Teksten til 5. sønd. e. påske handler iflg. Joh. 16 om bøn i Jesu navn, ikke som en magisk bønsformel, men forstået som bøn i kærlighed til Kristus. At bede i Jesu navn er at bede i kærlighed og tro på den nåde, Jesus som Guds tolk har bragt til verden: “Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”… alt sammen for glædens skyld: “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.” At bede og at tilbede er i denne sammenhæng to siden af samme sag. Med påsken og pinsen som horisont tilbedes Kristus som den sejrende – og samtidig den kærligt omsorgsfulde.
Kirken har til alle tider med sin kunst forherliget den sejrende Kristus som kirkens suveræne Herre. Vi ser det gennem årtusinders kirkekunst på portaler, på hvælv og vægge og på altertavler. Disse majestætiske billeder rimer på gudsfrygt og kosmisk verdensorden, men mindre på inderlighed og nærhed. Den kunstner, der vil forbinde det majestætiske og det inderligt omsorgsfulde, altså vise både sejren og kærligheden, har en vanskelig kompositionel opgave. Omkring forrige århundredskifte blev det forsøgt af konservative kunstnere som August Jerndorff (1846-1906) og Frans Schwartz. Jeg viser her et alterbillede fra Nykøbing Mors fra 1892 af August Jerndorff, hvor Kristus i ceremoniel klædning som en himmelsk monark bogstaveligt omfavner menighedens jævne folk. Den evige Kristus skildres i et naturalistisk formsprog sammen med genkendelige individer fra kunstnerens samtid, portrætteret i deres fromme hengivenhed. Den himmelske Kristus giver og modtager kærlighed af de jordiske bedende. Kan vi sætte os ud over den historiske afstand og finde alterbilledet kærlighedsfuldt og trøsterigt? Formentlig er billedet inspireret af Carl Blochs tidligere så populære ‘Kristus Consolator'(trøster), som mange i dag (også) vil finde sentimentalt og ublufærdigt. August Jerndorff, der var meget brugt portrætmaler, malede mange religiøse billeder med bibelske motiver og mindst tre andre altertavler.
Ovenfor August Jerndorff alterbillede fra 1892, Skt. Clemens Kirke, Nykøbing Mors
Går man på jagt efter billeder af bedende mennesker i dansk kunst, er udbyttet fattigt – bortset fra vestjyske miljøskildringer med mørke, gudelige forsamlinger. Men bedende engle kan vi finde! Og ingen dansk kunstner har kunnet tegne bedende engle med smukkere følsomhed, inderlighed og alvor end Frans Schwartz, 1850-1917, der også har et stil- og stemningsmæssigt slægtskab med den en generation ældre Carl Bloch. Den religiøse blufærdighed er suspenderet, når vi lader englene repræsentere bedende menneskers sjæle. 
Frans Schwartz 'Bedende engel' fra 1908, formentlig forarbejde til alterbillede
Den idealistiske og egenrådige Frans Schwartz isolerede sig i sine senere år og vendte den moderne kunstverden ryggen, men udførte forinden en række store officielle opgaver, herunder syv kirkeudsmykninger, hvoraf de fleste beriger figurmaleriet med netop smukke engle. Eksempelvis malede Frans Schwartz i Nathanaels Kirke i Kbh i 1900 den store altervægsudsmykning med ‘Menneskesønnens tilbedelse’, hvor den statiske guddommelige majestæt som bindeled mellem jord og himmel er omgivet af anderledes dynamiske bedende og tilbedende figurer, såvel mennesker (inderste kreds) som engle (yderste kreds).
Nathanaels kirke i Kbh. med Frans Schwartz store maleri på korvæggen med "Menneskesønnens tilbedelse" fra 1900 i kaseinfarve
Birgitte Bech kirkekunst 