Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – Favnen

Jeg har netop set en video fra Ukraine, hvor Khersons befriede borgere står i den ødelagte by og omfavner deres trætte soldater: disse få, som har sat livet ind for de mange. “Djakuju, djakuju!” tak, tak! lyder det. Hvor megen angst og ulykkelighed skal ikke begraves i disse lange favntag? – – Omfavnelsen er en lykkelig livsytring, som intet liv bør mangle, særligt ikke det lille barns. Den er et pant på tilknytning og tillid. I omfavnelsen genfindes fodfæstet. Vi aflader stress og uro i favnen hos den, vi er tryg ved. Vi favner for at overvinde konflikter. Vi favner før og efter adskillelse og savn. Vi favner hinanden i sorger, hvor ordene svigter. Vi favner for at takke for den andens eksistens og værdi i vort liv. Ja, vores kram kan udtrykke en dybfølt glæde og tak for livet! – Men såvel som paradislængselen er paradistabet vores menneskelige vilkår. Den dybeste længsel handler måske om det helende og forsonende favntag, som kan råde bod på al livets eksistentielle ensomhed med dets byrde af skam og skyld, – og det er nok mere, end vi mennesker realistisk kan forlange af hinanden. Alligevel må vi ikke fortvivle, for som alle kirkeårets gudstjenester har tilsagt os, er Guds kærlighed til stede foran os med sin skabende og helende kraft, som en åben åndelig favn. – Grundtvig skriver i sine salmer en hel del om at favne – i Ånden: “Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn” hedder det i ‘Lovsynger Herren’. I andre salmer udfoldes det trøsterige i at favne nåden, troen eller bønnens ord, favne Fadervor: en slidstærk åndelig krammer, fyldt af tak for livet. –

Specielt til kirkeårets sidste søndag hører billedet af den indbydende Kristus, der står med åbne arme foran os, mens vi på livsrejsen stræber af sted, – eller bliver ved at se os om efter det, som undervejs gik i stykker for os. Kristus kender vore vilkår, vore skuffelser og vore svigt; han vil være vort livsvidne og vor ledsager i dag, i morgen og alle dage, og undervejs vil han løfte sløret for genåbningen af paradiset: “Kom til mig, alle I, som slider jeg trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.”

Til Jesuscitatet fra Matt. 11 knytter sig Danmarks mest ikoniske kirkelige kunstværk: Thorvaldsens Kristusstatue i Københavns Vor Frue. Forskellige anekdoter fortæller om, hvordan det gik til, at Kristus blev udformet netop sådan med udbredte, let løftede arme, klar til at modtage hver den, der kommer til ham. Nu kan vi måske dårligt forestille os andet. Skulpturen har afgørende præget vores forestilling om Kristus som den favnende. Thorvaldsens Kristus står endnu i kopi i snesevis af danske kirker, den er eftergjort i forskellige materialer, og den er også brugt som forlæg for mange konventionelle altermalerier. Et eksempel er det her viste alterbillede i Aalborgs Vor Frelsers Kirke, malet 1904 af Carl Christian Ferdinand Wentorf (1863-1914). Nogle malere har valgt at lade Kristus stå som billedets eneste figur, andre har skildret ham omgivet af jævne mennesker, som modtager hans indbydelse, ja ligefrem hviler sig i hans skød og får hans fysiske kærtegn (således Jerndorffs alterbillede i Nykøbing Mors). For mig at se er Wentorf lykkedes særligt fint med at forene den nærværende menneskelighed med det åndelige og sakralt ophøjede hos Kristus. Vi ser mænd og kvinder, unge, gamle og børn – måske lokale modeller? – på livets pilgrimsvandring frem mod Kristus som kærlighedens og lysets kilde. Hans lys reflekteres i deres ansigter. Foldede hænder og ærbødighed i udtryk og gestik formidler en åndelig troserfaring til menigheden. Tak til kunstneren, der ellers ikke har malet kirkekunst, men genrebilleder og portrætter. Og tak til fotograf Niels Clemmensen.