Ikke alle evangelier har noget at berette om Jesu første år, men alle kan fortælle om, hvordan hans offentlige fremtræden begynder med voksendåben: Jesus har formentlig fulgt den karismatiske prædikant Johannes Døberen og som mange andre fromme jøder modtaget dennes renselsesdåb i Jordanfloden til syndernes forladelse. Den begivenhed er og bliver en forlegenhed for evangelisterne, for behøver Jesus virkelig den, syndsforladelsen? – OK, Jesu dåb finder sted som en fællesskabshandling med alle os, som har tilgivelse behov -, men den er også særskilt som hans kaldelse og messianske indvielse. Efter at have modtaget Johannesdåben træder Jesus ud af Johannes’ asketiske discipelkreds og frem i sin egen gudgivne og givende væren. Han indvies til det lidelsesfulde drama på liv og død og liv, som venter ham – og som for altid sætter vore liv i perspektiv. Indvielsen fuldbyrder sig ved dåben som en skelsættende epifani, hvor himlen åbner sig, og Gud erklærer sin kærlighed: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Guds Ånd daler ned over Jesus som en due og udruster ham, i første omgang til den ørkenvandring, hvor han skal udholde sårbarheden i konfrontation med magtens fristelse, – hvad den følgende søndag skal handle om. – Lige her, fastelavns søndag, lader vi det lyse billede stå: Det er tid at fejre åbenbaringen af Menneskesønnen, som står under himlens lys i den glitrende flod og modtager Guds uforbeholdne kærlighedserklæring. – Derfra må vi tænke på vores egen dåb – og alle de andres – som en nådefuld spejling i dåbens vand og ord: Vi må turde leve vore sårbare liv i lyset af tilsagnet fra den åbne himmel, hvorfra Guds udtalte kærlighedserklæring lyder også for os.
Mange døbefonte er prydet af et billede af Jesu dåb. I Ansgars kirken i Aalborg ser vi scenen i et usædvanligt relief på marmorfonten, som billedhuggeren Paul Kiærskou omkring 1930 udførte til kirken, hvor han også skabte alterudsmykningen som et hovedværk. Øverst på dåbsrelieffet ser vi Helligåndsduen og himmellyset i form af en regnbue, derunder Døberen som øser vand over Jesu bøjede hoved. Sceneriet er usædvanlig følsomt og meditativt. Overøsningens gestus minder om et kærtegn og anskueliggør på en måde derved den guddommelige kærlighedserklæring. Ser Døberen lyttende ud? Glorien om Jesu hoved lader ingen tvivl om identiteten, men denne Jesus fremtræder så spinkel og sårbar, at vi måske også kan tolke ham som det generaliserede sårbare menneske, som kommer til dåb. Kunne det ikke være en konfirmand, der lige skal indhente den udskudte dåb før sin konfirmation? – Samtlige Paul Kiærskovs figurer bærer de samme let stiliserede, klassiske ansigtstræk med et indadvendt udtryk. Billedhuggerens gennemgående model er kunstneren Elof Risebye, der uofficielt var Paul Kiærskous partner. Psykisk lidelse og sorg var et vilkår for kunstnerparret. Den talentfulde Paul Kiærskou, som var medhjælp for kirkemaleren Joakim Skovgaard og fik afgang fra Kunstakademiet i 1925, fik kun få leveår: 1900-1933. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 