Kunst til kirkeåret

Adventstid er ventetid. Ventetidens markante symbol er Mattæus’ lignelse i kap 25 om ti brudepiger, som med olielamper ventede på brudgommens komme. “De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnatstid lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” – De, der havde olie på lamperne, kunne nu med fuldt blus gå ind til bryllupsfesten…. Brudgommen forstås som Kristus, og bryllupsfesten symboliserer foreningen af Kristus og menneske i Guds rige. – At leve som kristen er altid at leve med forventning og håb, i tro og tillid til den tid, nutid og fremtid, Gud vil give. Håbet inspirerer os her og nu, men håbet vedligeholder måske ikke sig selv? Troens flamme skal næres og værnes, og der skal fyldes olie på lampen. Adventstidens mange kirkelige tiltag med forkyndelse i form af ord, toner, krybbespil og smukke lystændinger er i bedste fald en påfyldning af olie på troens lampe.

Især i den grundtvigske kunstnerkreds koncentrerede malere som Chr. Dalsgaard sig undertiden om at skildre en enkelt klog brudepige, der opmærksomt værner sin flamme. Det udgør et smukt, opbyggeligt andagtsbillede. – I sin helhed er lignelsen derimod ikke særlig ofte afbildet i kirkekunsten, måske på grund af fataliteten i dens dobbelthistorie? Som Mattæus fortæller lignelsen, rummer den et stort mørke ved sin fortælling om de ukloge piger uden olie i lamperne, der gik glip af festen – efter på falderebet forgæves at have bedt de kloge medsøstre om lidt af deres olie. Mattæus’ pointe må være, at troen er et valg, som ikke altid kan udskydes. Man kan kun tro vælge at tro på egne vegne – eller kan man? – Kan vi ikke også tro og håbe på andres vegne? Må vi ikke efter bedste evne “dele olie” og dele kærlighedens håb om, at ingen bliver udelukket, – heller ikke os, der sløves på vagten?

Jeg viser en fortolkning samt et detailstudie af Frans Schwartz fra o. 1900 og sidst et udsnit af en moderne bibelfortolkning af Allan Skuldbøl fra o. 2000.

Frans Schwartz: 
"De fem kloge og de fem ukloge brudejomfruer", 
formodentlig malet til højtsiddende panel i festsalen 
på Den Soldenfeldske Stiftelse i Kbh. 1894. 
Billedet er set hos Bruun Rasmussen 
og fotograferet af Claus Jensen.

Frans Schwartz (1850-1917) var med til at stifte De frie Kunstskoler og blev med inspiration fra Rembrandt en mester i radering. Han har udsmykket mindst otte danske kirker med Vor Frues altertavle i Aalborg som sit hovedværk. Han fik i øvrigt betydning gennem sit legat til udsmykning af københavnske bygningers interiører. Schwartz viser et vist malerisk slægtskab med Carl Bloch, og han kan som denne udtrykke en fin inderlighed. Alligevel endte han som en isoleret skikkelse i kulturlivet. – Frans Schwartz’ eskatologiske og patetiske fortolkning af lignelsen om brudepigerne har fokus på Kristi genkomst på himmelens skyer og den dermed forbundne domssituation.

En moderne maler, der med forkærlighed har beskæftiget sig med motivet, er Allan Skuldbøl (f. 1947). Han er en autodidakt kunstner, der har opnået bred anerkendelse.     I medfør af alvorlig fysisk og psykisk sygdom har hans liv taget skarpe sving og har bevæget sig fra frikirkebaggrund og optagethed af lidelsens tungeste motiver til folkekirken og den lysere motivkreds. Skuldbøl er præsenteret bl.a. på Galleri Emmaus i Haslev og er netop udstillingsaktuel i Ringkøbing Kunstforening.

Allan Skuldbøl har siden 1980erne arbejdet med flere 
versioner "De kloge og de ukloge brudejomfruer", 
alle komponeret med farvemæssig og rytmisk kraft. 
Her ses et udsnit af et maleri med store 
stiliserede oliekrukker og de kloge brudejomfruer, 
som bærer deres tændte lamper i optog. 
Som deres ledsager ind til festen ses gommen 
= Kristus med korsglorie.

 

Joakim Skovgaard: Jesus taler i synagogen i Nazaret, 1914, Herning Kirke

Iflg. Luk. 4 får Jesus ordet i sin barndomsbys synagoge. Han slår op på Esajas’ lykkelige profeti om et nådeår, hvor Herrens salvede Messias fyldes af Guds Ånd og bringer trøst til fattige, frihed til fanger og undertrykte samt nyt syn til de blinde. Sensationelt læser Jesus sig selv ind i teksten som nådeårets virkeliggørelse: “I dag er det skriftord, der lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Store ord! “Alle gav de  ham deres bifald”. – Men nådens virkninger er ikke altid til at få øje på, og stemningen i rummet skiftede hurtigt fra begejstring til et raseri, som endte med at fordrive Jesus fra egnen.

Der findes i dansk kirkekunst nok kun ét hovedværk, som fortolker dette evangelium til 1. søndag i advent efter 2. tekstrk. Joakim Skovgaard malede det kort efter afslutningen af den enorme opgave med at iklæde Viborg Domkirke den fulde bibelhistorie med hovedvægten på den opstandne Kristus’ befrielse af de døde. – Maleriet til Herning Kirke blev til i året 1914, samme år hvor to af malerens sønner en sommermorgen omkom ved en drukneulykke på Roskilde Fjord, og han i begravelsestalen sagde, at “vi behøver ikke vide alle ting her”…

I dette oliemaleri fylder Skovgaard et afgrænset rum med dirrende liv. Der er detaljerede karakterstudier af bipersoner, specielt af Skovgaards assistent Niels Larsen Stevns, som i forgrunden vender sig om mod os. Niels Larsen Stevns har udført billedrammen. Maleriet fortolket det afgørende øjeblik, hvor Jesus lukker bogen for at tale om sig selv som opfyldelsen af det messianske håb. Han står der rank og samlet, mens forsamlingen af bysbørn sidder anspændt koncentrerede, lige før stemningsskiftet fra begejstring til vantro. Indskriften under alterbilledet lyder: “De priste ham alle og undrede sig over de livsalige ord, der udgik af hans mund”. Ved at skildre Jesus i billedrummets akse. så rødklædt og lysende, mellem de majestætiske søjler, proklamerer Joakim Skovgaard ham som frelseren: Vær velkommen Herrens år!

Olivia Holm-møller (1875-1970) "Barmhjertighed", 1934-47, 
Askov Højskoles Festsal

Kirkeåret slutter med lignelsen om verdensdommen, iflg. Matt. 25 fortalt af Jesus kort før hans lidelseshistorie. Vi får i billedlig form det overordnede og afgørende perspektiv på, hvordan et godt eller et ondt menneskeliv leves. Det handler om menneskers mellemværende: livet med eller uden barmhjertighed. Etikken her er ikke bare en tosidig relation, for Gud er altid part i menneskers indbyrdes historie. Det epokegørende er ikke billedet af Gud som overvågeren, der fra en ophøjet position fører regnskab. Sådan et billede kendes i de fleste religioner. Det epokegørende i kristendommen er, at Gud er inkarneret i det medmenneske, som har hjælp behov. Guds nærværelse hos mennesket kan ikke udtrykkes stærkere end med ordene “jeg var sulten, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig …. Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”… Sådan kender kristendommen Gud.

Som jeg ser det, kan evangelieteksten reflekteres i Olivia Holm-Møllers maleri “Barmhjertighed”, som findes i Askov Højskoles Festsal. Olivia Holm-Møllers lange liv fra 1875 til 1970 satte frugt i egenartede, ekspressionistiske og eksplosivt farvestærke malerier. Dette hører hjemme i en stor serie kaldet “Slægten”, malet 1934-47. Det viser menneskelivets grundlæggende vilkår – især med udgangspunkt i kvinders liv. Her skildres næstekærlig omsorg med mad, klæder, besøg hos en skrøbelig gammel, hjælp til et barn… Midt i billedet ses omsorgsfunktionen malet symbolistisk-abstrakt som et mangearmet eller -vinget væsen.

 

John Sparre Christensen (f. 1921) har 1981-83 malet den 
trefløjede altertavle til Langeslund Kirke. Den viser den 
hvidklædte Jesus på alle tre fløje: tv. og i midten som lærer 
med hhv. samtalen om skattens mønt og bjergprædikenen, th. med 
Peters overvældende fiskefangst. 
Foto hhv. Claus Jensen og Niels Clemmensen

“Vis mig skattens mønt!” siger Jesus til modstandere, som udfordrer ham med spørgsmålet om legitimiteten af at betale skat til besættelsesmagten, måske den tids mest brandfarlige spørgsmål. Jesus ser kejserens billede præget i mønten og lukker samtalen med den berømte replik: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”  Hermed løfter Jesus sagen op over det tidsbundne, så vi i enhver historisk periode kan gennemtænke og gentænke forholdet mellem politik og religion, mellem samfundsborgerskab og tro. – Ved reformationsjubilæet blev citatet flittigt brugt i samtalerne om Luthers teologiske toregimentelære og den fyrstekirke, som faktisk (alligevel) opstod af reformationen. – Offentlige samtaler om forholdet mellem stat og kirke slutter forhåbentlig aldrig, selvom et enevældigt styre hos de heldigste på jorden er erstattet af et demokrati med magtens tredeling. – Vi skal give ‘kejseren’, hvad der tilkommer ‘kejseren’ , dvs. vi skal efter formåen bidrage til samfundet med politisk ansvarlighed, hæderlig skattebetaling og øvrig indsats. Vi skal derimod ikke give styret, hvad der ikke tilkommer det: tilbedelse, blind autoritetstro og kadaverdisciplin. Kristendommen har modhistorier at sætte op mod løgn og propaganda fra ledere, partier og ideologier, og en af kristendommens vigtige pointer er at minde herskere om, at de hverken er guder eller Guds største gave til menneskeheden på livstid. Politik i en ufuldkommen verden er og bliver valg mellem store og små onder, og utopier stinker, når de trækker spor af lidelse.  “Skattens mønt” er præget af regentens billede, ja, men mennesker er præget i Guds billede, og det er kun Gud, vor skaber, vi skylder tilbedelse. Gudbilledligheden giver enhver af os den højeste værdi og den højeste skyldighed: kærlighedens skyldighed.

John Sparre Christensen har med sine karakteristiske enkle former og klare farver malet nogle få værker til kirkerum, desuden mange bibelske motiver, ofte underskrevet med både initialer og SDG: Gud alene æren. Han har udtalt, at han gennem de bibelske motiver søger at opleve de hellige beretninger og videregive sine oplevelser.

Hvor mange gange skal jeg tilgive? – Hvor mange gange har jeg selv brug for tilgivelse? Om de to spørgsmål, der kan ikke adskilles, handler Matt. 18, 21-. Peter spørger om omfanget af pligten til at tilgive: “Hvor ofte skal jeg tilgive min bror?” Jesus svarer pædagogisk med en lignelse, vi kan spejle os i: En bundløst forgældet skyldner måtte aflægge regnskab for Herren og kunne ikke gøre andet end at bede om eftergivelse. Herren fik medynk med ham og eftergav ham gælden. Som en frisat skyldner kunne tjeneren nu gå ud i livet til sine medmennesker. Da han traf en medskyldner, mødte han ham imidlertid med en ubønhørlig smålighed, som om intet var hændt: “Han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder!”  Herren kalder så til orden, bedrøvet og vred. Hos Mattæus italesættes Herrens vrede så tydeligt, at den næsten bliver støjsender henover lignelsens pointe om at modtage og give barmhjertighed. –

Lad os vende os til den forkyndelse, som indeholdes i Fadervor: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.

Der findes faktisk en altertavle med den eksplicitte titel “Forlad os vor skyld”. I 1953 har Erik Heide til hjemegnens kirke i Øster Jølby på Mors malet en triptykon. Venstre fløj hedder Ufred, højre fløj hedder Fred. Imellem de to fløje figurerer Korsfæstelsen, under lyset fra et solkors. Korsfæstelsen er central i bevægelsen fra ufred til fred. Ejendommeligt nok har Erik Heide som vidner til korsfæstelsen malet to dyr, hvilke vi ellers kun venter at finde ved fødslen i krybberummet. Således får vi anskueliggjort, at meningen med inkarnationen er forsoning. – På knæfaldet kan menigheden ved nadveren modtage forsoningens tilsagn.

Vor gamle mester Erik Heide (f 1934) har udsmykket flere kirker end nogen anden nulevende kunstner. I 65 år har Heide i gamle såvel som nye kirker bevist sit store talent som billedhugger; men hans første offentligt tilgængelige værk var altså et maleri.