Tilværelsen melder sig for os som opgaver, vi er nødt til at forholde os til. Den meget sammensatte prædiketekst fra Matt. kap. 21 indeholder bl.a. forskellige lignelser om at måtte arbejde i Guds vingård. Det er ikke kønne billeder, vi får af vingårdens arbejdere, altså af mennesker som os med opgaver i livet: Den ene siger alt det rigtige, men lader det blive ved snakken; den anden afviser forlods opgaven, men fortryder siden og tager så ansvaret op. Den store vingårdslignelse fortæller, at ’forpagtere’ under ejerens fravær får ansvar for vingården som en verden med rige muligheder. Forinden har den omsorgsfulde vingårdsejer sat hegn og lagt alt til rette, så forpagterne kan plante, vande og høste med håb. Alt er betroet dem – en tid. Men i deres grådighed bilder forpagterne sig nu ind, at de ejer det hele og kan gøre med det, hvad de vil. Med alle midler lukker de munden på enhver, der minder dem om, at der forestår et regnskab med vingårdens skaber.
Vi forstår, at vingården er billede på hele det menneskelige mellemværende med Gud, med ophav og med omgivelser, som mennesker ikke bare skylder sig selv. Gud elskede først, og menneskers opgave er at forrente kærligheden. Afsindige ’forpagtere’ af den givne livsverden trodser gudgivne opgaver ved kun at have øje for egen kortsigtet vinding. I stedet for at spørge om, hvem man kan tjene, spørges der om, hvad man kan tjene, og hvem man kan tjene på. Billedet af ubændig menneskelig grådighed kan så let eksemplificeres. Jeg kunne gå i selvsving med dagsaktuelle eksempler på menneskers blasfemiske profitmaksimeringer og fatale overmod, men overlader de konkrete udlægninger til min læser.
Der har ikke manglet advarsler: Mattæus udfolder lignelsen allegorisk sådan, at Gud har sendt profeter, prædikanter og til sidst sin egen søn til verden med budskab om menneskers rette ansvar og skyldighed; vi har set, hvordan det gik. Men budskabet skal gentages: Vi har lov at bruge den forunderlige verden rationelt og driftigt, men vel at mærke også retfærdigt, kærligt og ydmygt i forhold til livets betroede gaver. Vi står med vores righoldige livsverden i hænderne, og vi kan kreativt præge den til det bedre eller til det værre, men i alt fald har vi den kun til låns i vores korte øjeblik på jorden. –
Hvor blev nu evangeliets ’glædelige budskab’ af? Jo det er der! Jesus fortalte om de vrangvendte med det hidtil misbrugte liv, at de “angrede og troede” og fandt ”vejen til retfærdighed”, og blandt de første ”skal gå ind i Guds rige”, altså ind i den virkelighed, hvor kærligheden råder. Således opmuntrede…
Mit valg af kunst til dagen faldt på Astrid Noacks (1888-1954) værk fra o. 1950: “Ung mand der planter et træ”. Sent i livet skabte kunstneren skulpturen som – med egne ord – “symbol på det groende livs sejr”. Der plantes med håb, og kunstværket er opbyggeligt. Med denne enkle, knælende figur har kunstneren givet os et livsbekræftende billede af menneskets virke i harmonisk forbindelse med jord, plante og dyr. Set med mine øjne har den værdige og ligefrem højtidelige skulptur en stærk åndelig kvalitet. Kunstneren er hverken effektsøgende eller detaljerig, men finder med sine arketypiske figurationer ind til menneskelivets universelle kerne. Skulpturen har hjemme ved kunstnerens atelier i Rådmandsgade, Kbh., og på plænen foran Tønder Kunstmuseum står en kopi i bronze. Foto er fundet på nettet. – Kunstnerens mest berømte værk er i øvrigt “Det korsfæstede menneske” fra besættelsestiden, som formedelst sin nøgenhed var omdiskuteret, men heldigvis nu kan beundres i Løgumkloster. Se nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K
Nedenfor ses Astrid Noacks skulptur, der opr. blev skabt som mindesmærke for de faldne fra 9. april 1940.
