Kunst til kirkeåret

Ved lejlighed kan vi passende ransage os selv for tilbøjeligheder til at dæmonisere andre. – For tiden får vi lettest øje på de dæmoniseringer af historiske dimensioner, som skingrer i aggressorers retorik vedrørende modstandere, som de ikke kan tåle: Selv bombning af hospitaler forsvares som kamp mod terrorisme, nazisme – eller Antikrist for den sags skyld. Her er ikke tale om sædvanlige, hverdagslige gråtoner og gradsforskelle. Nej, store ord fra mytesproget bliver brugt og misbrugt i opgør på liv og død. – Luk. 11 beretter om dæmoniseringen af Jesus, hvis godhed havde et format, der fik den gamle verden til at skælve. Fastetiden viser Jesu kollision med det onde i dets mange skikkelser. I dagens evangelium uddriver Jesus en dæmon, dvs. helbreder en stum, så denne kan indgå i menneskers talende fællesskaber. Hans handling bringer liv og glæde og er entydigt god, eller hvad? Farisæere eller hvem det nu er (vi dæmoniserer måske farisæerne) konfronterer helbrederen og beskylder ham for at stå i ledtog med Beelzebul, dæmonernes fyrste. Jesus peger som svar på det selvmodsigende i at opfatte fordrivelsen af et onde som den ondes værk. Han er tværtimod et gudstegn: “Hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.” Som den der griber ind med Guds finger, er Jesus ikke bare forbillede, men et løfte om Guds endegyldige fylde. Guds fylde er mere end dæmoners fravær. I lignelsens form forklarer Jesus, at det gør ondt værre at uddrive onde ånder, hvis der bare efterlades tomrum. “Huset”, dvs. menneskers hjerter og fællesskaber skal fyldes af kærlighed, håb og tiltro til livets gode Gud. Jesus tegner et ‘enten-eller’ som den fundamentale modsætning mellem kærlighedens skabende og helende kræfter og destruktionens afmagt. Tekstens ‘enten-eller’ læser jeg ikke som en sortering af mennesker i to slags, men som et kompas, vi hver især må orientere os efter efter bedste evne – jævnfør det siden så skammeligt misbrugte Jesuscitat fra dagens tekst: “Den, som ikke er med mig, er imod mig”.

Jeg kender ikke noget kunstværk, der tydeligere viser livet som et ‘enten-eller’ end Bjørn Nørgaards skulptur “Nåleøjet” fra 2008. Nørgaards 5 m høje skulptur med den bibelske titel står på Søndergård Torv tæt ved Måløv Station. Den viser med to store symmetriske skaller kontrasten mellem godt og ondt, hvidt og sort, som spænder op mod hinanden uden at røre hinanden. Den mørke side er udført i sort granit med tolv fordybninger, hvorfra bæster med slangelemmer viser deres lede fremtoninger. Den anden side reflekterer lyset i rustfrit stål og åbenbarer tolv ranke engle på forhøjninger. En bro under springende vandstråler fører igennem skulpturen, så man kan løbe tværs over vandkunsten. – Hver især indeholder vi utvivlsomt både den mørke og den lyse side og behøver netop derfor et klart kompas i vores liv mellem dæmoner og engle. Bliver vi våde i vandkunsten, kan vi dertil benytte anledningen til at reflektere over vandets betydning – som renselse, genfødsel, dåb? – Fotos af skulpturen med og uden våde aktører kan findes på nettet.

Matthæustekstens kanaanæiske kvinde lider forfærdeligt, fordi hendes elskede barn er ramt af en sygdom, som hun er magtesløs overfor, – datterens “dæmon” betegner måske alvorlig psykisk sygdom. Og desto værre er kvindens lidelse, fordi hun som ikke-jøde er sat udenfor kulturelt og socialt. Markus oplyser, at hun er af syrisk-fønikisk herkomst og altså hører til landets før-jødiske befolkning. Scenen er henlagt til egnen om Tyrus og Sidon, hvor vi er i udkanten af det jødiske område, som er behersket af jødisk partikularisme. Jesus tænker i udgangspunktet som en jøde med fokus på specielt Israels frelse; det skal vi ikke bortforklare. – Paulus formulerer imidlertid i 50’erne umisforståeligt, at Kristusevangeliet også er for hedninge. Påsken sprængte ikke bare graven, men den religiøse partikularisme. ‘Guds tempel’ er efter Jesu offerdød og opstandelse ikke templet i Jerusalem, men det Kristustroende menneske. Kristendommen er blevet universalistisk. Denne universalistiske forståelse trænger også igennem i evangeliernes overlevering: På den ene side skjuler forfatterne ikke spændingen i forhold til det særligt jødiske, på den anden side pointerer de de opsigtsvækkende Jesuscitater, der foregriber at grænserne skal brydes ned. For sagde Jesus ikke selv, at Moselovens regler for renhed, mad og sabbat ikke var afgørende, og at Jerusalems tempelkult stod for fald? Og hjalp han ikke faktisk nogle hedninge til helbredelse, idet han anerkendte deres tro? – Iflg. Matt. 15 afviser Jesus indledningsvis den kanaanæiske kvinde, der beder for sit barn, men hun kaster al skam overbord og nægter at lade sig afvise. Kærligheden giver hende kræfter til at kæmpe, til Jesus genkender hendes tillidsfulde menneskehjerte og bønhører hende med ordene: ‘”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.’ Kristendommens Gud bevæges og bevæger sig. Der er forskellige slags monoteisme: Der er den forstenede monoteisme, hvor den eneste, evige Gud har talt, så ikke et ord står til at diskutere endsige ændre. Og så er der den treenige monoteisme, som er den dynamiske og relationelle samvirken af Fader, Søn og Helligånd: Treenig monoteisme betyder, at skabermagten blev et menneske, som kender og genkender hvad menneskelivet rummer af sorg og glæde, død og liv: Gud bevæges altså. Og treenig monoteisme betyder også, at Gud er Helligånd og som en levende, kommunikerende ånd i verden vekselvirker med mennesker i omskiftelige kulturer, hvor der fremdeles må tolkes og nytolkes: Gud bevæger sig altså. Fordi Gud aldrig er forstenet, genfortolkes til hver en tid evangeliets betydning for egengrupper, fremmedgrupper, mænd og kvinder, dig og mig ….

Det er ikke altid så let at identificere, hvilken helbredelsesberetning vi har med at gøre i et billede, men i det valgte maleri er det entydigt: Den knælende kvinde med det bønfaldende blik peger appellerende på en lille hund. Det er den kanaanæiske kvinde i samtale med Jesus, som (om forholdet mellem jøder og hedninge) siger, at det ikke er “rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, hvorpå kvinden insisterer: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Maleriet er både fortællende og inderligt. Der er røre og berørthed hos de omkringstående 12 disciple og hos de pårørende, siddende kvinder. Barnet i højre hjørne er måske den datter, det hele handler om? – Billedet blev malet af Hendrik Krock (1671-1738), som var hofmaler med enorm produktion på de kongelige slotte. Han rejste i lange perioder i Italien, og den italienske indflydelse fremgår da også af vor bibelske scenes flotte kulisser. – For øvrigt var det Hendrik Krock, som, kort før sin død, på Chr. 6. s opfordring grundlagde Det Kongelige Danske Kunstakademi. – Maleriet hænger på Vemmetofte Kloster i Faxe Kommune, et middelaldergods som blev købt af Chr. 5.’s dronning og år 1714 arvet af sønnen prins Carl, den 4. i arvefølgen til den danske trone. Prins Carl lod godset ombygge i barokstil. Andagtsrummet i den tidligere borgerstue blev nu indrettet som kirke med fornemt inventar. Endnu prydes det intime kirkerum af den store samling af Hendrik Krocks malerier fra 1705-17, som prins Carl tog med sig til Vemmetofte fra Blågård Slot i Kbh. – I dag er godset bolig for almindelige borgere, enlige eller par, og kaldes Vemmetofte Kloster, fordi det på initiativ fra prins Carls søster prinsesse Sophie i 1735 i pietistisk ånd blev institueret til adelens tiloversblevne, ugifte døtre som “Vemmetofte Adelige Jomfrukloster”. Foto: Claus Jensen.

Søndagens tekster giver os to forskellige fortællinger om et drama ved en skillevej. Det er hhv. syndefald-paradistabet iflg. 1. Moseb. og Jesu overvindelse af fristelsen i ørkenen iflg. Matt. 4. Dramaerne er ikke historieskrivning, de er meget mere end det: skarpt skårne billeder i mytisk sprogdragt af menneskers vilkår. Syndefaldet er også dit og mit. Verdenslitteratur og film har ofte deres omdrejningspunkt i skæbnesvangre valg ved livets skilleveje, og vi drages af ‘kontrafaktiske historier’, for tænk nu hvis…? – I dit eller mit personlige ‘lifemap’ gemmer sig også skilleveje, og først i en senere selvransagelse står det måske klart, hvor irreversible valgets følger blev: Hvad kostede det mig selv og andre, at jeg i den og den situation var mit eget ukærlige, hovmodige selv nærmest? En smukkere ‘kontrafaktisk historie’ er for altid tabt for den skyldige . – Og så alligevel: Der følger en fortælling om, at vi alligevel ikke er alene om at bære skyldens dødvægt, fordi evangeliet med tilgivelsen sætter et nyt fortegn. Den velgørende historie om Jesu fristelse i ørkenen viser os en skillevej med en Menneskesøn, der for kærlighedens skyld blev ved at sige nej til at søge sit eget. I stedet for bekvemmelighed og drømme om magt, ja verdensherredømme, udholdt Jesus sårbarheden, som førte ham ad korsets vej. Tro mod sin gudgivne opgave drev han fristelsen bort, og “engle kom og sørgede for ham”. Så blev vore menneskelige vilkår da ikke bare skyld og paradistab, men også et liv med nåde og håb.

Studerer vi kalkmalerier, kan vi boltre os i tegneserieagtige skildringer af Jesu møde med den skinbarlige djævel, som er forsynet med diverse umisforståelige attributter. Derimod er der et meget begrænset udvalg af nyere kirkekunst med Jesu fristelse i ørkenen som motiv. I Strøby Kirke har jeg fundet det relevante relief, hvor Satan bortvises. Han har ingen særlige kendetegn uden det at være mørk og krybende. Det sidste ord tilkommer den ranke Jesus med gylden glorie og rød kjortel: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren, din Gud og tjene ham alene'”. Relieffet er sammen med en lang række andre flotte bibelske scener opsat i tårnrummet efter Strøby Kirkes vellykkede restaurering. Tidligere sad reliefferne på stolegavlene. Så vidt jeg har kunnet opspore, er reliefferne skåret og stafferet i et samarbejde mellem kunstnerne Erik Gotlieb Pedersen fra Roskildeegnen (1888-1947) og Thorvald Petersen (1899-1988) fra Fyn. De samme kunstnere har skåret de 15 umalede eller afsyrede relieffer på alterbordsforsiden i Dåstrup Kirke. Det har ikke været mig muligt at finde eksakte tilblivelsesår. Foto: Claus Jensen.

Billedforedrag om Erik Heides kirkelige værk i “spændingsfeltet mellem det jordiske og det himmelske”

I næsten 70 år har billedkunstner Erik Heide beriget danske kirker med sin kraftfulde kunst. Senest fik Tarm Kirke i 2021 en ny og helt original aluminiumsprædikestol, udsmykket med vin-grene i bronze og guld som en reference til, at Jesus er det sande vintræ, menigheden grenene. Omkring 130 (!) kirker og kirkegårde huser nu Erik Heides usentimentale, stadigt mere enkle værker, som forunderligt nok alle virker helt rigtige på deres sted. Det er betagende, hvordan selv den groveste bearbejdning af de tungeste materialer kan skabe bevægende udtryk for Ånd, – hvilket ikke udelukker, at de også kan være skæve og tale til humoren. – Erik Heide har løst enorme opgaver i de forskelligste offentlige rum, og han bryder sig ikke om at blive kaldt kirkekunstner, men kirkekunstner er han, for så vidt han med sin person og sine værker identificerer sig med kirkens liv og “tro på korsets gåde” og genfortolker kirkens fortælling og symbolsprog med største autenticitet. – – I 1970’erne kendte vi særligt Erik Heide som lidelsens fortolker med Golgataudsmykningen i Skalborg Kirke og ekspressivt realistiske krucifikser. Senere satte den stoute romanske inspiration sig tydeligere igennem i hans kunst – i samklang med middelalderkirken i Flade på Mors, hvor kunstneren har boet det meste af sit liv og udset sig sit gravsted. Heides romanske kors i moseeg, bronze, guld o. a. er gennem årene blevet mange danske altres lysende pointe. Heide forklarer, at værkerne udfolder spændingsfeltet mellem det vandrette og det lodrette, mellem det jordiske og det himmelske, og konklusionen er, at det hænger uløseligt sammen. Om sin motivkreds siger Heide, at det “altid ender med påsken”, til trods for at han som billedhugger ikke kan komme opstandelsen nærmere end den tomme grav i granit eller det forsølvede ligklæde. Alligevel spejder vi ikke forgæves efter opstandelsens tegn, som når et granitkors på kirkegården er gennembrudt af spalter, der lader lyset trænge magtfuldt igennem. Erik Heides symbolsprog er klart og tilgængeligt. Vi ser de evangeliske arketyper som hyrden, porten eller hvedeakset stå rene og stærke, men også nye, talende symboler komme til såsom buret og fuglen. Fugle er tæt på at være et signaturmotiv for Erik Heide, hvis fugleflokke næsten trodser støbejernets tyngdekraft ved at brede vingerne ud og løfte sig mod himlen. – Nedenfor viser jeg Erik Heides kirkegårdslåge fra 2002 omkring den nye kirkegård i Tilsted ved Thisted. Synes de faldende blade ikke her at forvandle sig til fugle, der flyver mod himlen? – Det har for mig personligt været en fest at bruge de sidste vintermåneder på at samle frugter af fotoraids m m fra Heides kirker sammen til et struktureret billedforedrag. Nu er det klar! – og jeg er spændt på, hvem der har lyst til at se nærmere.

Ikke alle evangelier har noget at berette om Jesu første år, men alle kan fortælle om, hvordan hans offentlige fremtræden begynder med voksendåben: Jesus har formentlig fulgt den karismatiske prædikant Johannes Døberen og som mange andre fromme jøder modtaget dennes renselsesdåb i Jordanfloden til syndernes forladelse. Den begivenhed er og bliver en forlegenhed for evangelisterne, for behøver Jesus virkelig den, syndsforladelsen? – OK, Jesu dåb finder sted som en fællesskabshandling med alle os, som har tilgivelse behov -, men den er også særskilt som hans kaldelse og messianske indvielse. Efter at have modtaget Johannesdåben træder Jesus ud af Johannes’ asketiske discipelkreds og frem i sin egen gudgivne og givende væren. Han indvies til det lidelsesfulde drama på liv og død og liv, som venter ham – og som for altid sætter vore liv i perspektiv. Indvielsen fuldbyrder sig ved dåben som en skelsættende epifani, hvor himlen åbner sig, og Gud erklærer sin kærlighed: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Guds Ånd daler ned over Jesus som en due og udruster ham, i første omgang til den ørkenvandring, hvor han skal udholde sårbarheden i konfrontation med magtens fristelse, – hvad den følgende søndag skal handle om. – Lige her, fastelavns søndag, lader vi det lyse billede stå: Det er tid at fejre åbenbaringen af Menneskesønnen, som står under himlens lys i den glitrende flod og modtager Guds uforbeholdne kærlighedserklæring. – Derfra må vi tænke på vores egen dåb – og alle de andres – som en nådefuld spejling i dåbens vand og ord: Vi må turde leve vore sårbare liv i lyset af tilsagnet fra den åbne himmel, hvorfra Guds udtalte kærlighedserklæring lyder også for os.

Mange døbefonte er prydet af et billede af Jesu dåb. I Ansgars kirken i Aalborg ser vi scenen i et usædvanligt relief på marmorfonten, som billedhuggeren Paul Kiærskou omkring 1930 udførte til kirken, hvor han også skabte alterudsmykningen som et hovedværk. Øverst på dåbsrelieffet ser vi Helligåndsduen og himmellyset i form af en regnbue, derunder Døberen som øser vand over Jesu bøjede hoved. Sceneriet er usædvanlig følsomt og meditativt. Overøsningens gestus minder om et kærtegn og anskueliggør på en måde derved den guddommelige kærlighedserklæring. Ser Døberen lyttende ud? Glorien om Jesu hoved lader ingen tvivl om identiteten, men denne Jesus fremtræder så spinkel og sårbar, at vi måske også kan tolke ham som det generaliserede sårbare menneske, som kommer til dåb. Kunne det ikke være en konfirmand, der lige skal indhente den udskudte dåb før sin konfirmation? – Samtlige Paul Kiærskovs figurer bærer de samme let stiliserede, klassiske ansigtstræk med et indadvendt udtryk. Billedhuggerens gennemgående model er kunstneren Elof Risebye, der uofficielt var Paul Kiærskous partner. Psykisk lidelse og sorg var et vilkår for kunstnerparret. Den talentfulde Paul Kiærskou, som var medhjælp for kirkemaleren Joakim Skovgaard og fik afgang fra Kunstakademiet i 1925, fik kun få leveår: 1900-1933. Foto: Claus Jensen.