Kunst til kirkeåret

 
Ovenfor ses Jais Nielsens døbefont fra 1951, Sct. Morten, Randers.
Claus Jensen har fotograferet opslagets billeder

JESU DÅB  i Jordanfloden fortælles som en overraskelse: Sammen med de mange bodfærdige mennesker der tiltrækkes af johannesdåben, lader Jesus sig døbe. Med Jesu dåb ved indledningen til hans offentlige fremtræden følger erfaringen af hans åbenbarede udvælgelse: Himlen åbner sig, Guds ånd neddaler som en due, og himmelrøsten proklamerer: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Evangelierne er ikke enstemmige om, hvem der var vidne til åbenbaringen, men i alt fald er kristentro ensbetydende med at bekræfte udsagnet, og Jesu dåb er et af kirkekunstnernes yndlingsmotiver.

Fortællingen er prædiketekst til fastelavn og indgår ikke i kirkens dåbsritual. Alligevel klinger den med, når der holdes dåb, og samhørigheden mellem Kristus og dåbsbarn besegles, i lyst og nød, trods synd og død. Når dåben modtages, hvad enten det nu er barnedåb, konfirmanddåb eller drop-in-dåb, må det ske i tiltro til, at himlen atter åbner sig over døbefonten, og tilsagnet genlyder: “Også dette barn er min elskede søn eller datter”…

Jesu dåb er et motiv, der kan forekomme som udsmykning på og ved døbefonte. Efter reformationen lader man på nye måder inventaret fremhæve dåbens betydning. Nogle kirker får rigt udskårne døbefonte, som undertiden kan være indhegnet af en fornem fontelukkelse eller fremhævet af en fin, nedhængende dåbshimmel.

I Sct. Mortens kirke i Randers har der successivt været flere fonte. I 1695 indhegnedes fonten af et stort panel, som Lauritz Jensen, Essenbæk, forsynede med en række relieffer med mere eller mindre dåbsrelaterede motiver i guldstafferet egetræ. Fontelukkelsen er i dag sat til side, men bevaret, så vi bl.a. kan beundre nedenstående felt med Jesu dåb. Her ses en meget manifest og talende Gudfader som lysets og åndens kilde med klode i hånd og dynamisk sus i kappen.

I 1951 fik Sct. Mortens Kirke en ny døbefont, som her er vist øverst. Det er et meget smukt keramisk værk af Jais Nielsen (1885-1961), hvor en af siderne netop viser Jesu dåb. Kunstneren følger delvist en byzantinsk ikonografi, hvor Kristus med korsglorie ses mellem dåbsengelen, der bærer hans klædning, og Døberen i kameluld. I midteraksen øses vand over Kristus af Døberens hånd, fra venstre flyver duen ind med Åndens lys. Teksten på latin er et uddrag af dåbsritualets tekst fra Matt. 19 om ikke at hindre børnene i at komme til Jesus, så sandt Guds rige er deres [Sinite parvulos nolite eos prohibere ad me] venire talium est [enim regnum caelorum].

– Der er altså godt 250 år mellem Sct. Mortens to dåbsbilleder.

Mit tredje eksempel på en fremstilling af Jesu dåb, som jeg viser nedenfor, hidrører fra Auning Kirke, Norddjurs, og er ligeledes skabt o. 1700. Den pragtfulde font og fontehimmel er udskåret i stilen akantusbarok af ukendt kunstner. Bemærkelsesværdig er her det skulpturelle tableau med Jesu dåb, der bag de dekorative akantusblade pryder fontehimlen.

Men Jesu dåb vises mange andre steder end på døbefonte –

Holckenhavn har to relieffer med Jesu dåb, o. 1635. Her vises udsmykning over døren til prædikestolen

Hans Dreyer(måske) relief over indgangen til prædikestolen, Holckenhavn 
Kapel. Foto: Claus Jensen

Foto Niels Clemmensen

SÆDEMANDEN  –  I Markus’ første store lignelse knytter Jesus – som så ofte – til ved landbrugskulturens erfaringer; men han sprænger straks rammerne for sund landmandsfornuft! Pointen i evangeliet er igen den handlende Guds overraskende ubekymrede generøsitet: Ingen jordbund er for værdiløs til at blive rundhåndet tilsået, dvs. evangeliet VIL ødsles på alle og enhver, og udkommet kan blive større end det største håb. Tekstens efterfølgende allegorisering over forkyndelsens forskellige modtagergrupper lægger intet til og trækker intet fra.

Lignelsen om sædemanden har i fin form overlevet flytningen til vor anderledes kultur. Ikke mindst er det lykkedes kunstneren Peter Brandes at aktualisere motivet med stor kraft. – Her søger jeg dog tilbage i kirkekunsthistorien og viser den ældste danske fortolkning af Sædemanden, jeg har kunnet finde. Den kan ses i sdr. sideskib ved orgelpulpiturets vestende i Budolfi Kirke, Aalborg. Maleren er ukendt, men vi ved, at det lille maleri er fra 1700tallet og indgår i en række af pietistiske motiver. Maleren går direkte til fortolkningen: Sædemanden er den milde og lysende Kristus, og guldkornenes modtagere er menneskehjerter. Det pædagogiske maleri er lidt rebusagtigt, men ikke så gådefuldt indforstået som mange pietistiske emblemer. – Mange tak til Niels Clemmensen for foto og info.

Formentlig er maleriet nogenlunde samtidig med den store pietistiske poet og biskop Hans Adolf Brorson (1694-1764), der med inderlige følelser og friske sansninger digtede om netop hjertet som menneskets levende inderste. I mindst 24 af Brorsons salmer i DDS skriver han om – eller oftere til – menneskehjertet som arena for dybe følelser, for selvransagelse og renselse, for valg og for  kamp. Ikke mindst opfordrer han hjertet til at tro og favne nåden, takke og glæde sig, ja netop glæde sig “af hjertens grund”! Jeg kan ikke modstå fristelsen til at citere et ret mundret, uimodståeligt morsomt Brorsonvers fra salme 389:

“Guds riges evangelium/ er sødt som honningkage; når det kun får i hjertet rum, at man det ret kan smage, da er det sjælens honningmad,/ gør hjertet let og mæt og glad/ og smukt i Jesu øjne”

 

 

SÅDAN SKAL DE SIDSTE BLIVE DE FØRSTE OG DE FØRSTE DE SIDSTE

Vi har forladt kirkeårets helligtrekongertid og nærmer os faste- og påsketid med to overgangssøndage: septuagesimasøndag og sexagesimasøndag (dvs. hhv. ca. 70 og ca. 60 dg. før påske). Her møder vi – endelig – Jesus som en fortæller for Herren med nogle evangeliske kernelignelser: Først “Arbejderne i vingården”. Her er evangeliet, at den arbejder der kun har arbejdet en time, urimeligt gavmildt får fuld dagsløn – til nogen fortrydelse for ham som har slidt hele dagen uden at få mere. Den generøse vingårdsejer bringer evangeliets (forståeligt) selvretfærdige opponent til tavsheds med replikken: …“har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?”. Kristendommens Gud bruger ikke regneark, men forærer os den befriende modfortælling til alverdens nøjeregnende kalkuler.

Lis Stoltenbergs bemalede trærelief fra 1983-84 hænger i Jyderup Kirke. Det fortolker gudsrigeslignelsen om Arbejderne i vingården i en indtagende naivistisk stil. I disse uger er det 100 år siden, maleren og billedhuggeren Lis Stoltenberg (1919-2003) blev født. Hun blev undervist af Elof Risebye, men havde sin egen motivverden, herunder bibelske lignelser. Til Billund Kirke har hun udført en fortolkning af lignelsen om De kloge og de ukloge jomfruer.

Lignelser blev yndede motiver i kirkekunsten, men først fra midt i 1800tallet, da den danske guldalder havde udvidet motivkredsen. De første 300 år efter reformationen var en lignelsesfortolkning en sjælden undtagelse i danske kirker, som overvejende anskueliggjorde trosbekendelse og gudstjenesteritualer.

 

Foto: Claus Jensen - se også nedenfor

FORKLARELSEN PÅ BJERGET

… “han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.”… Tre af evangelierne beretter om, at Jesus tager nogle disciple med op på et bjerg i Galilæa (Tabor) og der åbenbarer sig som Guds lys. Jesus samtaler heroppe med Moses og Elias, hvorved han sætter Loven (Moses) og Profeterne (Elias) fra det gamle testamente i nyt lys. Jesus er undervejs til Jerusalem og har forudgående talt til disciplene om lidelse,død og selvfornægtelse, og middelbart før og efter bjergbestigningen påkalder konkrete lidende mennesker sig som altid gruppens opmærksomhed. Visionen på bjerget er således ikke en eskapisme fra livets og dødens tyngde, men er et nådefuldt glimt af Guds nærvær og kraft. Det er en opstandelsesvision og en mystisk kilde til håb, som udruster til den videre, svære rejse. Hvordan udholde at gå gennem et ubærligt mørke uden at kende det suveræne lys?

Disciplene ville helst dvæle i ‘den 7. himmel’ og fremsatte forvirrede forslag om at bygge huse til lyksaligheden… Den protestantiske teologi har tilsvarende haft det akavet med den særlige metafysiske oplevelse. Her er pointen, at Guds lysende nærhed ikke er en eksklusiv og elitær erfaring, men en tilgængelig virkelighed for os alle med ordets forkyndelse.

De østkristne kirker har med langt mindre forlegenhed udvalgt Forklarelsen = Metamorfosen som et kernemotiv, angiveligt ikonmalernes svendestykke. Den ortodokse kirke har udviklet en lysets teologi og vedtog i 14. årh. dogmet om ‘det uskabte lys’. F. eks. tænkte Athosteologen Gregorius, at hele universet er gennemtrængt af guddommelig energi, som muliggør mystikkens direkte gudsforbindelse og menneskets forvandling ved hjælp af energien fra det guddommelige lys…

I danske kirkers billedkunst forekommer motivet hist og pist, og det har faktisk fået fornyet interesse i vor spirituelt interesserede nutid, hvor fx Brandes og Engelhardt har taget det op. Jeg vælger her at vise udsnit af et par af de ældste forekomster, dels et epitafium fra 1600 fra Visborg Kirke, dels et alterbillede fra o. 1703 fra Lomborg Kirke, begge med indskrifter med reference til Guds proklamerende ord på Tabor bjerg: “Denne er min Søn, den elskede”.

Først epitafiet ovenfor: Det blev malet til minde om Jacob Seefeld og hans to hustruer af slægterne Rosenkrants og Bilde, hvoraf den første døde ganske ung. Som billede med opstandelseshåb giver Forklarelsen god mening på en mindetavle. Epitafierne med bibelske billeder foruden dygtigt malede slægtsportrætter er bemærkelsesværdige i en tid, som i øvrigt er fattig på malede bibelske motiver. Epitafierne vandt særlig udbredelse i det protestantiske Nordeuropa, især efter at reformationen havde ryddet kirkerne for helgenbilleder, så der blev plads til, at adel og velstillede borgere selv kunne erobre pladsen “Gud til ære, kirken til beprydelse og (ikke mindst) stifteren til evig ihukommelse”. Der blev trængsel på kirkevægge og gulve, så forbud efterhånden blev nødvendige, først mod epitafier med malerier.

Nedenstående ca. 100 år yngre hovedfelt i Lomborg kirkes renæssancetavle med lutherske tekstfelter på fløjene skyldes også finansiering fra en adelsslægt, hvis initialer står malet under billedet. Kampen om anerkendelse, foretagsomhed og fromhed har til alle tider blandet sig. Jævnfør disciplene på Tabor: “Det er godt, vi er her; så kan vi bygge tre hytter”...

Foto: Claus Jensen

 

 

Foto Claus Jensen

HERRE, FRELS OS! VI GÅR UNDER!

Abel Schrøder d. y. s relief ‘Jesus stiller stormen på søen’ på Holmens Kirkes prædikestol fra 1662 viser Kristus med glorie, sovende i bagstavnen.

Livets vælde og voldsomhed kalder på ærefrygt, men også på nødskrig. Vi føler os prisgivet i mange slags storme, som truer vore livsprojekter med undergang. Vi spørger dér, om Gud har vendt det blinde øje til, om han bare sover, mens vi forliser? Vore nødråb, vore SOS’er, skal da ikke lyde ud i et tomt rum, men som bønner nå ind til ham, der kan bytte menneskers angst og uro med tillid.

Skibet slog an som symbol i Danmarks kirker: symbol for kirkens, menighedens og den enkeltes færd. Det kan undre udlændinge, at der under danske kirkehvælvinger ofte hænger skibe: minutiøst udførte skibsmodeller. Hvad det konkrete historiske skib end huskes for, er det også altid en påmindelse om, at det i menneskelivets sejlads på livets hav kommer an på en styrmand, der fortjener vores tillid og bringer os i havn, – et nærliggende billede på Kristus.

I de første århundreder efter reformationen var skibsmotivet fhv. ualmindeligt i kirkekunsten. De fleste af den lutherske kirkes skulpturer refererede troligt til trosbekendelsens led og til gudstjenestens ritualer. Men undtagelsesvis forekom der eksempler på ‘stedsspecifik kunst’: Vi går ikke forgæves til flådens kirke, Holmens Kirke, i jagten på det aktuelle motiv: Jesus stiller stormen. Det findes som vist på Abel Schrøders pragtfulde prædikestol. – Fra sidste del af 1800-tallet blev det anderledes almindeligt i Danmarks kystnære kirker at vælge billeder af Jesus i storm på søen. I disse ofte stærke malerier kan menigheden spejle den påtrængende konkrete frygt for skibsforlis.

Abel Schrøder d.y. (1602-76) fra snedkergården i Næstved tog kniven op efter Abel Schrøder d. æ., som døde i peståret 1602. Et par svende, en drikfældig bror Eiler Abel Schr. og en handlekraftig mor holdt værkstedet i gang, til Abel junior kunne udfolde sit talent. Dette gjorde han så gennem et langt arbejdsliv. Hans udtryksfulde figurer med finurlige indramninger i bruskbarok stil pryder op mod et halvt hundrede sjællandske og skånske kirker. Tilmed arbejdede han sideløbende som organist i Næstved for at forsørge familien. Den flittige mand måtte betale en bøde for at snitte i kirketiden. Da han klagede til kongen over sin dårlige økonomi, fik han eftergivet en vis skattegæld i forbindelse med opgaven for Holmens Kirke, et af hans hovedværker. Inventaret her fra o. 1662 omfatter også altertavlen.

Karen og Jørgen Boye Petersen har med deres ekspertise i kirkelig skulptur i Danmark udpeget Holmens Kirkes prædikestol som en af Danmarks fire mest imponerende (sammen med prædikestolene i Holckenhavn Kapel, Sorø Klosterkirke og Aarhus Vor Frue).