Kunst til kirkeåret

Som karismatisk taler kunne Johannes Døberen have bygget en kult om sig selv som ‘Guds gave til menneskeheden’. Messiastitlen var i spil, Johannes havde gennemslagskraft, og omverdenen kaldte på en, der kunne ‘frelse verden’. Det store hos Johannes er imidlertid, at han ikke forføres af sin egen berømmelse. Han viser væk fra sig selv, da tiden er inde, – til forskel fra mange, hvis mål går hen og bliver maksimering og fastholdelse af egen position. Du og jeg kan lære af Johannes, at vi kun er mennesker, som tør håbe på Guds nåde og i det højeste være troværdige vidner – som “‘en, der råber i ørkenen”. Du og jeg er ikke nogens Herre eller frelser, ikke engang vores egen. Som mennesker lever og ånder, handler, taler og tolker vi, fordi livsånden er indblæst også i os, men selv er vi ikke hverken Kristus eller Helligånden, og det er OK sådan. Det er OK, at vi som Johannes bare “døber med vand” og overlader det underfulde til Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er en stor aflastning for dig og mig, som for Johannes, ikke selv fundamentalt at skulle bære livet oppe. Som Døberen kan vi bekende: “Jeg er ikke Kristus” og fryde os over, at Kristus kommer til os som et løfterigt tilsagn fra evigheden. – Nu må det gerne blive jul.

Kirkekunsten er rig på fremstillinger af en pegende og tilbedende Johannes. Nu hvor vi i kirkeåret går fra Johannes’ søndage ind i juletiden, glæder vi os til billeder af det nyfødte barn. Middelalderlige legender har været optaget af ‘den hellige familie’ og slægtskabet mellem den lille Johannes og den et halvt år yngre Jesus. Dette har affødt uimodståelige (især katolske) billeder af en baby Johannes, som tilbeder og bringer symbolske gaver til baby Jesus. Nivaagaards Malerisamling har fra 1906 ejet sådan et yndefuldt værk, malet af reformationstidens efterspurgte maler Lucas Cranach den Ældre (1472-1553). Titlen er “Madonna og Kristusbarnet med den lille Johannes Døberen og engle.” Nogle skildringer af de to små grandfætre viser Johannesbarnet med et martyrkors eller slæbende på et velvoksent lam. Her i dette Cranach-billede rækker en hengiven Johannes – med den asketiske kameluldsdragt som attribut – en smuk klase druer til barn Jesus, der putter en drue i munden. Druerne er en reference til nadveren og – på linje med et lam – en reference til lidelseshistorien og Kristi offer. – Billedet er fundet på museets hjemmeside. – Også i danske kirker, fx i Klosterkirken i Nykøbing Falster, hænger der enkelte Cranach-værker.

Han havde sådan håbet, troet og kæmpet! – Systemkritikeren Aleksy Navalnyj og andre frontløbere i Rusland, Kina, Iran osv. har råbt op for retfærdige omvæltninger, men er bragt til tavshed i regimernes fængselsborge. Måske vil deres største rædsel ikke være personlig lidelse, men tab af troen på projektets mening og på at menneskeheden overhovedet har godt i vente? – Evangelieteksten i Matt. 11 lader os rejse tilbage i tiden til den højtråbende samtidskritiker Johannes Døber, som sidder på dødsgangen – og her bliver anfægtet. Han har satset på et guddommeligt indgreb i Israels historie og kompromisløst kaldt til omvendelse og bod i den 11. time før Guds forestående strenge dom. Hans ‘projekt’ var en åndelig hovedrengøring af folket, forud for at Gud – meget snart – ville lade det store ske med “den stærkere”, Messias, som redskab. Kunne den messianske fornyer være Jesus, der tilmed en tid havde stået i lære hos Døberen? De svære spørgsmål melder sig for Johannes i fangehullets halvmørke, for hernedefra synes alting alt for meget ved det gamle. Kan den sårbare vandreprædikant fra tømrerhjemmet i Nazareth vitterlig identificeres som Messias? “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus modtager Johannes’ spørgsmål og sender som svar hverken “ja” eller “nej”, men fortællingen om, at omkring ham er Guds riges kræfter allerede virksomme blandt levende og døde. Svaret er et ekko af Esajas’ smukkeste messianske tekster og af evangeliernes underberetninger, der møder tvivl og tro hos såvel læseren som Johannes. Jesu budskab er ikke Johannes’: Jesus bebuder ikke den kategoriske udrensning, men en nådig hjælp til at leve i tid og evighed – ikke mindst for de svageste: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.” Så var alt altså alligevel ikke bare ved det gamle! Den fængslede omvendelsesprædikant blev ikke sluppet fri – så lidt som mange nutidige samvittighedsfanger; han modtog måske end ikke englesyner i sit halvmørke. Men hans netværk så en engel: Jesus ærede nemlig Johannes som den engel, det sendebud fra Gud, som opfyldte det gammeltestamentlige citat: “Se, jeg sender min engel foran dig”… På årtusinders afstand fremtræder Johannes som helt, helgen og forbillede ved at vise bort fra sig selv og være frontløber for den nådigere Messias. Således omfavnes Johannes af den store, guddommelige historie, hvori hans liv blev fuldbyrdet og ikke bare stod tilbage som et tragisk intermezzo. I vort tilbageblik efter påske, hvor Jesu korsfæstelse følges af opstandelsesvisioner, træder det fuldtonende evangelium frem. – Når vi i mindre skala oplever at komme i tvivl om meningen med (kuldsejlede) projekter og (skuffede) forhåbninger, må vi leve i usikkerhedens halvmørke, hvor ingen af os har overblik over den gådefulde helhed. Alligevel favnes vi som Johannes i den evige, guddommelige historie, hvor alt kommer til alt.

Jeg har i tidligere opslag vist Rudolf Rud-Petersens vidunderlige figurative maleri fra 1915 af Johannes i fængslet. Denne gang vises et moderne kunstværk fra 2006, som findes i kirken i Statsfængslet Østjylland, Enner Mark. Øjvind Nygårds (1948-2010) skulptur i bronze og glas bryder hul i muren med et uregelmæssigt vindue med et kors, synligt både indefra og udefra. Forhåbentlig kan korset med lysindfald og udsyn til himlen opleves som et nådefuldt glimt af håb for en spørgende sjæl bag en låst dør? Foto er hentet i Mikael Wivels flotte værk Kunsten i kirken samt på nettet.

Det svimler. Vi var netop så småt begyndt på indflyvningen til jul, men overrumples nu af teksten fra Luk. 21, som med apokalyptiske profetier stiller os verdens undergang i udsigt – “med tegn i sol og måne og stjerner”. Undergangsforventninger har bølget op og ned i kristendomshistorien. På Jesu tid var de højspændte, ved reformationstiden ligeså. Til de fleste tider har der såmænd været rimelige grunde til at forvente den gamle verdens snarlige undergang. Det var snarere undtagelsen end reglen, at undergangsfrygten i 1900-tallets første år veg for udviklingsoptimisme, og at ‘murens fald’ i 1989 fik Vesten til med lettelse at sænke skuldrene. Men hvad enten vi læser bibelen konservativt eller historisk-kritisk eller slet ikke, trænger undergangsbilleder sig igen ind på vores virkelighedsopfattelse i medfør af akutte klimaforandringer, stigende global ulighed og kyniske autokratiers ubærlige aggression: “på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen”. Nej, vores kendte verden er ikke evig, hverken den store eller den private. – Ikke desto mindre er den eksistentielle sandhed, at vi rummer et modigt håb, som trodser frygten og angsten. Håbet har mange skikkelser, det er problemløsende og handlekraftigt, og det er den stille tillid til, at alting ender godt. Det er fred i hjertet, uanset. Vi kan kalde håbet vores ukuelige messiasforventning. Den teologiske forsker Søren Holst har i sin fortrinlige lille bog “Messias” (i Bibelselskabets Håndbibliotek) skrevet, at messiasforventningen uden for kirkerummet især lever ‘som en legemliggørelse af, at der altid er håb, fordi der er en vilje til det gode, der stikker dybere i verden end alle de iøjnefaldende ulykker’. Håbet er her, mere eller mindre rationelt, mere eller mindre abstrakt, mere eller mindre samlet om et symbol, om en skikkelse. I kirken er messiasforventningen vendt mod det fortrolige ansigt: Menneskesønnens ansigt. Hos Jesus Kristus, død og opstanden, finder vi både viljen og kraften til det gode. Ikke blot nærværende i en minderig fortælling, men lysende “i herlighed” foran os. Oven over undergangsakkorden i Matt. 21 skal vi altså først og fremmest høre befalingen til at håbe: “ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” – I stedet for rædde at spejde efter tegn i sol og måne og stjerne, har vi lov at glæde os til fortællingen om julestjernen som symbolet for Gudsbarnets fødsel. Det er vores ‘ledestjerne’ som Grundtvig så fint har digtet om.

Flere steder finder vi glaskunst af Sven Havsteen-Mikkelsen med netop titlen “Tegn i sol, måne og stjerner”, mest udførligt i Ordrup Kirkes apsisruder fra 1969. Her møder vi en overdådighed af sol, måne og stjerner i opmuntrende varme farver. Den centrale rude bærer et stiliseret kors, der holder os fast på Kristus som ledestjernen, og vi kan også få øje på kors, trekant og andre gudssymboler i ruderne til venstre og højre. Betlehemsstjernen er der tydeligvis også. Foto: Claus Jensen.

Vi er trykkede af dårlige nyheder og bekymringer for klima, verdensfred, økonomi… I det gamle år har magtbegær og grådighed krævet stadigt tungere ofre, og det er blevet sværere at holde fast i visionerne for en retfærdig og livsduelig verden. Vi er blevet lidt hudløse og rådvilde og skutter os hver for sig. Vi har så hårdt brug for et lederskab, som er uselvisk og ukorrumperet, som kan give verden et kompas at navigere efter. Og netop her får vi så at høre, at Fredsfyrsten er på vej. Stilfærdigt ridende på et æsel er Kristus på vej ind i vort fællesskab og ind i vore hjerter. Det er 1. søndag i advent, og døren slås op for et nyt og blankt kirkeår med alt, hvad han her vil give os at leve på. Klokkerne ringer, lyset tændes i kransen, og orgelstemmer hjælper os med at få velkomstsangen til at klinge: “Jeg hjertets dør vil åbne dig. O Jesus, drag dog ind til mig! Ja ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se!” Modet vokser med højtiden. Hos hjerterkonge kan vi igen i år få tanket op af tro, håb og kærlighed. Vi må erkende, at Messias’ komme aldrig har været ensbetydende med opfyldelse af alle vore egne, menneskelige ønsker, ligesom jødernes forventning til en politisk Messias som bekendt ikke blev indfriet. Men hans godhed vil lyse os frem. Glædelig advent!

Så længe der er skabt kirkekunst, har Messias’ indtog i Jerusalem været et yndet motiv, og mange forskellige versioner er efterhånden vist i mine opslag til hhv. 1. sønd. i adv. og palmesøndag. Denne gang falder valget på en af Roskilde Domkirkes uimodståelige kannikestole fra 1420, skåret af en lokal kunstner, hvis navn vi ikke kender. Et trykt forlæg har ligget til grund for hans arbejde. Det har ikke været nogen nem opgave at indpasse motivet i gotikkens dekorative firpasform, men æslet klatrer behændigt fra rammen ned på de udbredte klæder, bærende den sagtmodige konge, som lyser velsignelsen over os med sin talende højre hånd. Kristus bærer en flot stor, gylden korsglorie. Han har en discipel (Peter?) bag sig og det syngende folk foran: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” I relieffets hjørner ses konger og profeter, som i G.T. har forudsagt Guds frelse, hver især forsynet med et citat i skriftbånd. I oversættelse lyder de latinske tekster: Kong Salomo (øv. tv.): “I Zions døtre, gå ud og se på Salomo med kronen”. Kong David (øv. th.): “Sions børn fryder sig over deres konge”. Zakarias (ned. tv.) : “Fattig og ridende på hunæslets føl”. Esajas (ned. th.): “Sig til Zions datter: Se din frelser kommer”. Foto: Claus Jensen.

Jeg har netop set en video fra Ukraine, hvor Khersons befriede borgere står i den ødelagte by og omfavner deres trætte soldater: disse få, som har sat livet ind for de mange. “Djakuju, djakuju!” tak, tak! lyder det. Hvor megen angst og ulykkelighed skal ikke begraves i disse lange favntag? – – Omfavnelsen er en lykkelig livsytring, som intet liv bør mangle, særligt ikke det lille barns. Den er et pant på tilknytning og tillid. I omfavnelsen genfindes fodfæstet. Vi aflader stress og uro i favnen hos den, vi er tryg ved. Vi favner for at overvinde konflikter. Vi favner før og efter adskillelse og savn. Vi favner hinanden i sorger, hvor ordene svigter. Vi favner for at takke for den andens eksistens og værdi i vort liv. Ja, vores kram kan udtrykke en dybfølt glæde og tak for livet! – Men såvel som paradislængselen er paradistabet vores menneskelige vilkår. Den dybeste længsel handler måske om det helende og forsonende favntag, som kan råde bod på al livets eksistentielle ensomhed med dets byrde af skam og skyld, – og det er nok mere, end vi mennesker realistisk kan forlange af hinanden. Alligevel må vi ikke fortvivle, for som alle kirkeårets gudstjenester har tilsagt os, er Guds kærlighed til stede foran os med sin skabende og helende kraft, som en åben åndelig favn. – Grundtvig skriver i sine salmer en hel del om at favne – i Ånden: “Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn” hedder det i ‘Lovsynger Herren’. I andre salmer udfoldes det trøsterige i at favne nåden, troen eller bønnens ord, favne Fadervor: en slidstærk åndelig krammer, fyldt af tak for livet. –

Specielt til kirkeårets sidste søndag hører billedet af den indbydende Kristus, der står med åbne arme foran os, mens vi på livsrejsen stræber af sted, – eller bliver ved at se os om efter det, som undervejs gik i stykker for os. Kristus kender vore vilkår, vore skuffelser og vore svigt; han vil være vort livsvidne og vor ledsager i dag, i morgen og alle dage, og undervejs vil han løfte sløret for genåbningen af paradiset: “Kom til mig, alle I, som slider jeg trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.”

Til Jesuscitatet fra Matt. 11 knytter sig Danmarks mest ikoniske kirkelige kunstværk: Thorvaldsens Kristusstatue i Københavns Vor Frue. Forskellige anekdoter fortæller om, hvordan det gik til, at Kristus blev udformet netop sådan med udbredte, let løftede arme, klar til at modtage hver den, der kommer til ham. Nu kan vi måske dårligt forestille os andet. Skulpturen har afgørende præget vores forestilling om Kristus som den favnende. Thorvaldsens Kristus står endnu i kopi i snesevis af danske kirker, den er eftergjort i forskellige materialer, og den er også brugt som forlæg for mange konventionelle altermalerier. Et eksempel er det her viste alterbillede i Aalborgs Vor Frelsers Kirke, malet 1904 af Carl Christian Ferdinand Wentorf (1863-1914). Nogle malere har valgt at lade Kristus stå som billedets eneste figur, andre har skildret ham omgivet af jævne mennesker, som modtager hans indbydelse, ja ligefrem hviler sig i hans skød og får hans fysiske kærtegn (således Jerndorffs alterbillede i Nykøbing Mors). For mig at se er Wentorf lykkedes særligt fint med at forene den nærværende menneskelighed med det åndelige og sakralt ophøjede hos Kristus. Vi ser mænd og kvinder, unge, gamle og børn – måske lokale modeller? – på livets pilgrimsvandring frem mod Kristus som kærlighedens og lysets kilde. Hans lys reflekteres i deres ansigter. Foldede hænder og ærbødighed i udtryk og gestik formidler en åndelig troserfaring til menigheden. Tak til kunstneren, der ellers ikke har malet kirkekunst, men genrebilleder og portrætter. Og tak til fotograf Niels Clemmensen.