Kunst til kirkeåret

Ikke en spurv “falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” Oversættere og fortolkere har gennem årtusinder slidt med spørgsmålet om, HVORDAN Gud er med den, som lider og falder. Der er ikke megen hjælp i originaltekstens alt for korte formulering: “uden Gud”. Betyder det, at alt hvad der sker, er Guds vilje? Umuligt! Mennesket stilles lidelse i udsigt, retfærdigt eller uretfærdigt, meningsfuldt eller tilfældigt, men får samtidig et tilsagn med ind i selv den dybeste og ensomste smerte: Dit liv er kendt og båret af den Gud, som ikke flygtede fra lidelsen. Han var og er og bliver her som dit livsvidne og bringer sit lys med ind i dit mørke. Intet levevæsen er så ringeagtet i verden, at det ikke har betydning hos Gud: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd en mange spurve”. Vores angstfulde råb og suk lyder altså ikke bare ud i det tomme rum, for Gud er nær med ordene: “Frygt ikke!”– Jeg mindes, hvordan trøsten engang blev nynnet ind med børnesalmen ‘Ingen er så tryg i fare’, så også et ulykkeligt pigebarn dengang kunne føle sig set med linjerne: “Vore hovedhår han tæller, /hver en tåre som vi fælder”. Ingen skal græde alene!

Matthæustekstens ord om fuglene har inspireret både poeter og billedkunstnere. I høstsalmen ‘Vi pløjed, og vi så’de’, hedder det i v 2: “ham lyder vind og vove,/ ham rører ravnes nød,/ hvi skulle ej hans småbørn da og få dagligt brød?”

Mange nutidige kirkeudsmykninger bruger fugle som motiv, undertiden som repræsentant for menneskets ånd eller sind. Til denne søndag vælger jeg en skulptur, som skildrer Guds omsorg, følsomt symboliseret ved hænder om en ravneunge. Skulpturen spiller her på det geografiske navn, idet den står foran indgangen til Ravnebjerg Kirke (Fyn). Værket af bronze og granit blev skabt i 2001 af den anerkendte kunstner Henrik Vilhelm Voldmester, som i 2021 pludselig døde 75 år gammel. Hans nekrolog omtalte “en fabelagtig kærlighedserklæring til livets mangfoldighed.” Vi kan måske tilføje: i evangeliets ånd.

Efter en tur i Sommerland Sjælland med kække børnebørn, falder det mig ind, at søndagens evangelietekst fra Matth. 19 er som en åndelig ruchebanetur med loop. “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”, bliver Jesus spurgt af den unge mand, som vil engagere sig seriøst i sin religion. Svaret henviser til de 10 bud (dem om medmenneskelige forhold), som den unge mand åbenbart er komfortabel med. Her følger så den stejle stigning med modspørgemålet: “Vil du være fuldkommen?” Uden af afvente svar anviser Jesus nu det uforbeholdent næstekærlige liv: “Gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”. Dét vil være en skat i himlen. I Guds riges etik er fokus åbenbart ikke behovet for åndelig selvrealisering og arbejdet for egen frelse, men næstekærlighed for medmenneskets skyld. Denne anvisning må opleves som et frit fald for den rige unge mand, som formentlig er glad for det niveau, han har opnået, både økonomisk og moralsk. Her står han så, blottet i at søge sit eget og elske sig selv og måske snarere et grådigt bæst end et godt menneske. Vi kommer endnu længere ned mod bunden i den opfølgende samtale mellem disciplene og Jesus, hvor vi hører, at den riges vej til Himmeriget er snæver som et nøglehul. Der er forfærdelse i disciplenes spørgsmål: “Hvem kan så blive frelst?” – Hvem vil ikke gerne bjærge sig selv og sit eget? – Og så vendes der atter op og ned på virkeligheden med evangeliets definitive pointe: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Spørgsmålet om frelse og evigt liv må overlades til Gud! Så lander vi alligevel med fødderne på jorden: Evangeliet er frihed, frihed til at stole på Guds nåde og frihed til med nåden i ryggen at leve et hverdagsliv med fokus på medmenneskets behov. – I dag vil de færreste danskere formulere et spørgsmål om, hvordan de opnår frelse; men måske er afstanden til oldtidens seriøse jøde alligevel ikke stor? I dag lyder spørgsmålene bare: Hvad skal jeg gøre for at finde mening og fylde i min tilværelse? og lykke? – for ikke at forspilde mit liv? – for at blive noget værd? – for at optimere mig selv? Selvperfektioneringen driver moderne mennesker ud i frit fald. Men evangeliet gentager på søndag, at mening, fylde og værdi ikke ligger i at blive perfekt, hvilket aldrig vil lykkes. Det er Gud og ikke dig og mig, som er mulighedernes herre, og Gud lader os uden tvivl møde medmennesker, som har brug for os. Og der er det for resten stadig ikke ligegyldigt, om vi opfører os som grådige bæster eller som engle.

I 2010-12 skabte Bjørn Nørgaard den store skulptur “Nøglehullet” til Søndergårdtorv i Måløv. Det er et stykke monumental vandkunst, hvor vandet risler gennem spalten, som fra nederst til øverst deler skulpturen i to. Den ene side er mørk, formet i sort granit, den anden blank i rustfrit står. Skulpturens rundede udvendige flader er befolket med 24 skulpturer: på den mørke side 12 forvredne bæster, der minder mig om Luthers analyse af, hvordan mennesket kan være indkroget i sig selv. På den anden side reflekteres lyset i lige så mange englevæsener, som står ranke med synlige vinger. De dæmoniske væsener kommer frem af en fordybning i overfladen, op af hver sit mørke hul; de englelige derimod står på rundede forhøjninger. Kunstneren har fortolket skulpturen med ordene: “Gennem livet møder vi både engle og bæster, i os selv og uden for os selv, hvor moderne og oplyste vi end er. Skulpturen “Nåleøjet” giver i sin form og materiale et mangetydigt billede på de tusinder af valg vi som individer træffer hver dag, hver time og hvert minut.” – For resten kan små mennesker faktisk godt passere gennem vandet i nåleøjets spalte.

Måske kan vi forestille os døden som en port, der ubønhørligt lukker sig bag den ene efter den anden, på et tidspunkt bag os selv. Dødens majestætisk tunge porte magter vi ikke at åbne, hverken udefra eller indefra. Er der mere at sige? Ja, dagens evangelium taler om dødsrigets porte, men gør det i trods mod afmagten: Jesus tilsiger sin menighed, at “dødsrigets porte ikke skal få magt over den.” Det er både poetiske og sejrssikre ord! – Med hvilken autoritet taler og handler Jesus, som han taler og handler? – Spørgsmålet om, hvem Jesus er, om hans navne og titler, og hvad disse indebærer, står til uudtømmelig teologisk diskussion. Evangelierne fremhæver Peters bekendelse som vendepunkt: momentet, hvor Jesus Tømrersøn første gang kaldtes Kristus = Messias = den salvede, med Det gamle Testamentes ærestitel for Gudsfolkets udvalgte leder. Titlen var fra første færd kontroversiel, og Jesus forbyder disciplene at udbrede Messiastitlen (‘Messiashemmeligheden’), for hvordan kan messiansk kongehyldest og fejring af folkets trøst og oprejsning i lykkelige messianske tider tænkes sammen med den fornedrelse og tortur, Jesus umiddelbart stilles – og stiller – i udsigt?? Pointen hos Markus og Lukas er konflikten, og iflg. Markus og Matthæus fremstår Peters menneskeligt forståelige afvisning af lidelsens vej for Jesus som en Satans fristelse: “Vig bag mig, Satan!”. Vores prædikentekst fra Matthæus er imidlertid den udvidede fortælling, hvor Peters bekendelse først og fremmest bekræftes. Hvor lidt eller meget Peter end forstår af, hvad han selv siger, bekræftes hans bekendelse som en guddommeligt inspireret sandhed. Peters bekendelse “Du er Kristus, den levende Guds Søn”, besvares af Jesus med, at “det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene”, og Peter kaldes “salig”. Helligånden finder sin vej hos fejlbarlige mennesker. Her åbnes så for det svimlende håb, som overtrumfer traditionelle Messiasforestillinger, at et åndeligt gudsfolk skal fødes, som “Dødsrigets porte” ikke skal få magt over. Jesus må lide døden for at sprænge dødsrigets porte og samle sit folk af levende og døde. Den dybe og høje forståelse af Guds riges rækkevidde dæmrer efter påske. I Matthæusteksten karakteriseres Peters ansvar for en kommende menighed som “nøglerne til Himmeriget”. Katolikker kan heri finde et bibelsk argument for pavedømmet i Rom og trække en lige linje fra den forvirrede 1. discipel til pavestolens overhøjhed i åndelige spørgsmål. Protestanter vil derimod læse teksten sådan, at kirken bygges af og på de troendes bekendelse med Peter som repræsentant. Ved at give troen udtryk kan fejlbarlige mennesker som os i bedste fald åbne Himlen for hinanden, og det er jo ikke så lidt!

Jo mere kirken i middelalderen voksede som magtfuld institution med paven som ‘Kristi stedfortræder på jorden’, desto vigtigere blev dens billeder af Peter med den gigantiske nøgle. Også efter reformationen har kirkekunstnere fastholdt nøglen som Peters attribut, bortset fra Peter Brandes der som alternativt apostelsymbol har valgt det mindre forherligende Malkus’ øre, (som den frembrusende Peter huggede af i Getsemane have).

Jeg har til lejligheden valgt en sengotisk sidealtertavle fra 1526, som hænger på sydvæggen i Næstveds Sankt Mortens Kirke. På den oplukkelige tavles agitatoriske forside troner paven med tiara og gigantisk nøgle på ‘Peters stol’, omgivet af Mikael Sjælevejer og helgenbiskop Nicolaus, bærende på mønter, som kan befri tre ulykkelige ungmøer fra en fornedrende skæbne (se nederste foto). På fløjene gemmer sig adskillige bibelske scener fra Peters liv, heriblandt et fint billede af en ydmygt bekendende Peter, som knælende modtager nøglen af en alvorlig Jesus Kristus. Kristus bygger menighed af mennesker, som lukker op for troen, Peter og andre, og han lyser sin velsignelse over kirken. Fotos: Claus Jensen.

‘Jeg er egentlig bedst, når jeg er helt alene’, skrev Benny Andersen om den krævende daglige øvelse i at være god. ‘Jeg er nu nået op på en time, hvis jeg ikke bliver forstyrret’. Hos Benny Andersen bobler det vidunderligt af selvironisk dansk humor med alvor under. Den rungende, fuldtonende alvor finder vi derimod i bjergprædikenens eksplicitte fordring om uforbeholden godhed som både næstekærlighed og fjendekærlighed: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn”. Bjergprædikenens radikale etik har en ærefrygtindgydende større skala end den overkommelige afbalancerede gensidighedsmoral, vi helst administrerer. Vi lever ikke op til fordringen om næste-, endsige fjendekærlighed, hvis vi ‘bliver forstyrret’. Når vi rystes af nyheder om meningsløs vold, eller når vore kære og vi selv bliver ramt, rykker den retfærdige vrede foran kærligheden. – Jeg ser i disse dage på præstelige facebooksider, hvordan kolleger arbejder med at forbinde bjergprædikenens ord om fjendekærlighed med de aktuelle erfaringer af ondskab, fx i nyskrevne bønner om omsorg og trøst i smerten og hjælp til at tilgive. Tænksomt og følsomt skrives fjendekærligheden ind som noget, kun Gud kan virkeliggøre. – Ingen af os kan jo i egen ret udtale ordene: “Du skal elske din fjende!”. Jeg griber til en gengivelse af K. E. Løgstrups refleksioner i ‘Den etiske fordring’: Den radikale og ensidige fordring kan det ene menneske ikke give mund og mæle over for det andet menneske, lige så lidt som påstanden om, at den er til at opfylde. Vi kan jo ikke tale på tilværelsens vegne til hinanden. I Jesu forkyndelse hører vi imidlertid et menneske, der tager tilværelsens fordring i sin mund som Guds og sin egen fordring med den mest udtrykkelige fremhævelse af radikaliteten heri. Med hvilken ret? Jesu fordring om næstekærlighed kan ikke skilles fra hans forkyndelse af Guds tilgivelse. Og vores genstridige påstand om, at kærlighedsfordringen ikke er til at opfylde, modsiger han ved selv at opfylde den til det yderste. Løgstrups sammenfatning lyder: “Den kærlighed, som vort liv er anlagt på, men som vort selv er een eneste modstand imod, er guddommelig virkelighed midt i vor modstand mod den.” – I dagens tekst lader Jesus os løfte blikket mod alt det givne liv under himlen på denne dyrebare klode, som vi ikke skylder os selv: Gud “lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Kan jeg finde et dansk kunstværk, som hylder denne kærlighedsfulde virkelighed, som hinsides retfærdighed bærer vore liv? Mit valg falder på det ekspressionistiske maleri “Søndag”, skabt i 1922-28 af den farvestærke, autodidakte maler Jens Søndergaard (1895-1957). Billedet er set og formidlet på det dejlige Randers Kunstmuseum. Maleriet udtrykker en jubel over landskabet til vands og til lands under sommersolen. Kvæget græsser omkring gårdene, og småbåde sejler på fjorden. Mennesker skildres i tillidsfulde fællesskaber. Nogle færdes på vejen til eller fra kirken, der ligger som en landkending på bakketoppen. Vi ved, at der fra gudshuset nu som dengang skal lyde en fordring om både næste- og fjendekærlighed sammen med evangeliet om, at vi altid allerede er elskede af Gud. – Farverne, der fryder øjet, er for resten også en gave.

Et vidunderligt gudsbillede møder os i lignelsen om den fortabte søn! Vi ser en uendelig kærlig far, som længes efter sit barn, uanset om længslen er gengældt. Medfølende (!) løber faderen ud for at møde denne yngste søn, som har mislykket sit menneskeliv, forrådt sine dybeste værdier, såret sine nærmeste – og i grunden agerer ret opportunistisk, da hans smertepunkt ramtes. I selverkendelsens kolde lys må sønnen opleve selvforkastelse og fortabthed. Men faderen begraver hans fortabthed i sit favntag og kysser hans selvforagt væk. Barnet er og bliver hans barn, og nu er det altså kommet hjem, hjem til sit udgangspunkt som elsket menneske, hjem til sig selv. Tilgivelsens tegn er festklædning og festmåltid med fuld musik. Evangeliet griber trøsterigt om den fællesmenneskelige længsel efter den rummelige kærlighed, som kan hele det brudte, forbrudte og fortrudte. – Især gennem det sidste 175 år har motivet været yndet hos kirkekunstnere, der overvejende koncentrerer sig om at fortolke det vidunderlige, forløsende møde mellem faderen og den yngste søn. – Men Jesu lignelse om ‘den fortabte søn’ – eller ‘de fortabte sønner’ – er jo en topunktslignelse med endnu en pointe, henvendt til den ældre bror, der aldrig har svigtet. Storebror, som netop vender træt hjem fra markarbejde, overrumples af den uvant overdådige festivitas for den yngre og reagerer vredt på urimeligheden. Faderens svar er en opfordring til at dele glæden: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen”… . Vi får ikke at vide, om det lykkes den ældre bror at tage del i glædesfesten, men vi kan godt skrive videre på hans fortælling: Den yngre, som for længst havde tilegnet sig, hvad han kunne tilkomme, skal vel nu leve af hjemmets ressourcer og tilbageværende arvelod? Og forstår han, hvordan det har været år ud og år ind at se på, hvordan faderen tæredes af savnet? Ja, menneskers historie med sårede relationer bliver stående, og somme tider har vi nok skadet hinanden uopretteligt. Her forkynder evangeliet tilgivelse, men hvordan bliver tilgivelsen også en levende, erfaret virkelighed, som fuldbyrdes i vore relationer? I lyset af Guds tilgivelse må vi række ud efter hinandens. Solen står op, regnen falder over gode og onde, og vi må minde os selv og hinanden om, at vi ikke skylder os selv livet. Vi har dybest set ikke ejendomsret til den gudsskabte dag og dens gaver, men vi får altså lov at bruge det hele sammen – med glæde.

Et af ret få eksempler på den fulde billedfortælling ses i den grundtvigske Rødding Frimenighedskirke, hvor Viggo Guttorm-Pedersen i 1957 malede sin fortællende apsisfresko med ‘den fortabte søn’ mod nord og ‘den barmhjertige samaritaner’ mod syd (se nedenfor). Vort hovedmotiv er den rødklædte fader, alvorligt velsignende sin yngste søn, som knæler i andagt – et identifikationsmotiv for menigheden ved alterskranken. To tjenestedrenge efterkommer med næsten komisk hast instruksen om straks at hente festdragt og sko. I baggrunden ses himmelborgen som et lille renæssanceslot, lysende mod den kongeblå himmel med ledestjernen i forgyldt stuk. I mellemgrunden kommer den ældre bror gående, list grå og forslidt. Hvornår forstår han, at også han er elsket? Viggo Guttorm-Pedersen (1902-1962) blev undervist på Kunstakademiet af Ejnar Nielsen og Sigurd Wandel. Han har illustreret bøger og blandt mange andre offentlige værker malet yderligere en kirkeudsmykning i Bredsted syd for grænsen. Han er far til kirkekunstneren Niels Guttorm-Pedersen. Fotos: Claus Jensen.