“Vejen” var de første kristnes betegnelse for kristendommen. Vejen er Kristus. I Joh. 14 finder vi det kendte, sammenfattende Jesuscitat “Jeg er vejen, sandheden og livet”, – et af Johannesevangeliet 7 prægnante “jeg er”- ord, som giver os metaforens hjælp til at begribe evangeliets betydning. Vejen kan visualiseres som et lineært billede af vores livsrejse, som både er en proces og et mål. Vejen er her, hvor vi netop er på vores vandring i livet, og vejen er retningen og horisonten for vores liv. At Kristus er vejen, betyder nærvær undervejs, og det betyder, at vejen med ham ikke ender blindt. Vejen som motiv appellerer til vestlig billedkunst som mulighed for dybdeperspektiv og landskabsskildring mod det ukendte fjerne, og motivet har ofte en eksistentiel dimension (jf. Den guddommelige komedie: “Midtvejs på vor vandring gennem livet”…) I vores kultur tænker vi – foruden rumligt – udpræget tidsligt: i fortid, nutid og fremtid, og moderne mennesker forstår sig selv som undervejs mod det ukendte kommende.
Den nordjyske billedkunstner Poul Anker Bech, 1942-2009, har som altertavle til Gudumholm Kirke i Himmerland i 2009 – kort før sin alt for tidlige død – malet et originalt billede af menneskers livsrejse. Vejen strækker sig over en sandet bakkekam i det lokale landskab, hvor den ender brat ved en klint. Poul Ancher Bech har efterladt et notat om sit maleri af menneskers livsrejse “hele tiden på kanten til det store rum bag os”. Om menneskene på vejen skrev kunstneren: “Vandringen skildres gennem forskellige typer: den stræbsomme, ægteparret, barnet. Den unge, den gamle osv. Nogle i grupper og nogle som enkeltpersoner. Men under den sidste vandring mod afslutningen er mennesket alene.” Om “Afslutningen” skrev Poul Anker Bech, at den er formet “næsten som en rampe, der fører ud og op i intetheden”. Er dette så et kunstværk uden åbning for gudstro og håb, et billede af tomheden? Nej, der er andet og mere på spil! Afgørende for billedet såvel som for vores livsrejse er horisonten. Og læg mærke til, hvordan kunstværket lader horisonten vælte! Med en let skråtstillet vertikal kystlinje åbner kunstneren en yderlig dimension, som giver billedet en overraskende pointe. Poul Anker Bech var pilot og legede med væltende synsvinkler i mange af sine både neorealistiske og surrealistiske billeder, hvor han vedgår en art evighedslængsel. Her i kirkehuset gives den opadgående horisont en dybere betydning – med kunstnerens ord – som “den fjerne forjættede kyst, belyst i aftenskolens skær – et billede på ‘paradisets kyst’ . Om man vil.” Kysten står for os som et himmelsyn i et mildt rosa skær. Kunstnerens korte salmecitat fra “I østen stiger solen op” udtrykker en loyalitet i forhold til kirkens tradition og den tro og det håb, som dybest set sætter hele menneskets livsrejse i perspektiv. Vi kan åbne os for en gudgiven horisont. Poul Anker Bech havde i et tidligt udkast malet en Golgatahøj ind i landskabet som en forhøjning på vejen, – for “alle mennesker møder et Golgata” -. Hans endelige ønske var, at et krucifiks skulle hænge OVER maleriet som reference til en utvetydig kristen forkyndelse. Niels Helledies lille korsskulptur kom i stedet til at stå PÅ alterbordet under maleriet. Alterudsmykningen tilsiger som helhed således, at den korsfæstede og opstandne er nærværende for os rejsende i livet på vejen mod en horisont, hvorfra lyset skinner mildt imod os. – Af hjertet tak til Niels Clemmensen for det gode foto!
Birgitte Bech kirkekunst 