Kunst til kirkeåret

Da jeg for en halv snes år siden tog den helt rigtige beslutning af flytte til en ny egn, udfordrede det naturligvis følelsen af tilhørsforhold; mennesker omkring mig var oftest fremmede. Lidt efter lidt blev verden venligere, i takt med at flere ansigter lyste op med udtryk for genkendelse, og nogle endog brugte mit navn, når vi mødtes og faldt i snak. Jeg, som selv er sørgeligt dårlig til at huske navne, blev urimeligt glad, når andre brugte mit. Nu hørte jeg til! Personnavnet er forbundet med en identitet, en historie, en fortælling, – ja basalt kan navnet bruges som udtryk for nærhed og somme tider endog for kærlighed. Min barnedåb var – som andres – ikke massekommunikation men helt personlig tiltale, idet netop mit navn blev nævnt sammen med den treenige Guds. Det står fast. Det husker jeg naturligvis ikke, men jeg mindes fra den tidlige barndom, hvordan min mor om morgenen kom ind i soveværelset, trak gardinet til side og lukkede lyset ind, mens hun sagde “Godmorgen, Gitte!”. Mor har jeg forlængst måttet begrave, men hendes melodiske morgenhilsen kan jeg stadig høre for mig. Tilhørsforhold er ikke noget, man kan tage selv; det er noget man kan være heldig at få givet fra ophav og omgivelser, fra det ‘Du’, man som socialt væsen må være rettet mod. – Evangelieteksten fra Joh. 20 er en meget righoldig opstandelsesfortælling. Et af tekstens særtræk er navnets betydning: Den sørgende Maria Magdalene hentes i gravhaven ud af sin ensomhed, fortvivlelse og forvirring, da Jesus giver sig til kende ved fortroligt at kalde hende ved navn: “Maria!”. I samme moment ved hun, hvem han er, og hvem hun selv er; hun ved, at hun er kendt og hører til, så hun kan svare: “Rabbuni”, Min Mester”. Favne ham fysisk kan hun ikke, men fra denne påskedag kan hun og vi i al evighed leve vore liv som svar på den opstandnes personlige tiltale.

Wenzel Tornøe (1844-1907) var en akademiuddannet kunstner, som bl.a. underviste maleren Zahrtmann. Tornøe er især kendt for anekdotiske genrebilleder, hvoraf enkelte har en social appel; det største hit var “En syerske pinsemorgen”, hvor sypigen er faldt i søvn efter nattens udmattende arbejde. Wenzel Tornøe malede i 1884 det alterbillede, som vises her: “Kristus åbenbarer sig for Maria Magdalene”. Her er Maria sunket om på jorden og har væltet sin salvekrukke. Kristus henvender sig direkte til hende og peger samtidig opad som en forberedelse til himmelfarten. Det hænger i Hvidbjerg Kirke, Morsø. Også til Mammen og Hjarnø Kirke har Tornøe malet altertavler. Foto: Claus Jensen.

Grundvolden vaklede, jorden skælvede, gravvagterne blev slået omkuld som ved et lynnedslag. Kvinderne, der stod den korsfæstede nærmest, havde umuligt kunnet sove; i det tidlige daggry var de søgt ud til graven, drevet af forfærdelse og sorg over det tab, som havde tømt deres liv for indhold. Alt hvad de havde i behold, var et fattigt håb om i det mindste at kunne få lov at vise det døde legeme en sidste omsorg. Nu var end ikke den kære krop at finde. Virkelighedsbilledet var krakeleret, gravstenen væltet, graven tom. Hvad kvinderne erfarede den tidlige morgen ved gravhulen, kan ikke forstås endsige forklares. Hvad vi ved, er imidlertid, at disse kvinder herefter rejste sig og gik videre med deres liv, ja meget mere end det: de løb fra dødens have med glæden ud i verden. Hvordan forvandledes kvindernes forfærdelse til mod? Hvordan blev handlingslammelse til iver? Hvordan gik det til, at den lille chokerede og fragmenterede personkreds, der ellers så vidt muligt “holdt sig skjult af frygt for jøderne”, fra dag til dag kunne give sig gudsfrygt og dødsforagt i vold “med stor glæde”? Vi har kun de mere eller mindre usammenhængende, sære og skønne beretninger om syner og budskaber, der ændrede alt – også for os. Kristendommens tilblivelse var en overraskelse. Jesusbevægelsen var gået i sig selv, om ikke den var blevet kickstartet af et glædeschok: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt. Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham”. Med de første vidners nyvundne “store glæde” kunne der skabes menighed – og verdenskirke. – Når det er vores tur til at stå i dyb sorg ved en kiste, har vi stadig ikke bedre livline end kvindernes sære og skønne fortælling. Må den rejse os op! Glædelig påske!

Den grundtvigske valgmenighed i Havrebjerg fik i 1906 som alterbillede Viggo Pedersens glødende vision af påskemorgen. Viggo Pedersen (1856-1926) tilhørte Skovgaardkredsen og var kendt for landskaber og skildringer af familieliv med hustru og barn foruden bibelske motiver med både koloristisk kraft og religiøs alvor.

Hver gang et menneske fødes, fornyes det enestående eksperiment, som mennesket er. Eksistentialister taler om subjektets mulighed for ansvarligt at skabe et eksemplarisk menneskeliv, Grundtvig kalder mennesket et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. – Men hvad enten vi læser fortidens lidelseshistorier eller følger ubærlige aktuelle reportager, melder sig en forfærdelse over, hvor mislykket eksperimentet ‘menneske’ falder ud: Menneskelighed destrueres i forræderi, tortur og drab, tabte muligheder for gode liv. Vi ser med al klarhed, at ondskaben findes, og lidelsen findes. Vores trosretnings kendemærke synes tilsvarende trøstesløst: et ungt, retfærdigt menneske lider en grusom død efter at have klaget sin nød til en tavs himmel. Er det alt? Nej, nej, nej! Der er mere at sige: Det fortælles i Luk. 23, at dette menneske, som magthaverne mishandlede og korsfæstede, bad om tilgivelse for sine bødler: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Hans uselviske bøn tænder den fakkel, som skal lyse os igennem. Ondskaben findes, ja, lidelsen findes, ja, men kærligheden findes altså også, og evangeliets pointe er, at med Kristus blev kærligheden bjærget igennem. I ham lykkedes fuldt ud det guddommelige eksperiment i støv og ånd! Dette i særklasse eksemplariske menneske, som hele livet lindrede andres smerter og nedbrød kolde barrierer med kreativitet, generøsitet og mod, han gav kærligheden fylde og sansbarhed, han bar den store kærlighed gennem døden ind i evigheden, hvor kærligheden aldrig ophører. Og fra evigheden kommer denne dybe, høje og hellige kærlighed fremdeles til os, handler med os og genåbner vort menneskelivs muligheder. Ud fra den evige kærlighed finder mennesker glimtvis styrke til at kæmpe mod åndelig undergang i kynisme, had og hævn, – og når den åndelige kamp alligevel ikke lykkes, må vi ty til tilgivelsen. Med Jesu død blev korset et tilgivelsens tegn: den lodrette linje forbinder himmel og jord som en bøn, den vandrette rækker favnende ud mod medmennesker. Påskeevangeliet skal fortsat fortælle vor lidende og dødsmærkede verden, at kærligheden lever som det første og det sidste.

Dansk kirkekunst har som hele den vestlige kirkekunst haft korset som nøglemotiv igennem århundreder, måske med guldalderen som parentes. Det er betagende, hvor også moderne kunstnere finder inspiration til at nyfortolke korset, så det ikke bare bliver et nedslidt symbol. Imidlertid griber jeg her tilbage til klassikerne: billedskærerkunsten på reformationstiden. Vore fremmeste billedkunstnere var i beg. af 1500-tallet Claus Berg og Hans Brüggemann, som begge har skabt uforlignelige mesterværker med korset i centrum. Claus Bergs hovedværk var den altertavle, som fra 1866 har hængt i Skt. Knuds Kirke, samt Danmarks største krucifiks fra 1527, som hænger i Sorø Klosterkirke (med evangelistrelieffer yderst på korsarmene). Ovenfor vises dette værk med al dets uafrysteligt realistiske udtrykskraft. Billedet er fundet i Karen og Jørgen Boye Petersens uundværlige trebindsværk ‘Kirkelig skulptur i Danmark’. Siden det glimrende foto blev taget, har bl.a. hvælvene i Sorø Klosterkirke for øvrigt gennemgået en forfriskende restaurering. Hans Brüggemanns hovedværk var Bordesholm Klosters altertavle, som 1666 blev flyttet til Slesvig Domkirke, og som idag figurer på den danske kulturkanonliste. Sidstnævnte er en omfattende tredimensionel billedfortælling om Kristi lidelse og opstandelse, hvoraf jeg nedenfor kun kan vise et udsnit. Her ser vi bl.a., nederst th for midteraksen, det sjældnere påskelørdagsmotiv “Kristi nedfart til dødsriget”, hvor Kristus rækker hånden til den gamle Adam. Det vises her nederst som en skøn detalje.

Der mangler ‘varme hænder’ i den offentlige sektor, for tiltrængt personlig pleje vil vi helst have betalt over skatten. Svage borgere vil nødigt belaste familien med plejeopgaver, allernødigst hvad angår den intime hygiejne, viser undersøgelser. Når man (endelig) ser sine nære, vil man have det hyggeligt og ‘værdigt’ sammen. Pårørende spørger da heller ikke til renligheden, slet ikke til føddernes, trods viden om at den gamle næppe selv kan nå derned. Med få undtagelser opleves det ganske grænseoverskridende at blotte de nedgroede negle, den hårde hud og måske det gamle snavs, – hvor meget så end de slidte og forkrøblede fødder kan trænge til omsorg. – På Jesu tid, hvor man går med sandaler på støvede veje og siden halvt liggende spiser om lave borde, er fodvask en uomgængelig del af værtens gæstfrihed, men vel at mærke typisk uddelegeret til en husslave. – Jesus holder ved påsketid sit afskedsmåltid med disciplene i en hudløs atmosfære, som på en gang er festlig, højtidelig og sorgtung. Han gør på alle måder sit samvær med disciplene uforglemmeligt, fyldt af tegnhandlinger og ord, de kan leve videre på: Iflg. Joh. 13 bryder Mesteren alle sociale barrierer ved at knæle ned og vaske sine bordfællers fødder. Fodvasken bliver en tegnbærer: et forbillede i at tjene medmennesket – helt ud i den situation hvor det er besværligt, uæstetisk og udfordrende for ens selvforståede værdighed. Her kunne vi godt standse vores fortolkning, for allerede her er der inspiration nok. Men Jesus giver samtidig fodvasken en sakramental dybdedimension ved at sige, at disciplene – med én undtagelse – nu er helt rene. Forståelsen breder sig, at det også er et sjælebad, som befrier de forlegne bordfæller fra deres sjæleligt forkrøblede liv med nedgroede traumer, psykisk hård hud og moralsk snavs på samvittigheden. Jesus kender til alt det, som mennesker helst skjuler, og borttager dødvægten herfra. Han sender sine kære videre i livet som genfødte, frie til med tro, håb og kærlighed at gennemleve det voldsomme, der må møde dem.

I 2015 skabte Thomas Kluge i Linå Kirke ved Silkeborg sin anden store danske kirkeudsmykning (efter Store Magleby på Amager), nemlig et maleri af netop fodvasken skærtorsdag. Kluge havde forinden meldt ud, at han gerne ville male et billede, som “viste vandets betydning”. Kunstneren tydeliggør, hvordan den rene vandstråle i billedets vertikale akse løber ned over Peters arrede fødder og tager snavset med sig. De nederste dråber er gullige. Med en mere end caravaggiansk fokusering med oplyste partier mod sort baggrund stiller maleriet skarpt på omsorgen og renselsen som et tilgivelsens tegn. Dets reference til dåben understreges af, at Johannes Døberen er malet i altertavlens topstykke. Foto: Claus Jensen.

Længslen efter en leder er et arketypisk menneskeligt træk. Ikke mindst krisetider samler folk om en lederskikkelse, der opfattes som stærk. På ham kan man projicere sine håb om retfærdighed, oprejsning og helst lidt mere – eller meget mere? En leder kan forføres og forføre med drømme om grænseløs magtudøvelse i et af denne verdens riger. Magten er en Satans fristelse. – Joh. 12 tager os med ind i et dramatisk konfliktfyldt rum ved et festmåltid i Betania, hvor Maria salver Jesus, og Judas protesterer. Den knælende Maria ved Jesu fødder giver med alt hvad hun ejer, udtryk for sin ømhed, taknemmelighed og andagt: Jesus har jo taget hende, en kvinde, alvorligt som samtalepartner, og han har givet hende den mistede broder Lazarus tilbage. Samtidig indgår hun i Israels store tradition for at indvie konger, præster og profeter ved salvning: Jesus er hendes konge, præst og profet, svaret på hendes længsel efter en leder. Judas derimod oprøres over ødselheden, og det behøver måske ikke bare være på skrømt. Med tilnavnet Iskariot tilhører han formentlig den revolutionære bevægelse – med behov for penge i partikassen. Judas er måske desperat ved tanken om at have satset på den forkerte leder i det forventede forestående oprør mod romerne. Jesus vil øjensynligt ikke lede en væbnet frihedskamp. – Hovedpersonen selv synes at forstå og modtage Marias dyre salve som en tros- og kærlighedsgestus, og han tilføjer sin egen tolkning, hvor han ikke griber salvningen som et tegn for magt, men som en indvielse til døden. “Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves”. – Jesu foregribelse af døden klinger efterfølgende med som underlægningsmusik ved den videre vandring mod Jerusalem; den vil indebære en dødsmarch, en Via Dolorosa. Som i profeten Zakarias’ gamle digt om fredsfyrsten drager Jesus nu sagtmodigt ind i hovedstaden på et ungt æsel og ikke på en stridshest eller en fyrsteligt udsmykket kamel. Mens folket råber “Hosianna”, måske med diverse forventninger til en stærk leder, griber den salvede Messias tavst sin rolle som konge, for konge er han, men i kærlighedens, ikke i voldens rige. Palmesøndag hyldes han i kirken netop for sit magtafkald i den storslået mytiske filipperbrevshymne: “Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Der er mange muligheder for billeder til helligdagen. Jeg har tidligere vist klassiske palmesøndagsbilleder fra bl.a. Keldby og Uggeløse Kirke. I Lemvig, Hanbjerg og Viborg Domkirke findes andre gode eksempler. Nu vælger jeg imidlertid et kunstværk, som netop skildrer det konfliktfyldte rum i Betania, hvor også Judas er aktør. Søger man i øvrigt efter kunstværker med Judas som motiv, er der inspiration at finde i Helge Kjær Nielsens ret nye udgivelse ‘Lad stenene ligge En bog om Judas’. Helge Kjær Nielsens bog rummer foruden en kommenteret billedsamling studier af bibeltekster og salmer om Judas. Det er en grundig og teksttro undersøgelse med fokus på Judas’ rolle i den frelseshistoriske plan. Bogens titel rummer en opfordring til at være tilbageholdende med fordømmelse af Judas.

Denne gang vælger jeg Niels Larsen Stevns’ dynamiske situationsbillede fra 1907-8 af Salvningen i Betania, et billede som var for kontroversielt til at få indpas i en kirke, men som hænger godt på Kunsten i Aalborg. Billedets baggrund har næsten sakrale træk ved de tre rundbuede åbninger, lysåbningen tv. og ildstedet. Maleriets venstre side er harmonisk og skøn med den husligt tjenende Marta, den tilbedende Maria og den rødklædte Jesus, som med en inkluderende gestus tager Maria i forsvar. Men maleriet viser spændingen om lederrollen: Disciplenes ansigter er overrumplede og bistre, og Judas bryder dramatisk op og forlader festen – klar til at sælge Jesus. Langbordet med den hvide dug vender frem mod os, næsten som et spørgsmål til vores valg af side.