Sidste søn. e. helligtrek. 1. rk. – Forklarelsen

Hvilken erfaring kan bære et menneskes tro og tillid oppe igennem det korte liv på vor skrøbelige klode, omgivet af et uendeligt, svimlende mørkt og koldt univers? Hvilken fortælling og hvilket billede kan genstarte sjæl og ånd, når bekymringer vokser? Hvor henter vi mening, retning, visioner – i det mindste som glimt! Teksten i Matt. 17 viser os en vision, et ‘vindue til evigheden’ i form af den mystiske og salige “Forklarelse på bjerget”: En bærende inspiration for tre disciple, der netop forinden har måttet høre om selvfornægtelsens og lidelsens vej, og som umiddelbart derefter skal tilbage blandt uoverkommelige skarer af syge og elendige. Lige her på denne tunge vej overrumples og velsignes disciple mod alle jordiske odds af et syn, et perspektiv og en tale, som gør alting klart: De sander, at Guds evige lys og kærlighed findes hos Jesus. “Hør ham!” Det er en klarhed, som nok kun rammer mennesker enkeltvis, og måske sjældent. Menneskeligt er da det febrilske ønske om at fastholde og dvæle i saligheden – sådan som Peter, der gerne ville bygge hytter på bjerget. – Beretningen er tydeligt symbolsk i sin udformning: Bjerge er gudsåbenbaringers traditionelle sted; Moses og Elias, som havde hver sit bjerg, dukker op for at sætte Det gamle Testamentes love og profetier i det rette forhold til Det nye Testamente; Gud Fader taler fra skyens mulm, uset som altid. Han proklamerer Menneskesønnen som sin Søn med de samme ord som ved dåben. Ja, beretningen er dogmatisk og symbolsk som et ikonisk billede, men i sin essens et billede at orientere sig ud fra. Et menneske lever og orienterer sig nødvendigvis ud fra verdensbilleder, værdier, formative fortællinger og symboler. Lykkeligt at leve ud fra billedet af Menneskesønnen som en overvældende åbenbaring af Guds kærligheds lys! Det billede, som først ret kan foldes ud efter påsken, holder vi gudstjeneste på.

Metamorfosen 1000-tallet, Athos

I den østkristne verden, hvor forklarelsen kaldes Metamorfosen, forvandlingen, er motivet mere almindeligt end i Vesten. Ikonmalerne beflitter sig jo på at hente himlen ned på jorden. Netop Metamorfose-motivet er efter sigende malerens svendeprøve, der skal bevidne en kapacitet til at vise Guds herlighed. Hvilken ambition! Her er bjergets udformning hierarkisk og symbolsk med grålige klipper i lavlandet, i højdende blomstrende livstræer på guldbaggrund. Farverne i det kosmiske hierarki følger den foreskrevne rangorden med jordfarver i bunden og himmelblå mandorla øverst omkring den forvandlede Kristus. Han møder os frontalt og er i situationen klædt i guld; han bærer Guds ord i hånden som logosrulle, og hans flotte glorie er identificeret ved et kors, der altid må minde om påsken.

Peter Brandes, den måske mest økumeniske inspirerede danske kirkekunstner, er en af de få, som i denne generation har taget Forklarelsen op som motiv i en kirkeudsmykning. Det er sket i 2010 i det store vindue i det vidunderlige Sankt Andreas Kapel i Roskilde Domkirke, som af flere grunde er et besøg værd. Glasmosaikrudens motiv lader det klare, hvide dagslys strømme ind, idet kulørte fragmenter kun sparsomt indgår. Vi ser forneden de tre disciple bøje sig i tilbedelse for mysteriet. Derover er visionen repræsenteret ved nogle ovale figurer, større omkring mindre, i et ekspansivt mønster. Spredt i ruden ses små gul-gyldne glasstykker i dråbeform. Mon ikke vi kan tolke dem som Helligåndens små flammer? Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s