Johs kap 16 bringer os en sorgfuld tekst om afsked. Jesus er på vej til døden i Jerusalem og forbereder disciplene på de kommende begivenheder, også på den modgang disciplene selv vil komme ud for. Jesu afskedstale er tung og langsom. Tager vi ordene ind, taler de alvorligt også til os om de afskeder vi hver især må gennemleve, om sorgen over alt det vi holder af, som mistes, og måske også om smerten ved alt det der slet ikke blev. Men Jesus taler ro ind i vor angst; han taler håb ind i vores afsked, også gensynshåb, og han taler trøst ind i vores sorg: Sorgen skal blive til glæde ligesom fødselsveer. Teksten rækker frem over langfredagen til påske- og pinsemorgen med troen på, at Gud engang skal blive alt i alle.
Det er ikke ligetil at billedliggøre en talesituation, så budskabet høres. I guldalderen blev det ofte forsøgt, også af Marie Lucie Ingemann født Mandix (1792-1868). Efter 10 års forlovelse blev hun gift med B S Ingemann, med hvem hun levede i Sorø i et trofast ægteskab, uden børn men med gensidig respekt og fælles tro på sjælens udødelighed, som jo også ægtemandens poesi bevidner. Jeg har her valgt Lucie Marie Ingemanns alterbillede fra 1860. “Jesus sammen med sine disciple”, et af de sidste og (tro mig) bedste alterbilleder, hun malede. Det hænger i Ørum Kirke ved Brønderslev i en middelmådig renæssancetavle fra 1600tallet, og sandt at sige er maleriet også middelmådigt. Angiveligt forestiller det situationen i påskeugen, hvor Jesus taler til Peter om at blive ved med at tilgive (Mark. 11), men Lucie Ingemann evner aldrig at male øjenkontakt og fokuseret blik, så Jesus fremtræder udtryksløs og med fortegnede proportioner. Salmedigterens fromme hustru malede af et hengivent hjerte mere end 50 alterbilleder, som hun forærede til kirker i det ganske land, og otte af dem er måske endnu i brug. De fremhæves for deres farvesætning og komposition i Jette Lunds kønne monografi om malerinden, hvor samtlige alterbilleder omhyggeligt gennemgås. – Her benytter jeg med stor tak Niels Clemmensens gode foto.
Kvindelige malere havde ugunstige kår i 1800tallet, især da hvis de bevægede sig uden for blomstermaleriet. Lucie fik ganske vist lidt sparsom vejledning af C W. Eckersberg, men (næsten) ligestillet adgang til Kunstakademiet havde kvinder ikke før 1908. Nogle vil mene, at der endnu i dag er lang vej til ligestilling for kvindelige kunstnere, men en håndfuld af dem har på stærkeste vis beriget den nyeste kirkekunst.
Birgitte Bech kirkekunst 