Matthæustekstens kanaanæiske kvinde lider forfærdeligt, fordi hendes elskede barn er ramt af en sygdom, som hun er magtesløs overfor, – datterens “dæmon” betegner måske alvorlig psykisk sygdom. Og desto værre er kvindens lidelse, fordi hun som ikke-jøde er sat udenfor kulturelt og socialt. Markus oplyser, at hun er af syrisk-fønikisk herkomst og altså hører til landets før-jødiske befolkning. Scenen er henlagt til egnen om Tyrus og Sidon, hvor vi er i udkanten af det jødiske område, som er behersket af jødisk partikularisme. Jesus tænker i udgangspunktet som en jøde med fokus på specielt Israels frelse; det skal vi ikke bortforklare. – Paulus formulerer imidlertid i 50’erne umisforståeligt, at Kristusevangeliet også er for hedninge. Påsken sprængte ikke bare graven, men den religiøse partikularisme. ‘Guds tempel’ er efter Jesu offerdød og opstandelse ikke templet i Jerusalem, men det Kristustroende menneske. Kristendommen er blevet universalistisk. Denne universalistiske forståelse trænger også igennem i evangeliernes overlevering: På den ene side skjuler forfatterne ikke spændingen i forhold til det særligt jødiske, på den anden side pointerer de de opsigtsvækkende Jesuscitater, der foregriber at grænserne skal brydes ned. For sagde Jesus ikke selv, at Moselovens regler for renhed, mad og sabbat ikke var afgørende, og at Jerusalems tempelkult stod for fald? Og hjalp han ikke faktisk nogle hedninge til helbredelse, idet han anerkendte deres tro? – Iflg. Matt. 15 afviser Jesus indledningsvis den kanaanæiske kvinde, der beder for sit barn, men hun kaster al skam overbord og nægter at lade sig afvise. Kærligheden giver hende kræfter til at kæmpe, til Jesus genkender hendes tillidsfulde menneskehjerte og bønhører hende med ordene: ‘”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.’ Kristendommens Gud bevæges og bevæger sig. Der er forskellige slags monoteisme: Der er den forstenede monoteisme, hvor den eneste, evige Gud har talt, så ikke et ord står til at diskutere endsige ændre. Og så er der den treenige monoteisme, som er den dynamiske og relationelle samvirken af Fader, Søn og Helligånd: Treenig monoteisme betyder, at skabermagten blev et menneske, som kender og genkender hvad menneskelivet rummer af sorg og glæde, død og liv: Gud bevæges altså. Og treenig monoteisme betyder også, at Gud er Helligånd og som en levende, kommunikerende ånd i verden vekselvirker med mennesker i omskiftelige kulturer, hvor der fremdeles må tolkes og nytolkes: Gud bevæger sig altså. Fordi Gud aldrig er forstenet, genfortolkes til hver en tid evangeliets betydning for egengrupper, fremmedgrupper, mænd og kvinder, dig og mig ….
Det er ikke altid så let at identificere, hvilken helbredelsesberetning vi har med at gøre i et billede, men i det valgte maleri er det entydigt: Den knælende kvinde med det bønfaldende blik peger appellerende på en lille hund. Det er den kanaanæiske kvinde i samtale med Jesus, som (om forholdet mellem jøder og hedninge) siger, at det ikke er “rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, hvorpå kvinden insisterer: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Maleriet er både fortællende og inderligt. Der er røre og berørthed hos de omkringstående 12 disciple og hos de pårørende, siddende kvinder. Barnet i højre hjørne er måske den datter, det hele handler om? – Billedet blev malet af Hendrik Krock (1671-1738), som var hofmaler med enorm produktion på de kongelige slotte. Han rejste i lange perioder i Italien, og den italienske indflydelse fremgår da også af vor bibelske scenes flotte kulisser. – For øvrigt var det Hendrik Krock, som, kort før sin død, på Chr. 6. s opfordring grundlagde Det Kongelige Danske Kunstakademi. – Maleriet hænger på Vemmetofte Kloster i Faxe Kommune, et middelaldergods som blev købt af Chr. 5.’s dronning og år 1714 arvet af sønnen prins Carl, den 4. i arvefølgen til den danske trone. Prins Carl lod godset ombygge i barokstil. Andagtsrummet i den tidligere borgerstue blev nu indrettet som kirke med fornemt inventar. Endnu prydes det intime kirkerum af den store samling af Hendrik Krocks malerier fra 1705-17, som prins Carl tog med sig til Vemmetofte fra Blågård Slot i Kbh. – I dag er godset bolig for almindelige borgere, enlige eller par, og kaldes Vemmetofte Kloster, fordi det på initiativ fra prins Carls søster prinsesse Sophie i 1735 i pietistisk ånd blev institueret til adelens tiloversblevne, ugifte døtre som “Vemmetofte Adelige Jomfrukloster”. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 