Store bededag

1883-84 Carl Rohl-Smiths kolossalstatue af Johannes Døberen 
til Marmorkirkens udvendige balustrade

“Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er dagen for Johannes Døbers kompromisløse kald til gudsfrygt: “Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver”… …. Store bededag eller – som dagen i 1600tallet oprindeligt kaldtes – “store bede-, bods- og fastedag”, var tænkt som en dag til netop at bede, bøde og faste, og den kan i dag være lige så relevant som i Chr. 5.s kongerige. Johannes Døbers sidste udkald til en ny, etisk begyndelse bør stadig runge ud over vores grådige, uretfærdige og livsødelæggende civilisation – og over den individuelle samvittighed. Men dommedagsprofeten Johannes skal samtidig huskes for at have peget på Kristus som nådens gesandt.

Der har lejlighedsvis været arbejdsmarkedspolitiske drøftelser af muligheden for at slette store bededag, hvilket har medført et ramaskrig. Dagens brede nutidige popularitet skyldes uden tvivl dens funktionalitet som en egnet fridag til familiefester ved forårstid, ganske særligt konfirmationer. – På Store bededag er mangen prædikant derfor spændt ud mellem på den ene side festklædte konfirmationsmenigheder, som håber på et lys og glad dag, og på den anden side teksten med Døberens strenge formaninger. Det er ikke bekvemt for en præst med Johannes Døberens ord at råbe “Øgleyngel” ud over de blankøjede 13-14årige ønskebørn, i hvert fald ikke på festdagen! – Men da jeg ikke skal holde konfirmation, kan jeg koncentrere mig om kaldet til omvendelse og etisk besindelse og derfor vælge et billede af en kraftfuld og manende Johannes, som ikke frygter andre end Gud.

Jeg viser her Carl Rohl-Smiths skulptur af Johannes Døberen fra 1883-84, som er en af hans fire kolossalstatuer på Marmorkirkens balustrade. En mere kendt Johannesskulptur er Thorvaldsens idealiserede klassiker fra o. 1821, som indgår som kopi i Vor Frues vestfronton og som original i Markuskirken i Aalborg. Den genfindes endnu som statuetter i kirker og hjem, men Rohl-Smiths Johannes er et stærkt alternativ.  Med Rohl-Smith (1848-1900) er vi nået frem til en elev af (en af) Thorvaldsens arvtagere H V Bissen, og stilen har ændret sig i mere naturalistisk retning. Hans Johannes er mindre glat og formskøn end Thorvaldsens, mere rå og ekspressiv og derfor, synes jeg, mere relevant. Rohl-Smith blev af Kunstakademiet hædret med såvel lille guldmedalje som professorat, men Danmark – og Europa – var ham for lille. I 1886 emigrerede han til Amerika, hvor han blev et meget stort navn, men desværre blev smittet af malaria. Han var ved sin tidlige død tilbage i Kbh.