Tag: praediken

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Fest og fylde.

Vi kan tænke tilbage på nogle af de fester, vi gennem livet har været med til, som har været af så mange slags: Der har været kaotiske fester, kedelige fester, platte fester… Der var festen, hvor æresgæsten tog fejl af datoen. – Festen, hvor korrektheden blev opretholdt, men ingen følte sig velkommen. – Festen med sejle-op-ad-åen-tvang og nytårshatte trukket ned over apatiske og deprimerede ansigter. – Der var fester, som gik fejl af målet, fester hvor tomheden larmede, og fester der næsten mirakuløst lykkedes på trods.  

Som værter gør vi os måske stor umage for at forkæle alle sanser med blomster, god mad og drikke, musik og sang, måske dans, velvidende at den forunderligt dybe glæde, som alle længes efter at få en dråbe af, ikke er garanteret af hverken penge eller arbejdstimer. Skal vi svare på, hvad der gør en fest god, famler vi lidt med ordene. Kan vi indkredse glædesdråbens særlige essens med ord som varme og humor, samklang, resonans, samhørighed og meningsfylde, tilmed højtid? Ja højtid, for i festtaler kan man få sagt de store ord om kærlighed, trofasthed og offervilje, som er for dyre at rutte med i hverdagen. På festens dag i livets, årets eller ugens cyklus må himlen kysse jorden og skænke tilværelsen den både livsbekræftende og evige dimension, som kirken kalder velsignelse. Der kan så også være plads til stilhed.

Vi læser dagens tekst fra Joh. 2, en af epifaniteksterne, hvor Jesus åbenbarer Guds generøsitet og dermed sig selv. Han udfører sin første tegnhandling ved at redde en bryllupsfest. Da hans time er kommet, forvandler han vand til vin og skaber undren og glæde. Vi forstår, at der er mere på spil end rigeligt med god vin i glassene. Hvor han er, kan der ikke være tomhed. Han skænker velsignelse med en evighedsdimension. Festens anledning, et bryllup, er allerede pant på samhørighed mellem mennesker indbyrdes. Jesus føjer dertil glæden ved samhørigheden mellem Gud og mennesker.

Til helligdagen har jeg valgt en af Stefan Viggo Pedersens ruder i koret i Mariakirken, Vesterbro. Ruden har en prominent placering på altervæggen som pendant til et opstandelsesbillede, og relevansen ved alteret er klar: Motivet forbinder sig både med kirkens brudepar og med nadveren, hvor enhver er indbudt til at komme op og række sit tomme bæger frem. Når jeg søndag efter søndag lader mit blanke, tomme bæger fylde af funklende vin, giver det intense øjeblik mig en dråbe af glæde, som både er sansning og symbol. Hvor Kristus er, kan tomheden ikke være. Over sansningen lyder nemlig Guds dyre ord om kærlighed, troskab og offervilje.

Stefan Viggo Pedersens ruder fra 1958 viser hans kraftfulde og sikre figurtegning, udsat for lysets farveglød i glasmaterialet. Hans skikkelser fremtræder dynamiske i plastisk bevægelse, som Kristus her, der træder til og kommer os i møde, Han bøjer sig frem mellem tjeneren og den iagttagende Maria med en velsignende gestus over vinen. På hans anden side ses det urolige brudepar. Stefan Viggo Pedersen, 1891-1965, var veluddannet, dels som søn af den fremragende genremaler Viggo Pedersen, der var assistent for Joakim Skovgaard, dels på akademiet som elev af Wanscher, der delte ud af sin fortrolighed med renæssancens idealer. Udsmykningen af Mariakirken er kunstnerens hovedværk, mindre i kraft af disse smukke ruder end i kraft af hans store malerier, som beriger kirkens vægge med en epokegørende skitseagtig klassisk modernisme. Intet under, at Stefan Viggo Pedersen fik masser af kirkelige opgaver.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 1. rk. – “midt iblandt jer står en, som I ikke kender.”

Kristus incognito? Kristushistorien må begynde et sted, ja den har så at sige en dobbelt begyndelse: Metafysisk begynder Kristushistorien i Guds evighed, tidløs som Guds skabende og forløsende kraft. Verdenshistorisk begynder Kristushistorien nok ved, at Jesus som suveræn elev i et religionssensitivt miljø skiller sig ud af Johannes Døberens discipelkreds. Den kristne fortælling lader os vide, at den karismatiske Johannes lytter og undres, han genkender hos sin elev Guds Ord og Ånd, han forstår, at himlen er åben over Jesus. Johannes må give stafetten videre og investere sig selv i at vise ud over sig selv. I ørkenen eller ved jordanfloden prædiker han troligt: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender. Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”(Joh.1). Hvor Jesus tager ordet, er verden ikke mere helt den samme, den himmelske kærlighed tegner sig som verdens mulige fortegn, og Johannes er på sporet.

Kristus incognito? Det er et velkendt tema i flere bibelske fortællinger, at den opstandne Kristus ikke altid uden videre er genkendt af mennesker, som møder ham og slår følge med ham. – Som barn fornemmede jeg det magiske i tanken om, at der i menneskemængden kunne være en Kristus til stede, som vi ikke havde genkendt. Det kunne gøre tilværelsen dyb og betydningsfuld at tænke på Kristus som ukendt vidne og aktør i vores almindelige liv: Var det ham, der trøstede et ulykkeligt barn? Var det ham, der fik stridbare søskende til at forsones? Gennemskuede han min falskhed? Jeg måtte gøre mig mere umage …Det var ikke så dumt. – Tilbage for den mere affortryllede voksne tanke bliver, at Kristus står midt iblandt os som et righoldigt, livsdueligt budskab, stadig Guds Ord: Når fremtidsangsten knuger os, er han et budskab om fred. – Når materialismen drukner os, er han et budskab om ikke at leve af brød alene. – Når alt for mange, velbegrundede juleindsamlinger får os til at lukke hjerterne, er han et budskab om, at ’hvad vi gør mod disse mindste brødre, gør vi mod ham’. Sådan står han stadig midt iblandt os, om også vi dårligt vil kendes ved ham. Himmelsk kærlighed tilbyder sig stadig som livets fortegn, muligt verdensomvæltende.

Den historiske Jesus skilte sig som et menneske blandt mennesker ikke ud med tryllestøv og blingbling, men når troens sprog skal omtale ham, må han svøbes i myters, legenders og hymners poesi, og når kirkens billedkunstnere vidner om ham, skildres han typisk med glorie og et lys, der spreder skyerne. Således også hos billedkunstneren C. N. Overgaard (1851-1929), hvis skønvirkeprægede glasmosaikrude fra 1896 i tårnrummet i Sneslev Kirke ved Ringsted viser Johannes Døberens tilbedelse af den metafysiske, ikoniske Kristus. Den knælende Johannes kan være menighedens identifikationsfigur. C. N. Overgaard var den meget habile lærer på Kunstakademiet, efterspurgt kirkekunstner med glaskunst og undertiden maleri, men vel for konventionel i sin stil til at få stjernestatus i en eftertid. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i advent, 1. rk. – “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Dansk kirkekunst har kun få og i praksis ret utilgængelige skildringer af den fængslede Johannes Døberen, der sender sit spørgsmål til Jesus: Dels billedskærer Hans Dreyers relief fra 1637 i det overdådigt udsmykkede Holckenhavn Slotskapel ved Nyborg. Se foto nederst på min hjemmeside https://Kirkekunst.net/K  Dels Rudolf Rud-Petersens gribende maleri fra 1915, som er i Vartovs eje. Sidstnævnte har jeg allerede tidligere vist til denne søndags tekst, men her kommer det igen i udsnit: Det viser Johannes siddende i fangekælderens mørke, mens en budbringer udefra kommer ind med en lygte. Lyset fra lygten kalder kunstnerens billede frem af mørket – og symboliserer, at evangeliet fra Jesus også vil lyse over Johannes’ sjælelige mørke. Fotos: Claus Jensen.

Iflg. adventsteksten fra Luk. 4 har Jesus identificeret sig selv med messianske citater: ”Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord fra Herren.” (Luk. 4). Kan Jesus nu i Matt. 11 stå på mål for sine løfterige ord? Johannes Døberen, som har peget på Jesus, er kastet i Herodes’ fængsel. Af et rent hjerte har han talt magten imod, og nu sidder han i venteposition på dødsgangen og kan gruble over, hvad der blev af nådeåret og de undertryktes frihed? Ikke bare dødsangst kan tære Johannes, men tvivl: Er han gået fejl af Gud? – Mens vi læser om den fængslede Johannes, løber nyheder ind om vor egen tids fanger fra Assads torturinstitutioner i Syrien. Grusomhederne her har måske overgået selv Herodes’, der ellers gennem 40 år opretholdt ro i Palæstina ved sit rædselsregime. Nu rystes vi af de aktuelle billeder af syriske fangers befrielse og af de tilstrømmende pårørende, som forgæves søger efter tusinder af tilfangetagne, for hvem befrielsen kom for sent. Vi kan forestille os fanger i mørket, der vantro har set dørene blive slået op, uden at ane om den indtrængende var endnu en bøddel eller en frihedskæmper. Historien må ære både levende og døde samvittighedsfanger; de var på rettens side under diktaturet og således befrielsens forløbere. Deres blod og de pårørendes tårer banede vejen for tyrannens endelige fordrivelse. Med en blanding af håb og ængstelse følger vi informationerne om den syriske modstandsbevægelse: Bringer den i sandhed frihed til Syrien – eller bare nye voldsregimer? Handlinger og ikke titler er afgørende. Vil det gode liv komme til at blomstre? – Tilbage til søndagsteksten: Johannes stiller fra dybet sit spørgsmål til Jesu messianitet: ”Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det voksende mørke omkring Johannes kan friste ham til at forarges på Jesus. Johannes’ påtrængende spørgsmål til Jesus besvares ikke med et ja eller nej eller med en kristologisk titel, men med en henvisning til det liv, der udfolder sig, hvor Jesus taler og handler. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. og salig er den, der ikke forarges på mig.” – Og Jesus giver den fængslede Johannes al oprejsning fra højeste sted som den største befriers forløber: ”Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Billedkunst kan forkynde, salmekunst ikke mindre. Lad mig bringe nogle af salmedigter Niels Johansens vers til dagen: … “Så er jeg for træt til at bede, / og lyset blir mørke i mig. / Jeg ved, jeg skal søge og lede, / men hvor er de vejløses vej?/ – Et sted i det inderste mørke / dér hviskes et trøstende ord, / og kilden, udtørret af tørke, / blir vakt i min skorpede jord./ – Jeg kender den fremmedes stemme, / en stemme, der lukker sig ind: / Mit barn, du er fundet og hjemme, / med sorgen og angst i dit sind”…Niels Johansens salme slutter med linjen: “Jeg tror, når du selv ikke tror.” Troen er det mørke, hvori Kristus lyser.