Kristi Himmelfart, 2. rk. – “Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen”

“Gud er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds” (Deus est sphera infinita, cujus centrum est ubique, circumferentia nusquam), lyder en gudsdefinition i det anonyme middelalderlige skrift ‘De 24 filosoffers bog’. Skriftet har haft indflydelse på bl.a. mystikeren Mester Eckhard og på Martin Luther, og i Søren Kierkegaards noter dukker citatet også op sammen med en lille tegning. Well, denne paradoksale bestemmelse af Guds væren er måske mindre en definition end en bekendelse: en troende tænkers vidnesbyrd om, at intet er uden for Guds rækkevidde, og Gud er fuldt til stede lige her, hvor jeg lever med mit gudsforhold. – Lukas afslutter i kap 24 som bekendt historien om den opstandne Jesus’ møder med mennesker på jorden med sin fortælling om himmelfarten, jævnfør trosbekendelsens …”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd”. – Gennem århundreder har kirkekunsten kæmpet med billeder af himmelfarten med vægtløshed og flagrende klæder, skylag og himmelske etager, forankret i et umiskendeligt fortidigt lagdelt verdensbillede. Vore billeder af himmelfarten er famlende, forsætligt eller uforsætligt naive, for hvordan kan vi visualisere sammenhængen mellem usammenlignelige dimensioner? Kan vi skabe anderledes billeder, som tydeliggør, at den fysiske afsked ikke er en åndelig afsked, ikke er et tab, men det modsatte: De velsignede disciple sørgede ikke, men blev “fyldt med glæde” og “lovpriste Gud”. Himmelfarten betyder, at Kristus nu og altid er hos Gud, og Gud er allestedsnærværende, altså nær hos os. –

For mig at se er det en lykkelig visuel ‘løsning’ at vise den nu-ikke-længer-jordiske Kristus i en fuldkommen cirkel af lys, som skinner på de andagtsfulde disciple, – “Gud er en uendelig kugle med centrum alle steder” – . Den evige, guddommelige væren kan vi ikke forestille os endsige afbilde, med vores begrænsning til tid og sted. Paradokset består, mens vi griber til symboler som cirkel og lys. Evangeliet til Kristi Himmelfartsdag er imidlertid, at denne paradoksale Gud vil være uadskillelig fra Menneskesønnen, som en årrække satte vidunderlige spor på jorden. Det efter min mening usædvanligt vellykkede og andagtsfulde himmelfartsbillede fra Hyltebjerg Kirke i Vanløse viser jeg her med vemod, fordi alterbilledet i foråret brændte sammen med kirken. Billedet blev 1960-61 malet af nu afdøde Elvin Rud. Foto: Claus Jensen