2. søn. i adv. 1. rk. – Tegn i sol og måne og stjerner

Det svimler. Vi var netop så småt begyndt på indflyvningen til jul, men overrumples nu af teksten fra Luk. 21, som med apokalyptiske profetier stiller os verdens undergang i udsigt – “med tegn i sol og måne og stjerner”. Undergangsforventninger har bølget op og ned i kristendomshistorien. På Jesu tid var de højspændte, ved reformationstiden ligeså. Til de fleste tider har der såmænd været rimelige grunde til at forvente den gamle verdens snarlige undergang. Det var snarere undtagelsen end reglen, at undergangsfrygten i 1900-tallets første år veg for udviklingsoptimisme, og at ‘murens fald’ i 1989 fik Vesten til med lettelse at sænke skuldrene. Men hvad enten vi læser bibelen konservativt eller historisk-kritisk eller slet ikke, trænger undergangsbilleder sig igen ind på vores virkelighedsopfattelse i medfør af akutte klimaforandringer, stigende global ulighed og kyniske autokratiers ubærlige aggression: “på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen”. Nej, vores kendte verden er ikke evig, hverken den store eller den private. – Ikke desto mindre er den eksistentielle sandhed, at vi rummer et modigt håb, som trodser frygten og angsten. Håbet har mange skikkelser, det er problemløsende og handlekraftigt, og det er den stille tillid til, at alting ender godt. Det er fred i hjertet, uanset. Vi kan kalde håbet vores ukuelige messiasforventning. Den teologiske forsker Søren Holst har i sin fortrinlige lille bog “Messias” (i Bibelselskabets Håndbibliotek) skrevet, at messiasforventningen uden for kirkerummet især lever ‘som en legemliggørelse af, at der altid er håb, fordi der er en vilje til det gode, der stikker dybere i verden end alle de iøjnefaldende ulykker’. Håbet er her, mere eller mindre rationelt, mere eller mindre abstrakt, mere eller mindre samlet om et symbol, om en skikkelse. I kirken er messiasforventningen vendt mod det fortrolige ansigt: Menneskesønnens ansigt. Hos Jesus Kristus, død og opstanden, finder vi både viljen og kraften til det gode. Ikke blot nærværende i en minderig fortælling, men lysende “i herlighed” foran os. Oven over undergangsakkorden i Matt. 21 skal vi altså først og fremmest høre befalingen til at håbe: “ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” – I stedet for rædde at spejde efter tegn i sol og måne og stjerne, har vi lov at glæde os til fortællingen om julestjernen som symbolet for Gudsbarnets fødsel. Det er vores ‘ledestjerne’ som Grundtvig så fint har digtet om.

Flere steder finder vi glaskunst af Sven Havsteen-Mikkelsen med netop titlen “Tegn i sol, måne og stjerner”, mest udførligt i Ordrup Kirkes apsisruder fra 1969. Her møder vi en overdådighed af sol, måne og stjerner i opmuntrende varme farver. Den centrale rude bærer et stiliseret kors, der holder os fast på Kristus som ledestjernen, og vi kan også få øje på kors, trekant og andre gudssymboler i ruderne til venstre og højre. Betlehemsstjernen er der tydeligvis også. Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s