Kunst til kirkeåret

9. maj døde vores verdenskendte kunstner Per Kirkeby, efter årelang svær sygdom, knap 4 mdr. før 80 års fødselsdagen. Kirkeby satte blivende spor også i kirken. Efter en halv snes år med spredte kristne (‘byzantinske’) referencer i malerierne skabte Kirkeby egentlig kirkekunst fra 1995 til 2015. Mindst ni danske kirker bærer nu hans bemærkelsesværdige værker .
Per Kirkebys seneste kirkeudsmykning blev tilført Løgumkloster Kirke i 2015. Her indsattes hans to smalle glasmosaikruder på orgelvæggen samt hans bronzetympanon over indgangsdøren. Det halvcirkelformede bronzerelief viser kristendommens drama, fortalt ved fragmenter, som Kirkeby selv har identificeret som sten, kilefødder, korstræ og rindende blod. Specielt kilerne ved korsets fod er så karakteristiske for Per Kirkebys pars pro toto-agtige fortælling om lidelsens konkrete realitet. Blodet løber i en tovtyk stråle fra korset ned og henad klippen eller jorden, og hermed gentages et voldsomt tema, som kendes fra bemalingen af Frejlev Kirke.
Under skulpturen ses den lysere overligger af granit med en indskrift, som citerer Jens Rosendal: “Tak, at huset her blev bygget som en sang om paradis,/ som et skaberglimt nedrykket i vort lavlands tågedis”.
Salmecitatet er vist uafhængigt af relieffet, men med de blå og gule mosaikruder er Kirkebys ‘skaberglimt’ – som hele det smukke, gamle kirkehus – måske også en ‘sang om paradis’.
Æret være Per Kirkebys minde!Se mere

“Det røde hjerte”, har Carl-Henning Pedersen kaldt sin hyldest til kærligheden i en af Ribe Domkirkes glasmosaikruder (1982-87)

Jeg har valgt denne billedmeditation i glas som ledsager til sidste afsnit af ‘Jesu ypperstepræstelige bøn’ Joh. 17, 20 – , som er den indtrængende tekst til 6. sønd. e. trin. Afslutningsvis, forud for sin overgivelse, påberåber Jesus sig her Guds kærlighed og beder for, at den – som han selv – må fylde disciplene: …”Retfærdige Fader…jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” – Den guddommelige kærligheds ekspansive mysterium skal være hans menigheds arv.

Det er næppe nødvendigt at præsentere Ribe Domkirkes kunst, som uden tvivl er den mest omdiskuterede danske kirkeudsmykning nogensinde, malet af en stor kunstner, der om sig selv sagde, at kirkemaler var han ikke, på opfordring fra Ny Carlsbergfondets formand Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der siden har beklaget sit valg…

Carl-Hening Pedersens modernistiske billeder i glas, fresko og mosaik udfolder sig let og fabulerende, frit svævende over den etablerede kristne overlevering, som kirkekunst ellers gerne kan have et forhold til. Dog vil jeg med glæde tage “Det røde hjerte” i øjesyn som en bekendelse til kærlighedens mysterium. Øverst i ruden ser jeg under himmellegemer et kongeblåt ansigt i profil med fornem hovedprydelse og med stort og mindre øjne over det røde hjerte. Kan vi med en mulig projektion læse det som en Kristus, der taler om at se og blive set med kærlighedens øjne? En facitliste, der får pengene til at passe, har jeg ikke, og det er vist heller ikke meningen, men ruden er blid og beroligende, prydet af bløde, bølgende linjer og mylder af liv. En dekorativ bådformet figur i midteraksen er et skib, hvor vi netop alle er i samme båd, – eller en skål med et måltids gaver – til deling? Fortællingen må vi selv bidrage med, og i bedste fald har vi nok at øse af.

Billedet er hentet i Mikael Wivels flotte, store bogværk med titlen Carl-Henning Pedersen

Se evt. mere dansk kirkekunst på @birgittebechkirkekunst

“Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen”…

Teksten fra Luk.24 har i 2008 inspireret Stig Weye (f 1946) til udsmykningen af Grindsted Kirkes prædikestol, således at de 6 billedfelter præsenterer kirkeårets store helligdage. Det er der ikke noget nyt i, men flunkende ny er stilen! Den audodidakte Stig Weye holder her en fest med klare farver og fantasifuld anvendelse af symboler. Traditionel er fremstillingen af Jesu fodspor på jordens overflade, men vi ser ikke som i traditionelle billeder Jesusskikkelsen forsvinde op i en sky. Derimod ser vi på den gyldne himmel en blå medaljon, omkranset af 7 himmelsfærer, med Kristi ansigtsaftryk udført i lighed med aftrykket på de sagnomspundne klæder, der er kendt som ligklædet i Torino, Svededugen og Mandyliet. Et billede af et billede af Kristus er det tætteste, en kunstner kan komme.                                                                                                                           Mandyliet frembæres af engle, der er lige så anskuelige som menneskene derunder; ‘magisk realisme’, er stilen kaldt, men falder vist uden for ismerne.                                        – Hvordan visualiserer man trosbekendelsens billedsprog om tro på Kristus “siddende ved Gud Faders højre hånd” ?

I Weyes billede synes forsamlingen på jorden opbragt og forvirret, langt fra tekstens evangelium om, at disciplene stod tilbedende tilbage, fyldt med GLÆDE som en frugt af den velsignelse, Kristus gav dem til afsked.

Fem år senere fik Weye lov at følge prædikestolsbemalingen i Grindsted op med udsmykning af alterbord m v, og helheden omtales som Grindstedevangeliet.   Akademirådets Udvalg for Kirkekunst udtrykte bekymring for, at Weyes koloristiske udsmykning manglede nænsomhed i fht den eksisterende fine, gamle og absolut bevaringsværdige udsmykning, og at fornyelsen ville fylde mere end godt er i rummet, men udsmykningen blev realiseret. – Og religionspædagogisk synes udsmykningen at være et hit med stof og afkodningsopgaver for alle aldre.

Billedet er hentet fra en af kirkens flotte tryksager.