk, genetisk eller nationalistisk arvefølge, men gudstro og tillid til evangeliet: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Vi kan gå med blikket rettet fremad.

Senest i 2014 malede Nina Sten-Knudsen (f. 1957) sit magiske, drømmende billede “Epilog”, som jeg for egen regning og risiko her vover at knytte til bibelske tekster. Der findes både betydningsladede og gådefulde elementer af menneskeliv, myter og symboler i kunstnerens store øde landskaber, som bl.a. blev som led i en længere billedfortælling vist på udstillingen “Fear, Love and Evil” i Horsens. Jeg tager bibelske briller på og søger mytiske træk: I forgrunden ses en knælende kvinde ved bredden i et floddelta. Jeg læser det som Nilen, hvor Moses sættes ud i sivkurven og siden bjærges af Faraos datter. – En filmfotograf fastholder begivenheden for nutidsmennesket. – Yderst th skinner i guld den brændende tornebusk, hvorfra den voksne Moses skal sendes ud som hebræernes leder. I baggrunden rejser sig et brændende bjerg: måske det brændende Sinai Bjerg, hvor Moses møder den usete Gud og modtager lovens tavler, – eller et generelt symbol for gudsåbenbaringens ‘sted’. Maleriets multifokale horisont hinsides ukendte, øde landskaber fortaber sig i tåger med et flertydigt rødligt lys. Den sorte vegetation og den grålige slette kan pege på et afsvedet landskab med lava fra vulkaner. Rammes vi definitivt af klimaforandringer som grådighedens straf? Er det et trøstesløst undergangsbillede vi ser? Titlen “Epilog” = efterskrift kan pege i den retning, hvor der så ikke er meget hjælp at hente i de gamle myter. Men vi kan også vælge at se det rosafarvede lys i horisonten som en anelsesfuld dagning og gå videre med håb for menneskers fremtid. I maleriets venstre side ses nogle små mennesker mellem det glitrende vandløb, enkeltstående træer og en gådefuld, hvid lyskilde. Kan vi tolke det som et lille håbstegn? Iflg. evangeliet er vi ikke efterladt. Evangeliet er ikke bare en epilog, men en prolog til nyt liv.

Giver I jeres børn gode gaver? …“hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” – Den originale færøske billedkunstner Sigrun Gunnarsdottir er en af de få, der binder an med at skildre bøn, tilmed uden at blive sentimental. Hun tager – som Jesus i citatet fra bjergprædikenen – udgangspunkt i kærligheden mellem generationer. Hvor ufuldkommen og afmægtig forældre- (og bedsteforældre)kærlighed end er, giver den os indsigt i kærlighedens væsen. Kærligheden vil ikke vide af grænser, for kærlighedens kilde er Gud. I Store bededags evangelium indbyder Jesus os indtrængende til at blive ved at øse af den kilde. Gunnarsdottirs maleri fra 2013 hedder “En af mine mindste”. Det skildrer den robuste, både familiære og overmenneskelige, kærlighed i bønnen, som omslutter hus og hjem, det udsatte barn og alt det levende, hilst af småfuglens kvidren.

“Vejen” var de første kristnes betegnelse for kristendommen. Vejen er Kristus. I Joh. 14 finder vi det kendte, sammenfattende Jesuscitat “Jeg er vejen, sandheden og livet”, – et af Johannesevangeliet 7 prægnante “jeg er”- ord, som giver os metaforens hjælp til at begribe evangeliets betydning. Vejen kan visualiseres som et lineært billede af vores livsrejse, som både er en proces og et mål. Vejen er her, hvor vi netop er på vores vandring i livet, og vejen er retningen og horisonten for vores liv. At Kristus er vejen, betyder nærvær undervejs, og det betyder, at vejen med ham ikke ender blindt. Vejen som motiv appellerer til vestlig billedkunst som mulighed for dybdeperspektiv og landskabsskildring mod det ukendte fjerne, og motivet har ofte en eksistentiel dimension (jf. Den guddommelige komedie: “Midtvejs på vor vandring gennem livet”…) I vores kultur tænker vi – foruden rumligt – udpræget tidsligt: i fortid, nutid og fremtid, og moderne mennesker forstår sig selv som undervejs mod det ukendte kommende.

Den nordjyske billedkunstner Poul Anker Bech, 1942-2009, har som altertavle til Gudumholm Kirke i Himmerland i 2009 – kort før sin alt for tidlige død – malet et originalt billede af menneskers livsrejse. Vejen strækker sig over en sandet bakkekam i det lokale landskab, hvor den ender brat ved en klint. Poul Ancher Bech har efterladt et notat om sit maleri af menneskers livsrejse “hele tiden på kanten til det store rum bag os”. Om menneskene på vejen skrev kunstneren: “Vandringen skildres gennem forskellige typer: den stræbsomme, ægteparret, barnet. Den unge, den gamle osv. Nogle i grupper og nogle som enkeltpersoner. Men under den sidste vandring mod afslutningen er mennesket alene.” Om “Afslutningen” skrev Poul Anker Bech, at den er formet “næsten som en rampe, der fører ud og op i intetheden”. Er dette så et kunstværk uden åbning for gudstro og håb, et billede af tomheden? Nej, der er andet og mere på spil! Afgørende for billedet såvel som for vores livsrejse er horisonten. Og læg mærke til, hvordan kunstværket lader horisonten vælte! Med en let skråtstillet vertikal kystlinje åbner kunstneren en yderlig dimension, som giver billedet en overraskende pointe. Poul Anker Bech var pilot og legede med væltende synsvinkler i mange af sine både neorealistiske og surrealistiske billeder, hvor han vedgår en art evighedslængsel. Her i kirkehuset gives den opadgående horisont en dybere betydning – med kunstnerens ord – som “den fjerne forjættede kyst, belyst i aftenskolens skær – et billede på ‘paradisets kyst’ . Om man vil.” Kysten står for os som et himmelsyn i et mildt rosa skær. Kunstnerens korte salmecitat fra “I østen stiger solen op” udtrykker en loyalitet i forhold til kirkens tradition og den tro og det håb, som dybest set sætter hele menneskets livsrejse i perspektiv. Vi kan åbne os for en gudgiven horisont. Poul Anker Bech havde i et tidligt udkast malet en Golgatahøj ind i landskabet som en forhøjning på vejen, – for “alle mennesker møder et Golgata” -. Hans endelige ønske var, at et krucifiks skulle hænge OVER maleriet som reference til en utvetydig kristen forkyndelse. Niels Helledies lille korsskulptur kom i stedet til at stå PÅ alterbordet under maleriet. Alterudsmykningen tilsiger som helhed således, at den korsfæstede og opstandne er nærværende for os rejsende i livet på vejen mod en horisont, hvorfra lyset skinner mildt imod os. – Af hjertet tak til Niels Clemmensen for det gode foto!

27. april 2022.

Vi skylder Arne Haugen Sørensen en stor tak for hans meget væsentlige bidrag til dansk kirkekunst. Med sine brede penselstrøg har kunstneren igen og igen formået at skabe hudløst udtryksfulde figurer, som på én gang fortolker den bibelske fortælling og den nutidige menneskelige eksistens. Arne Haugen Sørensens malerier og glasmosaikker er intense, voldsomme og følsomme, somme tider rå, aldrig uvedkommende. Flere af Arne Haugen Sørensens originale motiver er blevet klassikere: Fødselsscenen, hvor Josef holder kappen om ryggen på den nøgne Maria med både omsorg og respekt for hendes urørlighedszone, – Nadverscener for nutidige individualister, – Judaskysset, der for vore øjne forvandler sig til den fortabte søns omfavnelse, – Evangelisten eller vandringsmanden, som spejler eksistensens søgende bevægelse mellem fortid og fremtid, – Abrahams ofring af sønnen med en gestus af både grumhed og ømhed – Og allermest kendt og værdsat: Gudfaders store, betryggende hånd, som bjærger et menneskebarn fra graven op til det himmelske lys. Somme tider er det Kristi opstandelse, vi ser, somme tider det almene menneskes; graven kan være tom, eller den kan være fyldt af ben, men i alt fald opleves motivet som en tillidsfuld fuldbyrdelse: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Arne Haugen Sørensens ikoniske opstandelsesmotiv opstod angiveligt af den situation, hvor kunstneren i dyb, personlig sorg sad ved en kiste og så sig omkring i et kirkerum uden her at finde trøstende visuelle holdepunkter. Herefter måtte han selv male trøsten: den store hånd, som har poetiske referencer i bibel og salmebog, og som knytter til ved bærende almenmenneskelige ur-erfaringer af omsorg. Det blev Arne Haugen Sørensens gennembrud som bredt anerkendt og værdsat kirkekunstner i Danmark. Her viser jeg motivet, som det i 1996 blev udfoldet i den smukt renoverede Ringkøbing Kirke.

Arne Haugen Sørensen har forladt den ironiske tilgang til tilværelsen for at frugtbargøre den bibelske og kunstneriske tradition så vel som et levende menneskes dybe livserfaringer. Herunder ses Arne Haugen Sørensens prædikestolsfelt i Hindborg Kirke, hvor den udmærkede efterreformatoriske konvention at male evangelister på prædikestole i 1997 blevet tilført nyt liv. For mig kan det gerne være et åndeligt portræt af kunstneren selv. Fotos: Claus Jensen.

I forudgående søndags tekst (Joh. 21) blev disciplen Simon Peter kaldet til at være hyrde for menigheden. I dagens evangelium fra Joh. 10 hører vi, at den egentlige hyrde – naturligvis – er Jesus Kristus selv. Jesus tager Det gamle Testamentes smukke hyrdelignelse op og giver den fornyet betydning. Hyrdebilledet handler om den personlige, fortrolige relation mellem Gud og mennesker. Når Kristus er hyrden, er ledelsen tvangfri. Hans hjord er ikke lagt i lænker, ikke drevet af frygt og disciplin, ikke holdt sammen af kontrol- og magtforanstaltninger. Nej, hjorden eller menigheden består af individer, som følger ham frit, bundet af tillid. Det er hyrdens egne ord og handlinger, der skaber tilliden til, at der ikke findes bedre leder. Som hårdt prøvet menneske kender hyrden fuldtud vores vej, også når den vækker angst i “mørkets dal”, eller som det hed i en gammel oversættelse “i dødsskyggens dal”. Hyrden har taget livtag med mørkets magt og givet sit liv for fårene. Hvis vi på livsrejsen gennem mørket taber retning og mod – og det gør vi nok – består alligevel Den gode hyrdes løfte til sine menneskebørn, at “ingen skal rive dem ud af hans hånd”. Det er den evige trøst, at det er ham, der bærer vores tro og tillid, ikke omvendt. Hans løfte tilbyder os fred, også i livskriser og sorg. Ikke mindst ved begravelser er salme 23 en trøsterig poesi med sin paradisvision: …“han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand”…

Med baggrund af Det gamle Testamentes salme 23 har Niels Skovgaard i 1910 malet et hyrdebillede, som er ren trøst og salighed: et fredfyldt paradis. Niels Skovgaard (1858-1938) har ligesom sin storebror Joakim skabt flere fortolkninger af Den gode hyrde, også voldsomme billeder af hyrdens kamp mod ulven. I det viste billede er dramaet imidlertid tilbagelagt og afløst af fuldendelse: Under en blomstrende jasmin knæler hyrden i saftigt græs ved et rent vandløb, som spejler himlens blå. Han bader omsorgsfuldt sit skadede lams sår. Billedet er malet specielt til Rigshospitalets kirke, hvor intet kan være mere passende end symboler for omsorg og trøst. Vandløbet er også en reference til dåben som i flere andre af Niels Skovgaards grundtvigsk inspirerede værker. Det er en ung, blond dreng, som udfylder lignelsens rolle som hyrde, udstyret med en stav. Den luerøde kappe sammen med solglorien identificerer ham samtidig som Kristus. I det alvorligt indadvendte udtryk kan læses en dyb bevidsthed om lidelsen. – Niels Skovgaard havde som altid gjort omhyggelige modelstudier: af den muskuløse dreng, af lammet (fra herregården Knabstrup) og af jasminen. Dette idylliske billede findes ikke længere på Rigshospitalet, men på Skovgaardmuseet i Viborg. Det er bl.a. gengivet i museets flotte, store bog “Niels Skovgaard – Maler . Billedhugger . Keramiker . Illustrator”. Rigshospitalets kirke har i mellemtiden fået nutidig, god kunst.