Kunst til kirkeåret

“Gud er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds” (Deus est sphera infinita, cujus centrum est ubique, circumferentia nusquam), lyder en gudsdefinition i det anonyme middelalderlige skrift ‘De 24 filosoffers bog’. Skriftet har haft indflydelse på bl.a. mystikeren Mester Eckhard og på Martin Luther, og i Søren Kierkegaards noter dukker citatet også op sammen med en lille tegning. Well, denne paradoksale bestemmelse af Guds væren er måske mindre en definition end en bekendelse: en troende tænkers vidnesbyrd om, at intet er uden for Guds rækkevidde, og Gud er fuldt til stede lige her, hvor jeg lever med mit gudsforhold. – Lukas afslutter i kap 24 som bekendt historien om den opstandne Jesus’ møder med mennesker på jorden med sin fortælling om himmelfarten, jævnfør trosbekendelsens …”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd”. – Gennem århundreder har kirkekunsten kæmpet med billeder af himmelfarten med vægtløshed og flagrende klæder, skylag og himmelske etager, forankret i et umiskendeligt fortidigt lagdelt verdensbillede. Vore billeder af himmelfarten er famlende, forsætligt eller uforsætligt naive, for hvordan kan vi visualisere sammenhængen mellem usammenlignelige dimensioner? Kan vi skabe anderledes billeder, som tydeliggør, at den fysiske afsked ikke er en åndelig afsked, ikke er et tab, men det modsatte: De velsignede disciple sørgede ikke, men blev “fyldt med glæde” og “lovpriste Gud”. Himmelfarten betyder, at Kristus nu og altid er hos Gud, og Gud er allestedsnærværende, altså nær hos os. –

For mig at se er det en lykkelig visuel ‘løsning’ at vise den nu-ikke-længer-jordiske Kristus i en fuldkommen cirkel af lys, som skinner på de andagtsfulde disciple, – “Gud er en uendelig kugle med centrum alle steder” – . Den evige, guddommelige væren kan vi ikke forestille os endsige afbilde, med vores begrænsning til tid og sted. Paradokset består, mens vi griber til symboler som cirkel og lys. Evangeliet til Kristi Himmelfartsdag er imidlertid, at denne paradoksale Gud vil være uadskillelig fra Menneskesønnen, som en årrække satte vidunderlige spor på jorden. Det efter min mening usædvanligt vellykkede og andagtsfulde himmelfartsbillede fra Hyltebjerg Kirke i Vanløse viser jeg her med vemod, fordi alterbilledet i foråret brændte sammen med kirken. Billedet blev 1960-61 malet af nu afdøde Elvin Rud. Foto: Claus Jensen

I dag d. 21. maj 2022 kan vi gratulere Bjørn Nørgaard med de 75 leveår og et meget bemærkelsesværdigt kunstnerisk virke. Stort til lykke! – Her vil vi særligt fejre Bjørn Nørgaard som kirkens kunstner i kraft af epokegørende værker i Knebel, Fredericia, Ikast og Flensborg. Andre kirkerelaterede værker findes bl.a. i Viborg og Roskilde. Nørgaards originale nyfortolkninger af traditionen fortjener overalt vores fordybede interesse. – I 1970 blev den eksperimenterende Bjørn Nørgaard berømt og berygtet for hesteslagtningen, der stadig klæber til hans navn og bringer gemytter i kog. Imidlertid er provoen blevet en af Danmarks mest etablerede kunstnere med store opgaver for kongehus og kirke. Disse vældige udfordringer har Nørgaard løst med historisk indsigt og loyalitet, vel at mærke uden at give køb på aktualitet, kritik og en legende frihed. En uomtvisteligt talentfuld indsats! Her vises et ganske lille udsnit af Bjørn Nørgaards store bronzeport fra 2020 “Alfa og omega” på Christianskirken i Fredericia. Bjørn Nørgaard skildrer skabelsen og skabningens frodighed med blik for kvindelighed og moderskab. Han er fortrolig med kirkekunstens tradition for ikoniske billeder af den lukkede paradishave og jomfruens undfangelse, hvor enhjørningen er til stede som Kristussymbol, men her viser Bjørn Nørgaard os urkvinden med en sanselig feminisme, som er meget langt fra en klassisk hyldest til Marias jomfruelighed. – Andetsteds på bronzeporten skildres forældres hjerteskærende sorg over børns død i moderne Pieta-motiver. Foto: Claus Jensen.

I Køge markerer vi fødselsdagen i Ølby kirke d. 1. juni kl. 17- . Køge Kunstforening byder på suppe, brød, lidt at drikke og billedforedrag ved Birgitte Bech, som præsenterer Bjørn Nørgaards virke med særligt fokus på de kirkelige udsmykninger. Pris for hele herligheden er 65 kr. for medlemmer af Køge Kunstforening, 80 kr for ikke-medlemmer. Man kan tilmelde sig senest dagen før på Køgenu.dk

Holocaust-overleveren Corrie Ten Booms opbyggelige erindringsbog ‘Skjulestedet’ fortæller bl.a. historien om en ulykkelig ungdomskærlighed. Corrie måtte erkende, at hun umuligt kunne få sit hjertes udkårne, og da hun delte sorgen herover med sin kloge far, rådede han hende: “Nu må du elske ham med Guds kærlighed”. – Jeg kom til at tænke på denne replik, da jeg læste om Jesu afsked med disciplene: Nu må de elske hinanden med Guds kærlighed. Jesu afskedstale i Joh. 17 forener den smertelige bevidsthed om forestående afsked med en indtrængende forsikring om ubrydelige bånd, som rækker ind i evigheden. “Jeg er ikke længer i verden, men de er i verden”, siger Jesus med foregribelse af det, der skal komme, og i samme moment trøster han sine disciple med, at han allerede – som kærlighedens inkarnation – har givet dem, hvad de behøver for at kunne leve: “dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Jesus overgiver sine venner til Guds fremtid: “Jeg beder for dem: Hellige fader, hold dem fast ved dit navn.” Når han er væk, kan gruppen lettest splintres i atomer, men Jesus beder for deres fortsatte fællesskab: “for at de kan være ét ligesom vi.”

Den eminente stenhugger Laila Westergaard har i 2009 udsmykket ydermuren i Hjørring Sognegård med 32 høje granitrelieffer af hverdagsmennesker, kvinder og mænd, voksne og børn. En af de fliser, der bare kunne være et mellemrum, bærer den mest bemærkelsesværdige skulptur: et Kristusansigt. Som en ‘mønsterbryder’ er han lige der og ændrer dermed hele kunstværkets karakter. Med de lukkede øjne og det indadvendte udtryk fremtræder han som en bedende. Beder han for, at de/vi mange adskilte mennesker må være der for hinanden med Guds kærlighed? – Claus Jensen har fotograferet.

Søndagen efter Store bededag, 4. søn. e. påske, rammes vi af den egenartede opstandelsesberetning, som kaldes Damaskusoplevelsen: Moselovens lange arm, den kompromisløse kristenforfølger Saul/Paulus (født o. 10 – martyr o. 64), blev på vej til Damaskus standset og diametralt omvendt af sit chokerende møde med den korsfæstede og opstandne Kristus selv, som fra himlen råbte ham an: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” – “Hvem er du, Herre?” – “Jeg er Jesus, som du forfølger, men rejs dig og gå ind til byen, så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre” (Ap.G.9). Paulus’ breve er vores ældste, skriftlige førstehåndskilder til Jesu opstandelse, og som bekendt blev denne Paulus efter åbenbaringen lige så kompromisløs i sin Kristusmission, menighedsopbygning og teologi, som han havde været i sit had til Jesusbevægelsen. Paulus’ stærke teologi og praksis frakobler Kristustroen fra bindingen til Moseloven som frelsesvej. Han tolker påskens drama som bevis på, at Gud har besejret synd og død, forsonet sig med verden og til evig tid skabt en ny og nådig virkelighed for såvel hedninger som jøder: “Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”… I søndagens evangelietekst fra Joh. 8 genfinder vi temaet ‘Moses-Kristus’ i Jesu dialog med jøder om, hvad frihed er. Den jødiske fortolkning af frihed henviser til hebræernes udfrielse af Egypten og deres abrahamitiske pagt med Gud (“Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”), mens frihed iflg. den kristne fortolkning identificeres med i Kristustro at være frisat fra syndens og dødens magt: “Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: Hvis I bliver i mit ord, skal sandheden gøre jer frie….Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Et tekstnært fortællende alterbillede af Paulus’ øjenblændende Damaskusoplevelse findes i Skt. Pauls Kirke i Aarhus, malet i 1897 af H. C. Siegumfeldt (1833-1912), der allerede som 11-årig blev optaget på kunstakademiet og især kom til at gøre sig gældende som fredsommelig genre- og portrætmaler. Her gør kunstneren imidlertid dramaet nærværende, så åbenbaringen af den opstandne bliver hele menighedens åbenbaring. Krucifikset på alterbordet forankrer det himmelske syn i korsfæstelsens historiske faktum. Det er den mand, der nogle år forinden blev henrettet i Jerusalem, som kaldte og kalder apostle. I mine studieår i Aarhus var Skt. Pauls Kirke min sognekirke, og her havde jeg Damaskusoplevelsen for øje, mens jeg hørte gode prædikener af en anden Siegumfeldt, Kaj Munk-kenderen H. H. Siegumfeldt (1902-1981).

Johannesevangeliets oplyses af en række stærke og billedskabende JEG-ER-ord; sidste søndag hørte vi “Jeg er vejen, sandheden og livet”. Lige så majestætisk er denne søndags JEG-ER-ord fra Joh. 8,28-, hvor Jesus i dialog med jøder siger: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal i forstå, at JEG ER DEN, JEG ER.” Også dette Jesusord er billedskabende i kraft af dets oprindelse i 2. Moseb., hvor Gud Herren fra den brændende tornebusk identificerede sig for Moses. Hinsides alle geografisk og historisk afgrænsende personnavne gjorde Gud for Moses sin absolutte autoritet gældende med sit “Jeg er den, jeg er”. Hermed sendte han Moses ud som leder af hebræernes frihedskamp fra slaveriet i Egypten. Vi ser for os den rystede Moses, knælende på helligstedet, efter at have taget sine sandaler af. – I Det nye testamente får ordet en ny fortolkning: På korset “ophøjes” Kristus ikke bare fysisk, men også metafysisk, idet han identificerer Guds væsen som grænseløs hengivelse for alle menneskebørn. Med Kristus som bror er vi Guds børn. Det er dette store kærlighedsunder, vi må ‘tage skoene af’ og knæle for. Hermed udsiges, at det der giver et liv i frihed, ikke er partikularistisk, genetisk eller nationalistisk arvefølge, men gudstro og tillid til evangeliet: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Vi kan gå med blikket rettet fremad.

Senest i 2014 malede Nina Sten-Knudsen (f. 1957) sit magiske, drømmende billede “Epilog”, som jeg for egen regning og risiko her vover at knytte til bibelske tekster. Der findes både betydningsladede og gådefulde elementer af menneskeliv, myter og symboler i kunstnerens store øde landskaber, som bl.a. blev som led i en længere billedfortælling vist på udstillingen “Fear, Love and Evil” i Horsens. Jeg tager bibelske briller på og søger mytiske træk: I forgrunden ses en knælende kvinde ved bredden i et floddelta. Jeg læser det som Nilen, hvor Moses sættes ud i sivkurven og siden bjærges af Faraos datter. – En filmfotograf fastholder begivenheden for nutidsmennesket. – Yderst th skinner i guld den brændende tornebusk, hvorfra den voksne Moses skal sendes ud som hebræernes leder. I baggrunden rejser sig et brændende bjerg: måske det brændende Sinai Bjerg, hvor Moses møder den usete Gud og modtager lovens tavler, – eller et generelt symbol for gudsåbenbaringens ‘sted’. Maleriets multifokale horisont hinsides ukendte, øde landskaber fortaber sig i tåger med et flertydigt rødligt lys. Den sorte vegetation og den grålige slette kan pege på et afsvedet landskab med lava fra vulkaner. Rammes vi definitivt af klimaforandringer som grådighedens straf? Er det et trøstesløst undergangsbillede vi ser? Titlen “Epilog” = efterskrift kan pege i den retning, hvor der så ikke er meget hjælp at hente i de gamle myter. Men vi kan også vælge at se det rosafarvede lys i horisonten som en anelsesfuld dagning og gå videre med håb for menneskers fremtid. I maleriets venstre side ses nogle små mennesker mellem det glitrende vandløb, enkeltstående træer og en gådefuld, hvid lyskilde. Kan vi tolke det som et lille håbstegn? Iflg. evangeliet er vi ikke efterladt. Evangeliet er ikke bare en epilog, men en prolog til nyt liv.