Iflg. Markusevangeliets slutning sendte Kristus sine apostle ud på mission og blev derefter taget op til himlen. Fra sit himmelske stade virkede han med dem “og stadfæstede ordet ved de tegn, der fulgte med”. Apostlenes gerningers begyndelse kan også fortælle, at “en sky tog ham bort fra deres øjne”, mens de stod og “stirrede mod himlen”. Fortællingen er indskrevet i et verdensbillede, vi næppe mere kan dele, men vigtigst er, at Kristi lokale, sansbare nærvær er afløst af et universelt og åndeligt nærvær, som overalt og til alle tider er tilgængeligt som troendes virkelighed.
Med landskabsmaleren P.C. Skovgaards grundtvigsk opdragede sønner Joakim og Niels kom kirkekunsten i fokus og skabte her en ny epoke. Læseværdig er Joakims personlige erklæring fra 1891 i et brev til fasteren: ”Jeg synes, jeg har tre ting at arbejde for. Den ene er min kunst, og med den står de to andre i forbindelse. Den anden ting er min familie, at skaffe den og mig livets ophold, og det benytter jeg min kunst til, så længe jeg kan, går det ikke, så tyr jeg til håndværket, for kunsten må ikke lide, jeg må ikke blive salgsmaler. Det tredje det er det, at jeg gerne ville arbejde med min kunst udadtil, om jeg kan være noget for mit folk. Om det måtte kendes på min kunst, at jeg er kristen, om jeg på den måde kunne vidne noget om kristendom, for jeg er nu skabt til at bruge hånden frem for ordet. Dette er noget, der kan kræve store ofre, måske jeg ikke kan bære dem, endnu har jeg dog kunne gå frem ad den vej jeg helst vil.”
Skovgaard malede fra 1891 det omdiskuterede maleri ‘Kristus i de dødes rige’ (nu SMK), inspireret af Grundtvigs salme ‘I kvæld blev der banket på helvedes port’. Det blev anledning til, at han fik sin gigantiske opgave i Viborg Domkirke. Vi ser i domkirken Skovgaards evne til at klæde de store murflader i billeder, som er både fortællende og meget dekorative og udfoldes i flere perspektiviske niveauer. Skovgaards malerier lykkes i tilnærmet tredimensionel udførelse uden optisk set at ‘slå huller’ i den fysiske arkitekturs mure. Samtidig kombinerer han en naturalistisk livfuldhed med træk af den byzantinske stils majestætiske ophøjethed.
Domkirkens berømteste motiv er opstandelsesmotivet på nordvæggen, her tv, hvor Kristus fører de døde til Himmerigets port. På sydvæggen lige over for opstandelses-motivet findes himmelfartsmotivet, her th: I et tredimensionelt landskab med oliventræer og klipper ses de elleve med ansigterne vendt mod himmelen. Et skylag hindrer deres adgang til det billede, som VI kan se: Kristus svævende i mandorla i et væld af lys, omgivet af prægtige engle. Lodrette strømme af lys forbinder Kristus med treenighedssymbolet. Heroppe viger det tredimensionelle dybdeperspektiviske rum for et todimensionelt og dermed afstandsløs ikonisk Kristusbillede, en epifani.
1901- skabte Joakim Skovgaard sin gigantiske udsmykning af Viborg Domkirke. Her vises to (tre) scener fra det store billedprogram. Under kirkens østlige hvælv har Skovgaard på nordvæggen malet Kristi opstandelse og tilbagekomst med menneskene fra De dødes Rige. På sydvæggen deroverfor har han malet Himmelfarten iflg. ap.g. Billederne er fundet i domkirkens udgivelse 'Joakim Skovgaards fresco- malerier i Viborg Domkirke'
Birgitte Bech kirkekunst 