Giver I jeres børn gode gaver? …“hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” – Den originale færøske billedkunstner Sigrun Gunnarsdottir er en af de få, der binder an med at skildre bøn, tilmed uden at blive sentimental. Hun tager – som Jesus i citatet fra bjergprædikenen – udgangspunkt i kærligheden mellem generationer. Hvor ufuldkommen og afmægtig forældre- (og bedsteforældre)kærlighed end er, giver den os indsigt i kærlighedens væsen. Kærligheden vil ikke vide af grænser, for kærlighedens kilde er Gud. I Store bededags evangelium indbyder Jesus os indtrængende til at blive ved at øse af den kilde. Gunnarsdottirs maleri fra 2013 hedder “En af mine mindste”. Det skildrer den robuste, både familiære og overmenneskelige, kærlighed i bønnen, som omslutter hus og hjem, det udsatte barn og alt det levende, hilst af småfuglens kvidren.
“Vejen” var de første kristnes betegnelse for kristendommen. Vejen er Kristus. I Joh. 14 finder vi det kendte, sammenfattende Jesuscitat “Jeg er vejen, sandheden og livet”, – et af Johannesevangeliet 7 prægnante “jeg er”- ord, som giver os metaforens hjælp til at begribe evangeliets betydning. Vejen kan visualiseres som et lineært billede af vores livsrejse, som både er en proces og et mål. Vejen er her, hvor vi netop er på vores vandring i livet, og vejen er retningen og horisonten for vores liv. At Kristus er vejen, betyder nærvær undervejs, og det betyder, at vejen med ham ikke ender blindt. Vejen som motiv appellerer til vestlig billedkunst som mulighed for dybdeperspektiv og landskabsskildring mod det ukendte fjerne, og motivet har ofte en eksistentiel dimension (jf. Den guddommelige komedie: “Midtvejs på vor vandring gennem livet”…) I vores kultur tænker vi – foruden rumligt – udpræget tidsligt: i fortid, nutid og fremtid, og moderne mennesker forstår sig selv som undervejs mod det ukendte kommende.
Den nordjyske billedkunstner Poul Anker Bech, 1942-2009, har som altertavle til Gudumholm Kirke i Himmerland i 2009 – kort før sin alt for tidlige død – malet et originalt billede af menneskers livsrejse. Vejen strækker sig over en sandet bakkekam i det lokale landskab, hvor den ender brat ved en klint. Poul Ancher Bech har efterladt et notat om sit maleri af menneskers livsrejse “hele tiden på kanten til det store rum bag os”. Om menneskene på vejen skrev kunstneren: “Vandringen skildres gennem forskellige typer: den stræbsomme, ægteparret, barnet. Den unge, den gamle osv. Nogle i grupper og nogle som enkeltpersoner. Men under den sidste vandring mod afslutningen er mennesket alene.” Om “Afslutningen” skrev Poul Anker Bech, at den er formet “næsten som en rampe, der fører ud og op i intetheden”. Er dette så et kunstværk uden åbning for gudstro og håb, et billede af tomheden? Nej, der er andet og mere på spil! Afgørende for billedet såvel som for vores livsrejse er horisonten. Og læg mærke til, hvordan kunstværket lader horisonten vælte! Med en let skråtstillet vertikal kystlinje åbner kunstneren en yderlig dimension, som giver billedet en overraskende pointe. Poul Anker Bech var pilot og legede med væltende synsvinkler i mange af sine både neorealistiske og surrealistiske billeder, hvor han vedgår en art evighedslængsel. Her i kirkehuset gives den opadgående horisont en dybere betydning – med kunstnerens ord – som “den fjerne forjættede kyst, belyst i aftenskolens skær – et billede på ‘paradisets kyst’ . Om man vil.” Kysten står for os som et himmelsyn i et mildt rosa skær. Kunstnerens korte salmecitat fra “I østen stiger solen op” udtrykker en loyalitet i forhold til kirkens tradition og den tro og det håb, som dybest set sætter hele menneskets livsrejse i perspektiv. Vi kan åbne os for en gudgiven horisont. Poul Anker Bech havde i et tidligt udkast malet en Golgatahøj ind i landskabet som en forhøjning på vejen, – for “alle mennesker møder et Golgata” -. Hans endelige ønske var, at et krucifiks skulle hænge OVER maleriet som reference til en utvetydig kristen forkyndelse. Niels Helledies lille korsskulptur kom i stedet til at stå PÅ alterbordet under maleriet. Alterudsmykningen tilsiger som helhed således, at den korsfæstede og opstandne er nærværende for os rejsende i livet på vejen mod en horisont, hvorfra lyset skinner mildt imod os. – Af hjertet tak til Niels Clemmensen for det gode foto!
Vi skylder Arne Haugen Sørensen en stor tak for hans meget væsentlige bidrag til dansk kirkekunst. Med sine brede penselstrøg har kunstneren igen og igen formået at skabe hudløst udtryksfulde figurer, som på én gang fortolker den bibelske fortælling og den nutidige menneskelige eksistens. Arne Haugen Sørensens malerier og glasmosaikker er intense, voldsomme og følsomme, somme tider rå, aldrig uvedkommende. Flere af Arne Haugen Sørensens originale motiver er blevet klassikere: Fødselsscenen, hvor Josef holder kappen om ryggen på den nøgne Maria med både omsorg og respekt for hendes urørlighedszone, – Nadverscener for nutidige individualister, – Judaskysset, der for vore øjne forvandler sig til den fortabte søns omfavnelse, – Evangelisten eller vandringsmanden, som spejler eksistensens søgende bevægelse mellem fortid og fremtid, – Abrahams ofring af sønnen med en gestus af både grumhed og ømhed – Og allermest kendt og værdsat: Gudfaders store, betryggende hånd, som bjærger et menneskebarn fra graven op til det himmelske lys. Somme tider er det Kristi opstandelse, vi ser, somme tider det almene menneskes; graven kan være tom, eller den kan være fyldt af ben, men i alt fald opleves motivet som en tillidsfuld fuldbyrdelse: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Arne Haugen Sørensens ikoniske opstandelsesmotiv opstod angiveligt af den situation, hvor kunstneren i dyb, personlig sorg sad ved en kiste og så sig omkring i et kirkerum uden her at finde trøstende visuelle holdepunkter. Herefter måtte han selv male trøsten: den store hånd, som har poetiske referencer i bibel og salmebog, og som knytter til ved bærende almenmenneskelige ur-erfaringer af omsorg. Det blev Arne Haugen Sørensens gennembrud som bredt anerkendt og værdsat kirkekunstner i Danmark. Her viser jeg motivet, som det i 1996 blev udfoldet i den smukt renoverede Ringkøbing Kirke.
Arne Haugen Sørensen har forladt den ironiske tilgang til tilværelsen for at frugtbargøre den bibelske og kunstneriske tradition så vel som et levende menneskes dybe livserfaringer. Herunder ses Arne Haugen Sørensens prædikestolsfelt i Hindborg Kirke, hvor den udmærkede efterreformatoriske konvention at male evangelister på prædikestole i 1997 blevet tilført nyt liv. For mig kan det gerne være et åndeligt portræt af kunstneren selv. Fotos: Claus Jensen.
I forudgående søndags tekst (Joh. 21) blev disciplen Simon Peter kaldet til at være hyrde for menigheden. I dagens evangelium fra Joh. 10 hører vi, at den egentlige hyrde – naturligvis – er Jesus Kristus selv. Jesus tager Det gamle Testamentes smukke hyrdelignelse op og giver den fornyet betydning. Hyrdebilledet handler om den personlige, fortrolige relation mellem Gud og mennesker. Når Kristus er hyrden, er ledelsen tvangfri. Hans hjord er ikke lagt i lænker, ikke drevet af frygt og disciplin, ikke holdt sammen af kontrol- og magtforanstaltninger. Nej, hjorden eller menigheden består af individer, som følger ham frit, bundet af tillid. Det er hyrdens egne ord og handlinger, der skaber tilliden til, at der ikke findes bedre leder. Som hårdt prøvet menneske kender hyrden fuldtud vores vej, også når den vækker angst i “mørkets dal”, eller som det hed i en gammel oversættelse “i dødsskyggens dal”. Hyrden har taget livtag med mørkets magt og givet sit liv for fårene. Hvis vi på livsrejsen gennem mørket taber retning og mod – og det gør vi nok – består alligevel Den gode hyrdes løfte til sine menneskebørn, at “ingen skal rive dem ud af hans hånd”. Det er den evige trøst, at det er ham, der bærer vores tro og tillid, ikke omvendt. Hans løfte tilbyder os fred, også i livskriser og sorg. Ikke mindst ved begravelser er salme 23 en trøsterig poesi med sin paradisvision: …“han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand”…
Med baggrund af Det gamle Testamentes salme 23 har Niels Skovgaard i 1910 malet et hyrdebillede, som er ren trøst og salighed: et fredfyldt paradis. Niels Skovgaard (1858-1938) har ligesom sin storebror Joakim skabt flere fortolkninger af Den gode hyrde, også voldsomme billeder af hyrdens kamp mod ulven. I det viste billede er dramaet imidlertid tilbagelagt og afløst af fuldendelse: Under en blomstrende jasmin knæler hyrden i saftigt græs ved et rent vandløb, som spejler himlens blå. Han bader omsorgsfuldt sit skadede lams sår. Billedet er malet specielt til Rigshospitalets kirke, hvor intet kan være mere passende end symboler for omsorg og trøst. Vandløbet er også en reference til dåben som i flere andre af Niels Skovgaards grundtvigsk inspirerede værker. Det er en ung, blond dreng, som udfylder lignelsens rolle som hyrde, udstyret med en stav. Den luerøde kappe sammen med solglorien identificerer ham samtidig som Kristus. I det alvorligt indadvendte udtryk kan læses en dyb bevidsthed om lidelsen. – Niels Skovgaard havde som altid gjort omhyggelige modelstudier: af den muskuløse dreng, af lammet (fra herregården Knabstrup) og af jasminen. Dette idylliske billede findes ikke længere på Rigshospitalet, men på Skovgaardmuseet i Viborg. Det er bl.a. gengivet i museets flotte, store bog “Niels Skovgaard – Maler . Billedhugger . Keramiker . Illustrator”. Rigshospitalets kirke har i mellemtiden fået nutidig, god kunst.
Mon ikke den oftest gentagne sætning i danske præsters forkyndelse er: “Kærligheden er stærkere end døden”. Hvad har vi ellers at komme med? Det er påskefortællingernes maggiterning – og begravelsestalernes. Det er evangeliets triumferende og jublende postulat og vores håbefulde ditto. Sådan er det, og sådan må det være, – men hvordan genkender vi det i vort menneskelivs erfaringer? – – En ældre mand ringede til mig, fordi han netop var blevet enkemand. Hans fortælling om hustruen er altovervejende anerkendende. I den eftertanke, der har døden som baggrund, har kærligheden fuld taletid, støjsenderne forstummer, irritationen viger for empati, tydeligst er nu den mangeårige livsledsagerskes elsk-værdighed. Fra en evig kilde holder Kærligheden sit indtog og uddyber perspektivet: Enkemanden ser nu væsenskernen hos hustruen klart, men også hos sig selv: han ser sig selv som en, der har svigtet: Han havde skældt ud og forbandet sit uheld, han havde brudt sit løfte til konen om at lade hende blive i hjemmet til det sidste, og trods hendes tårer og protester havde han sendt hende på plejehjem. Hun havde foruden tunge, fysiske sygdomme også lidt af fremskreden demens, som han ikke kunne holde ud. Ingen dømmer ham, – det kunne også have været min historie, – men han dømmer sig selv med den uforbeholdne kærlighed som målestok. Det lindrer meget, at hustruen på plejehjemmet som det sidste faktisk havde sagt, at hun elskede ham, men han kan ikke tilgive sig selv. I bønnen om tilgivelse må mennesker række ud efter den store, evige kærlighed, i håb om at den findes. Den findes, og den finder os! Kærligheden viser sig som en fortsat levende kraft, virksom i vor eftertanke, ømhed, taknemmelighed, nye muligheder i livet. Der sker store ting, når kærligheden får taletid! – Og nu til Joh. 21: Efter påske gennemlever vor bibelske identifikationsfigur Peter alle kvaler over at have svigtet Kristus langfredag og fornægtet ham tre gange. I den nye uge finder den opstandne Kærlighed, Kristus i forandret skikkelse, vej til Peter og de andre ved Tiberias Sø, hvor han inviterer dem på sit agapemåltid. Peter må se det som det tilgivelsens tegn, han havde længtes efter. Fortsat er Peters kærlighed krævet: Tre gange spørger Kristus til Peters kærlighed: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”, tre gange bekræfter Peter den med stigende bedrøvelse. Kristus giver herefter Peter den største ledelsesopgave, der kun kan ende med henrettelse. Peter følger kaldet; han ved, at kærligheden er stærkere end døden.
Peter Møller (1838-1910) var en habil, konventionel kunstner, som udførte omkring en halv snes danske alterbilleder samt andre religiøse malerier. Her vises et tidligere alterbillede af “Peters kaldelse”, malet 1903 til Hove Kirke ved Lemvig. Vi ser et lidt drømmeagtigt skønmaleri med Tiberias Sø foran et romantisk bjerglandskab med dramatiske formationer; et blændende lys over horisonten bryder igennem disen; i mellemgrunden grupperer disciple sig med den nyvundne kæmpefangst omkring båden, som er trukket på land; på den blomstrende strand i forgrunden ses to personer i samtale: den endnu ikke gråhårede Peter, som angergivent og beæret sænker blikket og lægger hånden på hjertet, og over for ham den lidt højere, hvidklædte – for os temmelig genkendelige – Kristus med oplyst ansigt. Hans replik er: “Følg mig!” Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 