Billedforedrag om Erik Heides kirkekunst

Billedforedrag om Erik Heides kirkelige værk i “spændingsfeltet mellem det jordiske og det himmelske”

I næsten 70 år har billedkunstner Erik Heide beriget danske kirker med sin kraftfulde kunst. Senest fik Tarm Kirke i 2021 en ny og helt original aluminiumsprædikestol, udsmykket med vin-grene i bronze og guld som en reference til, at Jesus er det sande vintræ, menigheden grenene. Omkring 130 (!) kirker og kirkegårde huser nu Erik Heides usentimentale, stadigt mere enkle værker, som forunderligt nok alle virker helt rigtige på deres sted. Det er betagende, hvordan selv den groveste bearbejdning af de tungeste materialer kan skabe bevægende udtryk for Ånd, – hvilket ikke udelukker, at de også kan være skæve og tale til humoren. – Erik Heide har løst enorme opgaver i de forskelligste offentlige rum, og han bryder sig ikke om at blive kaldt kirkekunstner, men kirkekunstner er han, for så vidt han med sin person og sine værker identificerer sig med kirkens liv og “tro på korsets gåde” og genfortolker kirkens fortælling og symbolsprog med største autenticitet. – – I 1970’erne kendte vi særligt Erik Heide som lidelsens fortolker med Golgataudsmykningen i Skalborg Kirke og ekspressivt realistiske krucifikser. Senere satte den stoute romanske inspiration sig tydeligere igennem i hans kunst – i samklang med middelalderkirken i Flade på Mors, hvor kunstneren har boet det meste af sit liv og udset sig sit gravsted. Heides romanske kors i moseeg, bronze, guld o. a. er gennem årene blevet mange danske altres lysende pointe. Heide forklarer, at værkerne udfolder spændingsfeltet mellem det vandrette og det lodrette, mellem det jordiske og det himmelske, og konklusionen er, at det hænger uløseligt sammen. Om sin motivkreds siger Heide, at det “altid ender med påsken”, til trods for at han som billedhugger ikke kan komme opstandelsen nærmere end den tomme grav i granit eller det forsølvede ligklæde. Alligevel spejder vi ikke forgæves efter opstandelsens tegn, som når et granitkors på kirkegården er gennembrudt af spalter, der lader lyset trænge magtfuldt igennem. Erik Heides symbolsprog er klart og tilgængeligt. Vi ser de evangeliske arketyper som hyrden, porten eller hvedeakset stå rene og stærke, men også nye, talende symboler komme til såsom buret og fuglen. Fugle er tæt på at være et signaturmotiv for Erik Heide, hvis fugleflokke næsten trodser støbejernets tyngdekraft ved at brede vingerne ud og løfte sig mod himlen. – Nedenfor viser jeg Erik Heides kirkegårdslåge fra 2002 omkring den nye kirkegård i Tilsted ved Thisted. Synes de faldende blade ikke her at forvandle sig til fugle, der flyver mod himlen? – Det har for mig personligt været en fest at bruge de sidste vintermåneder på at samle frugter af fotoraids m m fra Heides kirker sammen til et struktureret billedforedrag. Nu er det klar! – og jeg er spændt på, hvem der har lyst til at se nærmere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s