Holocaust-overleveren Corrie Ten Booms opbyggelige erindringsbog ‘Skjulestedet’ fortæller bl.a. historien om en ulykkelig ungdomskærlighed. Corrie måtte erkende, at hun umuligt kunne få sit hjertes udkårne, og da hun delte sorgen herover med sin kloge far, rådede han hende: “Nu må du elske ham med Guds kærlighed”. – Jeg kom til at tænke på denne replik, da jeg læste om Jesu afsked med disciplene: Nu må de elske hinanden med Guds kærlighed. Jesu afskedstale i Joh. 17 forener den smertelige bevidsthed om forestående afsked med en indtrængende forsikring om ubrydelige bånd, som rækker ind i evigheden. “Jeg er ikke længer i verden, men de er i verden”, siger Jesus med foregribelse af det, der skal komme, og i samme moment trøster han sine disciple med, at han allerede – som kærlighedens inkarnation – har givet dem, hvad de behøver for at kunne leve: “dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Jesus overgiver sine venner til Guds fremtid: “Jeg beder for dem: Hellige fader, hold dem fast ved dit navn.” Når han er væk, kan gruppen lettest splintres i atomer, men Jesus beder for deres fortsatte fællesskab: “for at de kan være ét ligesom vi.”
Den eminente stenhugger Laila Westergaard har i 2009 udsmykket ydermuren i Hjørring Sognegård med 32 høje granitrelieffer af hverdagsmennesker, kvinder og mænd, voksne og børn. En af de fliser, der bare kunne være et mellemrum, bærer den mest bemærkelsesværdige skulptur: et Kristusansigt. Som en ‘mønsterbryder’ er han lige der og ændrer dermed hele kunstværkets karakter. Med de lukkede øjne og det indadvendte udtryk fremtræder han som en bedende. Beder han for, at de/vi mange adskilte mennesker må være der for hinanden med Guds kærlighed? – Claus Jensen har fotograferet.
Birgitte Bech kirkekunst 