4. søndag efter påske, 2. rk. – “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er … I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”

Johannesevangeliets oplyses af en række stærke og billedskabende JEG-ER-ord; sidste søndag hørte vi “Jeg er vejen, sandheden og livet”. Lige så majestætisk er denne søndags JEG-ER-ord fra Joh. 8,28-, hvor Jesus i dialog med jøder siger: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal i forstå, at JEG ER DEN, JEG ER.” Også dette Jesusord er billedskabende i kraft af dets oprindelse i 2. Moseb., hvor Gud Herren fra den brændende tornebusk identificerede sig for Moses. Hinsides alle geografisk og historisk afgrænsende personnavne gjorde Gud for Moses sin absolutte autoritet gældende med sit “Jeg er den, jeg er”. Hermed sendte han Moses ud som leder af hebræernes frihedskamp fra slaveriet i Egypten. Vi ser for os den rystede Moses, knælende på helligstedet, efter at have taget sine sandaler af. – I Det nye testamente får ordet en ny fortolkning: På korset “ophøjes” Kristus ikke bare fysisk, men også metafysisk, idet han identificerer Guds væsen som grænseløs hengivelse for alle menneskebørn. Med Kristus som bror er vi Guds børn. Det er dette store kærlighedsunder, vi må ‘tage skoene af’ og knæle for. Hermed udsiges, at det der giver et liv i frihed, ikke er partikularistisk, genetisk eller nationalistisk arvefølge, men gudstro og tillid til evangeliet: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Vi kan gå med blikket rettet fremad.

Senest i 2014 malede Nina Steen Knudsen (f. 1957) sit magiske, drømmende billede “Epilog”, som jeg for egen regning og risiko her vover at knytte til bibelske tekster. Der findes både betydningsladede og gådefulde elementer af menneskeliv, myter og symboler i kunstnerens store øde landskaber, som bl.a. blev vist på udstillingen “Fear, Love and Evil” i Horsens. Jeg tager bibelske briller på og søger mytiske træk: I forgrunden ses en knælende kvinde ved bredden i et floddelta. Jeg læser det som Nilen, hvor Moses sættes ud i sivkurven og siden bjærges af Faraos datter. – En filmfotograf fastholder begivenheden for nutidsmennesket. – Yderst th skinner i guld den brændende tornebusk, hvorfra den voksne Moses skal sendes ud som hebræernes leder. I baggrunden rejser sig et brændende bjerg: måske det brændende Sinai Bjerg, hvor Moses møder den usete Gud og modtager lovens tavler, – eller et generelt symbol for gudsåbenbaringens ‘sted’. Maleriets multifokale horisont hinsides ukendte, øde landskaber fortaber sig i tåger med et flertydigt rødligt lys. Den sorte vegetation og den grålige slette kan pege på et afsvedet landskab med lava fra vulkaner. Rammes vi definitivt af klimaforandringer som grådighedens straf? Er det et trøstesløst undergangsbillede vi ser? Titlen “Epilog” = efterskrift kan pege i den retning, hvor der så ikke er meget hjælp at hente i de gamle myter. Men vi kan også vælge at se det rosafarvede lys i horisonten som en anelsesfuld dagning og gå videre med håb for menneskers fremtid. I maleriets venstre side ses nogle små mennesker mellem det glitrende vandløb, enkeltstående træer og en gådefuld, hvid lyskilde. Kan vi tolke det som et lille håbstegn? Iflg. evangeliet er vi ikke efterladt. Evangeliet er ikke bare en epilog, men en prolog til nyt liv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s