4. søndag efter påske “Når jeg går herfra, vil jeg sende jer sandhedens ånd… “

1842 Dankvart Dreyer Den opstandne viser sig for disciplene, altertavle Assens Kirke.jpg

Dankvard Dreyer, Kristus viser sig blandt apostlene, ca. 1846,
af kunstneren skænket til Vor Frue Kirke i Assens, sdr. sideskib

I Johannesevangeliets afskedstale forbereder Jesus disciplene/menigheden på afsked og den uundgåelige oplevelse af gudsfravær, – samtidig med at han giver et højtideligt løfte om Helligåndens snarlige komme. Vi befinder os 4. sønd. e. påske i de 40 dage mellem påskedag og Kristi Himmelfart, der som et åndeløst intermezzo vibrerer af en anden virkelighed, hvor den transcendente magt er manifest, og gudsnærværet rammer og fylder. – Men de 40 dage følges af fraværets mange dage, dvs. vore dage, hvor det gælder  at “I ser mig ikke længere”… VI får næppe en entydig opstandelsesåbenbaring, men må leve på de aflejrede fortællinger og evangeliets samlede pointer, Ordet, kirkens forkyndelse… Kan vi det?  Hvis det for os skal blive til mere end dunkle overleveringer fra en fjern historisk tid, behøver vi netop berøring af den allestedsnærværende levendegørende Ånd, “Sandhedens ånd”.  Kristus stiller os tilmed i udsigt, at der er mere at komme efter! De kristnes Gud er ikke statisk og afgrænset af en bestemt historisk periode eller en færdigskrevet bog. Gudsbegreb og gudsforhold er i bevægelse. Med tiden kan vi måske tilmed blive visere og mere levende? “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære endnu . Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden”… Hvad skulle det ikke kunne blive til?

Fortællingerne om de 40 dage, hvor den opstandne sansbart mødte sine disciple, har i den grad beskæftiget kirkens kunstnere, ikke mindst guldaldermestrene og en række af deres elever. Velskolede kunstnere har i 1800tallet gjort sig stor umage med smukke pseudonaturalistiske scener med en hilsende klassisk ren og let lysende Kristus i centrum for forskrækkede, forbløffede og glade disciples opmærksomhed. Dankvard Dreyer (1816-1852) lader lyset falde på Kristus og lader samtidig disciplenes (m/k) ansigter oplyses af lyset fra Kristus. Dreyer vil med ærbødighed, detaljerigdom og sans for psykologisk drama hente den bibelske situation helt ind i vores livsrum og gøre det til et fælles andagtsbillede, – hvilket måske er et uoverkommeligt foretagende? Mere eller mindre forbliver vi udenforstående iagttagere af tableauet og må nok sande, at der skal andet end et klassisk bibelhistoriemaleri til at løfte Helligåndens opgave med os. I hver historisk periode må Sandhedens ånd finde nye udtryk. Dankvard Dreyer fra Assens har som elev af J L Lund malet og påbegyndt enkelte alterbilleder, men har haft det svært med at male uden at have en fuld modelopstilling for øje. Det var som portrætmaler og især landskabsmaler i tæt kontakt med natur og vejr, han som en formidabel iagttager har påkaldt sig nutidens beundring. Han var heldigvis overordentlig produktiv, til han blot 36 år gl. døde af tyfus.

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s