2. søn. e. påske, 2. rk. – “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”

I forudgående søndags tekst (Joh. 21) blev disciplen Simon Peter kaldet til at være hyrde for menigheden. I dagens evangelium fra Joh. 10 hører vi, at den egentlige hyrde – naturligvis – er Jesus Kristus selv. Jesus tager Det gamle Testamentes smukke hyrdelignelse op og giver den fornyet betydning. Hyrdebilledet handler om den personlige, fortrolige relation mellem Gud og mennesker. Når Kristus er hyrden, er ledelsen tvangfri. Hans hjord er ikke lagt i lænker, ikke drevet af frygt og disciplin, ikke holdt sammen af kontrol- og magtforanstaltninger. Nej, hjorden eller menigheden består af individer, som følger ham frit, bundet af tillid. Det er hyrdens egne ord og handlinger, der skaber tilliden til, at der ikke findes bedre leder. Som hårdt prøvet menneske kender hyrden fuldtud vores vej, også når den vækker angst i “mørkets dal”, eller som det hed i en gammel oversættelse “i dødsskyggens dal”. Hyrden har taget livtag med mørkets magt og givet sit liv for fårene. Hvis vi på livsrejsen gennem mørket taber retning og mod – og det gør vi nok – består alligevel Den gode hyrdes løfte til sine menneskebørn, at “ingen skal rive dem ud af hans hånd”. Det er den evige trøst, at det er ham, der bærer vores tro og tillid, ikke omvendt. Hans løfte tilbyder os fred, også i livskriser og sorg. Ikke mindst ved begravelser er salme 23 en trøsterig poesi med sin paradisvision: …“han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand”

Med baggrund af Det gamle Testamentes salme 23 har Niels Skovgaard i 1910 malet et hyrdebillede, som er ren trøst og salighed: et fredfyldt paradis. Niels Skovgaard (1858-1938) har ligesom sin storebror Joakim skabt flere fortolkninger af Den gode hyrde, også voldsomme billeder af hyrdens kamp mod ulven. I det viste billede er dramaet imidlertid tilbagelagt og afløst af fuldendelse: Under en blomstrende jasmin knæler hyrden i saftigt græs ved et rent vandløb, som spejler himlens blå. Han bader omsorgsfuldt sit skadede lams sår. Billedet er malet specielt til Rigshospitalets kirke, hvor intet kan være mere passende end symboler for omsorg og trøst. Vandløbet er også en reference til dåben som i flere andre af Niels Skovgaards grundtvigsk inspirerede værker. Det er en ung, blond dreng, som udfylder lignelsens rolle som hyrde, udstyret med en stav. Den luerøde kappe sammen med solglorien identificerer ham samtidig som Kristus. I det alvorligt indadvendte udtryk kan læses en dyb bevidsthed om lidelsen. – Niels Skovgaard havde som altid gjort omhyggelige modelstudier: af den muskuløse dreng, af lammet (fra herregården Knabstrup) og af jasminen. Dette idylliske billede findes ikke længere på Rigshospitalet, men på Skovgaardmuseet i Viborg. Det er bl.a. gengivet i museets flotte, store bog “Niels Skovgaard – Maler . Billedhugger . Keramiker . Illustrator”. Rigshospitalets kirke har i mellemtiden fået nutidig, god kunst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s