Kunst til kirkeåret

‘Fader, verden skal forstå, at du har elsket dem, lige som du har elsket mig’…

“Jeg ryster lidt på hånden, ikke fordi jeg er bange”…”jeg er så taknemmelig, jeg går døden roligt i møde”…”jeg går herfra uden had til noget menneske”…”trøst dig snart, du må ikke give op for livets hårdhed”… “kunne jeg blot skrive sådan, at det måtte blive dig til trøst”…”elskede ven, modtag fremtiden af Guds hånd”… Det er dybt bevægende at genlæse udgivne afskedsbreve fra danske frihedskæmpere, der skulle henrettes i besættelsens sidste år. Brevene skriver om chokket, men mirakuløst meget mere om fred i hjertet. De dødsdømte ved, at deres pårørende familier, kærester og bedstevenner vil læse brevene mange gange og gemme dem som klenodier til deres opvoksende børn. Hver linje skal derfor handle om det eneste mellemværende, som her har betydning: kærligheden. – Måske kan disse afskedsbreve være et afsæt for læsningen af Jesu bordbøn ved den sidste nadver i Joh. kap. 17. Bønnen er lang – og alligevel aldrig lang nok for de mennesker, der modtager den som hans sidste personlige tale til dem. Ordene skal sammenfatte betydningen af, hvad de har haft sammen – ved mange forløsende fællesmåltider og mange andre situationer. Ordene skal række ud over afskeden ind i fremtiden som et testamente, en rygsæk til videre færd på egne ben. Ordene skal gøre helt tydeligt, hvad projektet var, så det præges ind i den enkeltes sind og i kommende fællesskaber. Og hvad var og er da projektet, enklere og større end noget andet: at vise kærligheden som det bestående mellemværende – mellem Gud og verden, mellem Menneskesønnen og hans fæller – også de som i fremtiden vil komme til, – og mellem vennerne indbyrdes – uanset at de såmænd nok bliver uvenner en dag. Det er en lysende forkyndelse af samhørighed mellem himmel og jord, en enhed beskrevet i mystikkens sprog med meditative gentagelser, som beroliger og trøster allerede ved at blive læst. …“den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.

Hvordan kan en moderne kunstner skildre, at himlen står åben over den bedende og hans bordfæller – om ikke ved lys? Merete Barker (f. 1944) skaber med sine delvist nonfigurative malerier et sublimt rum med arkitektoniske træk og dybdeperspektiv, som balancerer mellem erindring og vision. Maleriet “Nadver i det himmelske lys” blev malet til storfeltet i Peder Jensen Koldings altertavle fra 1650 i Skanderup Kirke ved Skanderborg i 2006. Foto: Claus Jensen.

“Gud er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds” (Deus est sphera infinita, cujus centrum est ubique, circumferentia nusquam), lyder en gudsdefinition i det anonyme middelalderlige skrift ‘De 24 filosoffers bog’. Skriftet har haft indflydelse på bl.a. mystikeren Mester Eckhard og på Martin Luther, og i Søren Kierkegaards noter dukker citatet også op sammen med en lille tegning. Well, denne paradoksale bestemmelse af Guds væren er måske mindre en definition end en bekendelse: en troende tænkers vidnesbyrd om, at intet er uden for Guds rækkevidde, og Gud er fuldt til stede lige her, hvor jeg lever med mit gudsforhold. – Lukas afslutter i kap 24 som bekendt historien om den opstandne Jesus’ møder med mennesker på jorden med sin fortælling om himmelfarten, jævnfør trosbekendelsens …”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd”. – Gennem århundreder har kirkekunsten kæmpet med billeder af himmelfarten med vægtløshed og flagrende klæder, skylag og himmelske etager, forankret i et umiskendeligt fortidigt lagdelt verdensbillede. Vore billeder af himmelfarten er famlende, forsætligt eller uforsætligt naive, for hvordan kan vi visualisere sammenhængen mellem usammenlignelige dimensioner? Kan vi skabe anderledes billeder, som tydeliggør, at den fysiske afsked ikke er en åndelig afsked, ikke er et tab, men det modsatte: De velsignede disciple sørgede ikke, men blev “fyldt med glæde” og “lovpriste Gud”. Himmelfarten betyder, at Kristus nu og altid er hos Gud, og Gud er allestedsnærværende, altså nær hos os. –

For mig at se er det en lykkelig visuel ‘løsning’ at vise den nu-ikke-længer-jordiske Kristus i en fuldkommen cirkel af lys, som skinner på de andagtsfulde disciple, – “Gud er en uendelig kugle med centrum alle steder” – . Den evige, guddommelige væren kan vi ikke forestille os endsige afbilde, med vores begrænsning til tid og sted. Paradokset består, mens vi griber til symboler som cirkel og lys. Evangeliet til Kristi Himmelfartsdag er imidlertid, at denne paradoksale Gud vil være uadskillelig fra Menneskesønnen, som en årrække satte vidunderlige spor på jorden. Det efter min mening usædvanligt vellykkede og andagtsfulde himmelfartsbillede fra Hyltebjerg Kirke i Vanløse viser jeg her med vemod, fordi alterbilledet i foråret brændte sammen med kirken. Billedet blev 1960-61 malet af nu afdøde Elvin Rud. Foto: Claus Jensen

I dag d. 21. maj 2022 kan vi gratulere Bjørn Nørgaard med de 75 leveår og et meget bemærkelsesværdigt kunstnerisk virke. Stort til lykke! – Her vil vi særligt fejre Bjørn Nørgaard som kirkens kunstner i kraft af epokegørende værker i Knebel, Fredericia, Ikast og Flensborg. Andre kirkerelaterede værker findes bl.a. i Viborg og Roskilde. Nørgaards originale nyfortolkninger af traditionen fortjener overalt vores fordybede interesse. – I 1970 blev den eksperimenterende Bjørn Nørgaard berømt og berygtet for hesteslagtningen, der stadig klæber til hans navn og bringer gemytter i kog. Imidlertid er provoen blevet en af Danmarks mest etablerede kunstnere med store opgaver for kongehus og kirke. Disse vældige udfordringer har Nørgaard løst med historisk indsigt og loyalitet, vel at mærke uden at give køb på aktualitet, kritik og en legende frihed. En uomtvisteligt talentfuld indsats! Her vises et ganske lille udsnit af Bjørn Nørgaards store bronzeport fra 2020 “Alfa og omega” på Christianskirken i Fredericia. Bjørn Nørgaard skildrer skabelsen og skabningens frodighed med blik for kvindelighed og moderskab. Han er fortrolig med kirkekunstens tradition for ikoniske billeder af den lukkede paradishave og jomfruens undfangelse, hvor enhjørningen er til stede som Kristussymbol, men her viser Bjørn Nørgaard os urkvinden med en sanselig feminisme, som er meget langt fra en klassisk hyldest til Marias jomfruelighed. – Andetsteds på bronzeporten skildres forældres hjerteskærende sorg over børns død i moderne Pieta-motiver. Foto: Claus Jensen.

I Køge markerer vi fødselsdagen i Ølby kirke d. 1. juni kl. 17- . Køge Kunstforening byder på suppe, brød, lidt at drikke og billedforedrag ved Birgitte Bech, som præsenterer Bjørn Nørgaards virke med særligt fokus på de kirkelige udsmykninger. Pris for hele herligheden er 65 kr. for medlemmer af Køge Kunstforening, 80 kr for ikke-medlemmer. Man kan tilmelde sig senest dagen før på Køgenu.dk

Holocaust-overleveren Corrie Ten Booms opbyggelige erindringsbog ‘Skjulestedet’ fortæller bl.a. historien om en ulykkelig ungdomskærlighed. Corrie måtte erkende, at hun umuligt kunne få sit hjertes udkårne, og da hun delte sorgen herover med sin kloge far, rådede han hende: “Nu må du elske ham med Guds kærlighed”. – Jeg kom til at tænke på denne replik, da jeg læste om Jesu afsked med disciplene: Nu må de elske hinanden med Guds kærlighed. Jesu afskedstale i Joh. 17 forener den smertelige bevidsthed om forestående afsked med en indtrængende forsikring om ubrydelige bånd, som rækker ind i evigheden. “Jeg er ikke længer i verden, men de er i verden”, siger Jesus med foregribelse af det, der skal komme, og i samme moment trøster han sine disciple med, at han allerede – som kærlighedens inkarnation – har givet dem, hvad de behøver for at kunne leve: “dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Jesus overgiver sine venner til Guds fremtid: “Jeg beder for dem: Hellige fader, hold dem fast ved dit navn.” Når han er væk, kan gruppen lettest splintres i atomer, men Jesus beder for deres fortsatte fællesskab: “for at de kan være ét ligesom vi.”

Den eminente stenhugger Laila Westergaard har i 2009 udsmykket ydermuren i Hjørring Sognegård med 32 høje granitrelieffer af hverdagsmennesker, kvinder og mænd, voksne og børn. En af de fliser, der bare kunne være et mellemrum, bærer den mest bemærkelsesværdige skulptur: et Kristusansigt. Som en ‘mønsterbryder’ er han lige der og ændrer dermed hele kunstværkets karakter. Med de lukkede øjne og det indadvendte udtryk fremtræder han som en bedende. Beder han for, at de/vi mange adskilte mennesker må være der for hinanden med Guds kærlighed? – Claus Jensen har fotograferet.

Søndagen efter Store bededag, 4. søn. e. påske, rammes vi af den egenartede opstandelsesberetning, som kaldes Damaskusoplevelsen: Moselovens lange arm, den kompromisløse kristenforfølger Saul/Paulus (født o. 10 – martyr o. 64), blev på vej til Damaskus standset og diametralt omvendt af sit chokerende møde med den korsfæstede og opstandne Kristus selv, som fra himlen råbte ham an: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” – “Hvem er du, Herre?” – “Jeg er Jesus, som du forfølger, men rejs dig og gå ind til byen, så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre” (Ap.G.9). Paulus’ breve er vores ældste, skriftlige førstehåndskilder til Jesu opstandelse, og som bekendt blev denne Paulus efter åbenbaringen lige så kompromisløs i sin Kristusmission, menighedsopbygning og teologi, som han havde været i sit had til Jesusbevægelsen. Paulus’ stærke teologi og praksis frakobler Kristustroen fra bindingen til Moseloven som frelsesvej. Han tolker påskens drama som bevis på, at Gud har besejret synd og død, forsonet sig med verden og til evig tid skabt en ny og nådig virkelighed for såvel hedninger som jøder: “Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”… I søndagens evangelietekst fra Joh. 8 genfinder vi temaet ‘Moses-Kristus’ i Jesu dialog med jøder om, hvad frihed er. Den jødiske fortolkning af frihed henviser til hebræernes udfrielse af Egypten og deres abrahamitiske pagt med Gud (“Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”), mens frihed iflg. den kristne fortolkning identificeres med i Kristustro at være frisat fra syndens og dødens magt: “Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: Hvis I bliver i mit ord, skal sandheden gøre jer frie….Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Et tekstnært fortællende alterbillede af Paulus’ øjenblændende Damaskusoplevelse findes i Skt. Pauls Kirke i Aarhus, malet i 1897 af H. C. Siegumfeldt (1833-1912), der allerede som 11-årig blev optaget på kunstakademiet og især kom til at gøre sig gældende som fredsommelig genre- og portrætmaler. Her gør kunstneren imidlertid dramaet nærværende, så åbenbaringen af den opstandne bliver hele menighedens åbenbaring. Krucifikset på alterbordet forankrer det himmelske syn i korsfæstelsens historiske faktum. Det er den mand, der nogle år forinden blev henrettet i Jerusalem, som kaldte og kalder apostle. I mine studieår i Aarhus var Skt. Pauls Kirke min sognekirke, og her havde jeg Damaskusoplevelsen for øje, mens jeg hørte gode prædikener af en anden Siegumfeldt, Kaj Munk-kenderen H. H. Siegumfeldt (1902-1981).