Jesu lignelse om Arbejderne i vingården i Matt. 20 er inkompatibel med vores økonomiske retfærdighedssans, selv med et moderne velfærdssamfund som bagtæppe. Vingårdsejeren udbetaler samme løn til arbejdere med én times ansættelse som til dem, der har slidt den hele, lange dag, og historiens pointe er altså ikke et spørgsmål om, hvem der reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet! Vingårdsejerens generøsitet mødes med et nid, som får ham til at spørge: “er dit øje ondt, fordi jeg er god?” Nogle er nødstedte, men menneskers samfund er i øvrigt karakteriseret ved den hang til at sammenligne, som kulturforskeren Renée Girard kaldte ‘det mimetiske begær’: Vi vil – mindst – have, hvad de andre har, fordi de andre har det. Selvretfærdighed og misundelse larmer i lignelsen, som den larmer hos os – og i os: I dag hørte jeg en læge foreslå gratis medicin og terapi til de dårligst stillede, hvorpå en lidt bedre stillet skatteborger indvendte, at sådan en forskelsbehandling ville straffe hende for livet igennem at have slidt og sparet op for at blive knap så dårligt stillet. – Nej, det vil ikke have nogen gang på jorden at trække lignelsen ind i finanslovsdebatten eller de overenskomstforhandlinger, som sjovt nok tilbagevendende er på dagsordenen, netop når der prædikes over teksten. Lignelsen handler nemlig om “løn” i Guds rige. – Det nemmeste er så bare at parkere lignelsens pointe i en helle uden for jordelivet som en fortælling om, hvordan Gud hinsides døden åbner Himmeriget for de fortjenstfulde så vel som os andre. Men nej, der er ingen grund til at forbeholde lignelsen for de døde. Lignelsen handler om vores livssyn og menneskesyn i dag: Den “løn”, som evangeliet taler om, er evangeliet! Hver eneste dag modtager vi livet med dets gaver, opgaver og udfordringer, og vi velsignes med kærlighed, tilgivelse og håb. Livet kærtegner os, når forårsblomster myldrer op, og livsmodet vokser, uanset vore præstationer. Mere end nogensinde har vi brug for kristendommens modfortælling til den evindelige statusmarkering og resultatmåling. Kirken møder os fra dåb til død som et salt og et tegn for Guds inkluderende fællesskab med sine børn uden sammenligning og evaluering. Kan den være vores terapi mod misundelse?
Meget få er de kirkeudsmykninger, som visualiserer dagens tekst, vel fordi den handler om en kompleks sekvens med replikker og således næsten forudsætter iagttagerens fortrolighed med lignelsen. Erik Abrahamssons “Arbejderne i vingården” (1938-60?) er en af hans to ruder i den gule Østerby Kirke på smukke Læsø. Her ser vi Kristus dele pengeposer ud i en oprørt forsamling af arbejdere med værktøj, som vidner om hårdt arbejde. Nogle arbejdere ser anklagende ud, nogle peger fingre ad andre, en enkelt knæler ydmygt med tomme hænder. Hævet over nid og misundelse står i midten den ikoniske, frontale Kristus under blå himmel, med lysende hvide og røde klæder og korsglorie. Kristus vender blikket ud mod menigheden, så vi næsten kan høre ham spørge: “Er dit øje ondt, fordi jeg er god?” – Erik Abrahamsson fra Gøteborg opholdt sig i perioder på Læsø og skabte der sin glaskunst, og ved en indsamling skaffede menigheden midler til brænding og blybånd. Jeg har ikke fundet årstallet for erhvervelsen, men kan se, at Erik Abrahamsson i perioden 1938-1960 udsmykkede mindst 6 svenske kirker. Tak for foto til Niels Clemmensen.
Birgitte Bech kirkekunst 