Kunst til kirkeåret

EN ENGEL SPØRGER – OG FÅR SVAR

“Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – Spørgsmålet, om Jesus virkelig er svaret på menneskers bønner, er det spørgsmål der kan stilles på hele den søgende menneskeheds vegne. Iflg. Matt 11 afsendes det påtrængende spørgsmål til Jesus fra den fængslede Johannes Døber på Herodes dødsgang. Jesus svarer ikke med Ja eller Nej, men med en henvisning til, hvad hans ledsagere kan høre og se: “Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig”. Svaret er ikke et facit, men en forkyndelse, som kan modtages med forargelse – eller med tro. Undertoner klinger med fra profeten Esajas’ henrykte messianske tekst (Es 35), som Grundtvig har taget under kærlig digterisk behandling i adventssalmen ‘Blomstre som en rosengård’

Evangelieteksten Matt 11 vender også projektøren mod Johannes selv, døberen og dommedagsprædikanten. Jesus giver ham rang af en Guds engel (= sendebud): “Det er om ham, der står skrevet:’ Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig” (citat Malakia). Iflg. Johs 1 identificerer Johannes sig: “Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej,’ som profeten Esajas har sagt.” – Denne dybt interessante historiske skikkelse var på mange måder en parallel til Jesus. Deres fortællinger føjes i evangelierne smidigt sammen ved, at Johannes tildeles den underordnede rolle som ham, der ikke blot døber Jesus, men peger hen på Kristus som “Guds lam”.

Specielt i adventstiden insisterer kirken på at give Johannes rum som netop forløberen, som overgangsfiguren. Jævnfør Johannes’ replik iflg. Johs 1,27:…”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig at løse.”

Vore nulevende traditioner giver ikke megen plads til Johannes, men i ældre kirkeudsmykninger figurerer han i rigt mål: I middelalderen var han æret som martyr og den største helgen ved siden af Maria.

Selvom de yderste fløje er gået tabt, er altertavlen i Ruds Vedby Kirke, Sorø, en flot senmiddelalderlig præsentation af Johannes og hans liv. På de bevarede fløje ses 4 scener af Johannes liv, der skal læses med uret: 1. Johannes døber Jesus i Jordanfloden, 2. Johannes fængsles af tre vagter for at have irettesat kongehuset, 3. Johannes halshugges knælende, mes Salome, den dansende prisesse, ser til, 4. På et fad frembærer hun Johannes hoved til Herodes og Herodias. I altertavlens hovedfelt ses en kraftfuld Johannes tronende, klædt i asketens kamelskind (inkl. hoved), vendt mod Gudslammet som Kristussymbol. Her finder vi også en fin, lys engel, som hædrer ham med en tredobbelt martyrkrone. Johannes flankeres af Esajas og Zakarias, Johannes gamle, profeterende far. – Den fremragende tavle blev o. 1500 betalt af Kirstine Rosenkratz fra den nærliggende herregård og stafferet af Hans Lauridsen fra Næstved. Billedskærerens navn er næppe kendt.

I Holckenhavn Kapel findes en bemærkelsesværdig overdådig efterreformatorisk udsmykning med relieffer, som bl.a. viser Døberen i færd med at stille spørgsmål til Jesus gennem fængselstremmer. Kapellet er desværre lidt svært tilgængeligt.

 

 

DET NYE SKUD SOM HÅBSTEGN

Vinteren skal ikke være gammel, før vi så småt begynder at drømme om livsbekræftende forårstegn derude. At en ‘død’ stamme sætter friske skud kan i sig selv opleves som et sansbart under, og det er samtidig en bibelsk metafor for et afgørende nyt håb for menneskeheden. Håbstegnet indgår i både Esajas og Lukas tekster til 2. adventssøndag.

Lukas kap. 21 tager udgangspunkt i angstfremkaldende apokalyptiske fremtidsscenarier, som vi på forskellig vis nok kan identificere os med, hvis vi da ikke bare overlever på en fed fortrængning. Vor egen kendte tilværelse vil gå under en dag. – Men pointen er, at vi midt i rystelserne må tage pejling af håbstegn som af et nyudsprunget træ ved forårstide: Vi må løfte blikket – med Guds stadigt overraskende nåde som den yderste horisont.

I Esajas kap. 11 formuleres en vidunderlig håbsvision: Krigsplagede jøder har under deres påtvungne exil samlet de livsaligste længsler i et poetisk portræt af en retfærdig fredsfyrste og et paradisisk fredsrige uden grusomhed – for alle folkeslag. Den længselsfuldt ventede leder skal fremstå i menneskeligt kød og blod som en ætling af idealkongen David, Isajs søn, og hans herredømme skal være menneskehedens forløsning i kraft af Guds ånd, “visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd”… Kongeslægten, Isajs slægtstræ,  kaldes på gammelt dansk et Jessetræ (Isaj = Jesse), og her er motivets klimax naturligvis den Kristus, som i kristent perspektiv er stamtræets ypperste blomst og indfrielsen af de messianske profetier.

I Bjäresjö kirke ved Ystad i Skåne, altså gammelt dansk land, findes på hvælvet et flot Jessetræ, som Claus Jensen har fotograferet. Det er en rekonstruktion af en righoldig romansk komposition fra o. 1200. Udaf Isajs dødlignende krop fornede opvokser slægten, der bærer Jesus i sit skød. Det er frelseshistoriens vendepunkt med forløsning fra det syndefald og paradistab, som ses til venstre i billedet. Til højre finder vi julens glade fortællinger, som adventstiden bevæger sig frem imod.

“På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed”– Glædelig advent!

I aktuelt danske kirker kendes Jessetræet bedst i gotiske udførelser: i kalkmalerier i den danske kirke i Flensborg (Helligåndskirken), i Saltum og Gjøl og i prægtige udskårne altertavler i Viborg Søndre Sogn og i Sæby v. Frederikshavn.

 

 

“LØFT JERES HOVEDER, I PORTE, / LØFT JER, I ÆLDGAMLE DØRE, / SÅ ÆRENS KONGE KAN DRAGE IND”….

Gudsfolket fejrer i den gammeltestamentlige Salme 24 Gud Herrens liturgiske komme til sit tempel i Jerusalem. – I Grundtvigs gendigtning “Gør døren høj, gør porten vid” får indtoget en inderliggjort evangelisk betydning: Her gælder det Messias’ indtog i troende hjerter: “Jeg hjertets dør vil åbne dig,/ o Jesus, drag dog ind til mig!/ Ja, ved din nåde lad det ske, / at jeg din kærlighed må se!”

Den åbne dør i vore gudshuse og i troende hjerter henter dybest set sin mening i, at Kristus (Joh 10) tør kalde sig selv døren. Vi kan kalde ham menneskers dør til Guds hjerte.

Jeg vælger at byde kirkeåret velkommen med Otto Norns smukke gråtonefoto af kirkeporten fra 1150-1200, på nordsiden af Ørsted Kirke, Djursland, i sandhed en ældgammel dør, der herliggør Ærens Konge. Den fremtræder usædvanligt helstøbt uden ombrydning eller afblænding, indrammet af den elegante tovsnoning, som kan være et symbol for livets træ. Det er en af de fem portaler, som tilskrives stenmester Horder, mens de fleste romanske stenarbejder er anonyme. Fra en beslægtet gravsten i Gjessingholm kendes navnene Tved og Horderus (bygmester), og Horder har man så vedtaget at kalde denne kraftfulde billedskaber, som formåede at betvinge den hårde jyske granit.

Kristus troner øverst i tympanon med livets bog og velsignende hånd. På karmstenene ses øverst tv. Maria, som endnu er jomfru at dømme ud fra hovedklædet; på indersiden findes en figur, som kan være Gabriel og altså komplettere bebudelsesscenen. Th. ses en mand, som viser op til Herren, muligvis Åbenbaringens forfatter Johannes. Hvem de øvrige hellige personer er, må overlades til gætterier. – Med en sådan portal satte middelalderkirken en markant grænse mellem profant og helligt, mellem onde magters hærgen derude og nådemidlernes stærkere kraft derinde. – Det gør en forskel at træde over tærskelen. – Og selvom der er højt til loftet derinde, må tærskelen gerne være lav.

 

 

 

SOM EN VARM HÅND

Vi er nu gået gennem et helt kirkeår med tekster så brogede som livet selv: med lidelse og lindring, mismod og håb, – og så venter det bedste alligevel til sidst: Vi finder i kap. 11 hos den ellers ofte så strenge Mattæus et lille stykke særstof, som er REN TRØST! Her slutter vi så at sige kirkeåret i Guds åbne favn: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Vi skal altså ikke forløfte os på tilværelsens overlæs, men hvile i Guds nærhed – og dermed lægges under et “åg, som er godt”. Hvad er nu det for et åg? Der er tradition for at forstå det som loven, og loven i Jesu fortolkning er kærlighedens lov: Kærlighedsbudet, hvis udgangspunkt er, at vi først er elsket af Gud. – Dette Jesusord er som et beroligende tilsagn og en varm hånd i ryggen på den, der kender sin afmagt.

Mange danske altertavler med tekstfelter bærer dette indbydende citat. De fleste billedtolkninger heraf viser en statuarisk Kristusskikkelse med majestætisk frontalitet og udbredte arme, klædt i oldtidens klassiske eller kongelige dragt.

En del af disse malerier viser også repræsentanter for “alle” de forslidte, som bærer tunge byrder og søger trøst, et menighedens kollektiv. Kun få kunstnere har skildret trøstens inderlige moment hos den enkelte. Men sådan et billede malede Ingolf Røjbæk i 1952 til Sæby Harre Kirke ved Skive. Røjbæks fortolkning tilbyder en enkelt identifikationsfigur, som har stærk appel i en individualistisk tid.

Røjbæks billede fra efterkrigstiden er en af de yngste fortolkninger af motivet. – Altertavlens anden indskrift handler om Jesus som livets brød og modsvares af topstykkets maleri af Kristus med en stor oblat. – Ingolf Røjbæk (1914-96) har udsmykket mindst en snes danske kirker med malerier eller glaskunst i karakteristiske lyse farver og enkle linjer, efterhånden ofte med en næsten geometrisk stilisering. Det er et af hans tidligste værker, vi finder her i Sæby Harre kirke. Fotografiet skyldes Claus Jensen.

 

KOM TIL MIG, ALLE I SOM SLIDER JER TRÆTTE OG BÆRER TUNGE BYRDER, OG JEG VIL GIVE JER HVILE er en af de allerhyppigste inskriptioner på dansk kirkeinventar.

Citatet findes i kortformen KOMMER TIL MIG under Thorvaldsens Kristusstatue fra 1821 i Københavns Vor Frue. Den opstandne har i århundreder stået dér i domkirken i sin hvide marmor og set ned til det kristne folk, og figuren er med sine udbredte arme blevet nationens mest ikoniske Kristusbillede. Utallige er kopierne i ind- og udland, og enkelte tilbageværende kopier får lov at blive stående (fx i Skinnerup).

Den majestætiske, solitære figur har fra midt i 1800tallet også dannet forlæg for altertavlemalerier (af F. L. Storch til Elof Risebye).

I 1885 malede Carl Bloch sin “Consolator”, Trøsteren, til en skånsk kirke: Her blev den ophøjede Kristusskikkelse omgivet af jævne, gamle og unge mennesker med et – for en moderne betragtning – ublufærdigt følelsesudtryk. Blochs maleri blev meget kopieret og gav inspiration til motivets fortsatte liv i et halvt århundrede (fra August Jerndorff til Anna E. Munch). Skildringer af de trætte og bebyrdede kan have en socialrealistisk karakter. Disse trøstsøgende er typisk fra kunstnerens samtid; det er hverdagens genkendelige, lokale personer, – som uvægerligt i løbet af få generationer bliver påfaldende fortidige. Den evige frelser er dermod skildret så overtidsligt og ikonisk som muligt. En vanskelig kunstnerisk udfordring at få det tidløse og det samtidige til at interagere! – Fra 1930’erne syntes motivet opslidt i denne traditionelle form.

I rækken af traditionelle fortolkninger vælger jeg som et godt eksempel Christian Nielsen Overgaards maleri fra 1896 i Stjær Kirke. Den hvidklædte Kristus med den smukke forgyldte korsglorie i stuk ser ind i evigheden / ud over menigheden, mens fem diskrete hverdagsmennesker undrende betragter ham. Overgaard er ikke faldet for fristelsen til at overeksponere det følelsesmæssige udtryk. Den forreste rygvendte skikkelse kan i sin anonymitet være repræsentant for enhver.

Christen Nielsen Overgaard (1851-1929) var bondedreng fra Stjær, men blev tidligt maler og akademiuddanet kunstmaler med betydelige offentlige opgaver. Han blev især en meget brugt dekorations- og glasmaler, kendt for sin sikre figurtegning og sin dekorative evne; begge talenter anskueliggøres i hans altertavle i hjembyen Stjær. Mange danske kirkeruder i nyromantisk stil er malet af C. N. Overgaard. Foto: Claus Jensen

 

…OG LYS I DIT LYS SKAL VI SKUE

I 1980ere malede Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) i sit moderne formsprog med grove strøg og stærke farver dette abstrakte billede af Genkomsten. Nederst ser vi de urolige mørke konturer af skikkelser, der dukker sig eller rækker op mod billedets hovedfigur: en eksplosion af lys, som suverænt og afslørende sætter sig igennem. Maleren tog flere gange motivet op i en tid, hvor andre var tilbøjelige til at lade det ligge som en fortidig forestilling. Havsteen var moderne, men ikke underlagt tidsånden. Billedet er i privateje, men kan ses i Mikael Wivels gode bog ‘Sven Havsteen-Mikkelsen Det kristne spor’.

25. sønd. e. trin. 2. rk. handler om Guds rige og Menneskesønnens genkomst. “Guds rige er midt iblandt jer”, skriver Lukas i kap 17 – med en bedre oversættelse end “Guds rige er inden i jer”. Samme tekst knytter Guds rige til Menneskesønnens nærvær og forudsiger hans forestående fravær og siden tilbagevenden fra himmelen med lynets klarhed, mens den gamle verden går under i bål og brand og syndflod. Teksten er apokalyptisk og fremmedartet.

Verdens undergang er langt fra utænkelig for en generation, der som vores er martret af påtrængende realistiske katastrofescenarier. Men idag opfatter vi mindre undergangen som en del af Guds store frelsesplan end som et resultat af menneskehedens eget hæmningsløse uvæsen, som NU kalder på vores ansvarlighed. Imidlertid – over og under bekymringen for den sårbare verden og bevidstheden om vor egen dødelighed – næres der hos kristne stadig et indre håb om Guds kommende manifestation, Kærlighedens og Sandhedens komme, menneskers forløsning i det møde, der omsider lader os “se ansigt til ansigt”.

Forestillingerne om genkomsten er nødvendigvis uklare, men salmen ‘Til himlene rækker’ rammer os med sin sidste linje: …”og lys i dit lys skal vi skue”.

 

GENKOMSTEN PÅ MUSEUM

Endnu omkring 2. verdenskrig valgtes Genkomsten som hovedmotiv i en del danske kirkeudsmykninger (udført af især Skovgaard’erne, Stefan Viggo Pedersen, Kræsten Iversen, Larsen Stevns samt Anna E. Munch og Ellen Hofman-Bang).

Navnlig Ellen Hofman-Bang (1879-1971) var frem til efterkrigstiden værdsat for sine bibelnære fortolkninger af Kristi blændende tilsynekomst blandt mennesker, detaljerigt malet med uforsagt metafysisk realisme og en noget patetisk iscenesættelse af domssituationen. Ellen Hofman-Bangs altertavler med genkomstmotivet kan endnu ses i Klovborg og Otterup Kirke. Flere versioner er udstillet i hendes barndomshjem, den nordfynske hovedgård Hofmansgave, hvor en flot skitsesamling er tilgængelig for publikum (se foto nedenfor) sammen med søsterens skulpturer.  Ingen betvivler dygtigheden hos malerinden, der nød stor anerkendelse i sin tid; men senere er både teologi og kunstsmag gået i andre retninger. Fra midt i 1900tallet ebbede interessen for genkomstmotivet ud – med Havsteen-Mikkelsen som vores nok mest bemærkelsesværdige undtagelse.