Søndagen efter Store bededag, 4. søn. e. påske, rammes vi af den egenartede opstandelsesberetning, som kaldes Damaskusoplevelsen: Moselovens lange arm, den kompromisløse kristenforfølger Saul/Paulus (født o. 10 – martyr o. 64), blev på vej til Damaskus standset og diametralt omvendt af sit chokerende møde med den korsfæstede og opstandne Kristus selv, som fra himlen råbte ham an: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” – “Hvem er du, Herre?” – “Jeg er Jesus, som du forfølger, men rejs dig og gå ind til byen, så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre” (Ap.G.9). Paulus’ breve er vores ældste, skriftlige førstehåndskilder til Jesu opstandelse, og som bekendt blev denne Paulus efter åbenbaringen lige så kompromisløs i sin Kristusmission, menighedsopbygning og teologi, som han havde været i sit had til Jesusbevægelsen. Paulus’ stærke teologi og praksis frakobler Kristustroen fra bindingen til Moseloven som frelsesvej. Han tolker påskens drama som bevis på, at Gud har besejret synd og død, forsonet sig med verden og til evig tid skabt en ny og nådig virkelighed for såvel hedninger som jøder: “Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”… I søndagens evangelietekst fra Joh. 8 genfinder vi temaet ‘Moses-Kristus’ i Jesu dialog med jøder om, hvad frihed er. Den jødiske fortolkning af frihed henviser til hebræernes udfrielse af Egypten og deres abrahamitiske pagt med Gud (“Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”), mens frihed iflg. den kristne fortolkning identificeres med i Kristustro at være frisat fra syndens og dødens magt: “Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: Hvis I bliver i mit ord, skal sandheden gøre jer frie….Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”
Et tekstnært fortællende alterbillede af Paulus’ øjenblændende Damaskusoplevelse findes i Skt. Pauls Kirke i Aarhus, malet i 1897 af H. C. Siegumfeldt (1833-1912), der allerede som 11-årig blev optaget på kunstakademiet og især kom til at gøre sig gældende som fredsommelig genre- og portrætmaler. Her gør kunstneren imidlertid dramaet nærværende, så åbenbaringen af den opstandne bliver hele menighedens åbenbaring. Krucifikset på alterbordet forankrer det himmelske syn i korsfæstelsens historiske faktum. Det er den mand, der nogle år forinden blev henrettet i Jerusalem, som kaldte og kalder apostle. I mine studieår i Aarhus var Skt. Pauls Kirke min sognekirke, og her havde jeg Damaskusoplevelsen for øje, mens jeg hørte gode prædikener af en anden Siegumfeldt, Kaj Munk-kenderen H. H. Siegumfeldt (1902-1981).
Birgitte Bech kirkekunst 