Kunst til kirkeåret

Hvilken erfaring kan bære et menneskes tro og tillid oppe igennem det korte liv på vor skrøbelige klode, omgivet af et uendeligt, svimlende mørkt og koldt univers? Hvilken fortælling og hvilket billede kan genstarte sjæl og ånd, når bekymringer vokser? Hvor henter vi mening, retning, visioner – i det mindste som glimt! Teksten i Matt. 17 viser os en vision, et ‘vindue til evigheden’ i form af den mystiske og salige “Forklarelse på bjerget”: En bærende inspiration for tre disciple, der netop forinden har måttet høre om selvfornægtelsens og lidelsens vej, og som umiddelbart derefter skal tilbage blandt uoverkommelige skarer af syge og elendige. Lige her på denne tunge vej overrumples og velsignes disciple mod alle jordiske odds af et syn, et perspektiv og en tale, som gør alting klart: De sander, at Guds evige lys og kærlighed findes hos Jesus. “Hør ham!” Det er en klarhed, som nok kun rammer mennesker enkeltvis, og måske sjældent. Menneskeligt er da det febrilske ønske om at fastholde og dvæle i saligheden – sådan som Peter, der gerne ville bygge hytter på bjerget. – Beretningen er tydeligt symbolsk i sin udformning: Bjerge er gudsåbenbaringers traditionelle sted; Moses og Elias, som havde hver sit bjerg, dukker op for at sætte Det gamle Testamentes love og profetier i det rette forhold til Det nye Testamente; Gud Fader taler fra skyens mulm, uset som altid. Han proklamerer Menneskesønnen som sin Søn med de samme ord som ved dåben. Ja, beretningen er dogmatisk og symbolsk som et ikonisk billede, men i sin essens et billede at orientere sig ud fra. Et menneske lever og orienterer sig nødvendigvis ud fra verdensbilleder, værdier, formative fortællinger og symboler. Lykkeligt at leve ud fra billedet af Menneskesønnen som en overvældende åbenbaring af Guds kærligheds lys! Det billede, som først ret kan foldes ud efter påsken, holder vi gudstjeneste på.

Metamorfosen 1000-tallet, Athos

I den østkristne verden, hvor forklarelsen kaldes Metamorfosen, forvandlingen, er motivet mere almindeligt end i Vesten. Ikonmalerne beflitter sig jo på at hente himlen ned på jorden. Netop Metamorfose-motivet er efter sigende malerens svendeprøve, der skal bevidne en kapacitet til at vise Guds herlighed. Hvilken ambition! Her er bjergets udformning hierarkisk og symbolsk med grålige klipper i lavlandet, i højdende blomstrende livstræer på guldbaggrund. Farverne i det kosmiske hierarki følger den foreskrevne rangorden med jordfarver i bunden og himmelblå mandorla øverst omkring den forvandlede Kristus. Han møder os frontalt og er i situationen klædt i guld; han bærer Guds ord i hånden som logosrulle, og hans flotte glorie er identificeret ved et kors, der altid må minde om påsken.

Peter Brandes, den måske mest økumeniske inspirerede danske kirkekunstner, er en af de få, som i denne generation har taget Forklarelsen op som motiv i en kirkeudsmykning. Det er sket i 2010 i det store vindue i det vidunderlige Sankt Andreas Kapel i Roskilde Domkirke, som af flere grunde er et besøg værd. Glasmosaikrudens motiv lader det klare, hvide dagslys strømme ind, idet kulørte fragmenter kun sparsomt indgår. Vi ser forneden de tre disciple bøje sig i tilbedelse for mysteriet. Derover er visionen repræsenteret ved nogle ovale figurer, større omkring mindre, i et ekspansivt mønster. Spredt i ruden ses små gul-gyldne glasstykker i dråbeform. Mon ikke vi kan tolke dem som Helligåndens små flammer? Foto: Claus Jensen.

Alle søndagens tekster handler bl.a. om at møde fremmede, ja selv fjender, som medmennesker. Teksterne er skrevet til læsere, der alt for godt ved, hvad det vil sige at have fjender. Os eller dem, egengruppe eller fremmedgruppe, ven eller fjende… Krigens og undertrykkelsens logik byder mennesker at tænke på en fremmed som en potentiel fjende, måske din angiver, måske din drabsmand. Kan man navigere på anden vis end med en depersonaliserende lydighed? Man bliver i krige ikke spurgt, om man har lyst til at dræbe. Når og hvis retfærd efter krigsfærd engang bliver håndhævet af en krigsforbryderdomstol, vil de anklagedes omkvæd uden tvivl være, at de handlede efter ordre. – På Jesu tid var Palæstina som bekendt besat af en imperialistisk, svært militariseret fjende, som truede folkets eksistens, og vi ved i detaljer besked om, hvordan nogle af soldaterne i en påske omkring år 33 til punkt og prikke fulgte ordren om at tortere og henrette også Jesus. – Iflg. Matt. 8 blev Jesus imidlertid under sit virke som prædikant og helbreder opsøgt af en af besættelsesmagtens officerer. Meget ved officeren måske ikke om Israels religion, måske bare det at en jøde normalt ikke vil tage på besøg hos en hedning, – hvad Jesus så for øvrigt karakteristisk nok så stort på. Men som militærmand ved officeren i hvert fald noget om kommandostrukturer og myndighed: “Jeg er selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han”… Militærmanden deponerer nu så at sige sin magt og rang for fødderne af Jesus, drevet af kærlighed til en syg og forpint tjener. I mødet med Jesus er alt, hvad der fylder, en tillid til, at Jesus har myndighed over liv og død: “Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt!” Al jordisk magt er underlagt den højeste. Jesus så ham som menneske. Vi kan læse om det lykkelige udfald for officerens tjener, og dertil kommer, at Jesus sprænger en grænse ved at fremhæve den hedenske officers tillid som tro: “Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.” Menneskekærligheden er stor nok til at suspendere grænsen mellem ven og fjende, og hos Gud er magt identisk med menneskekærlighed.

Det billede jeg har valgt, er i 1999 skabt af den eminente tegner Sys Hindsbo (f. 1944). Det er et af hendes barskeste værker og bærer titlen “Mand holder sig for næsen”. Ja, vi deler kvalmen og gruen. Sys Hindsbo har fra sin personlige biografi rigeligt kendskab til krigens og undertrykkelsens logik, og hendes kunst skildrer gerne ofre og magthavere, ofte let uniformerede mænd. Kunstværket gør os til vidner til en iskold forberedelse til en hængning og til mennesker, der bryder sammen. Måske helte, der alligevel nægtede at adlyde. Fra billederne synes spørgsmål at udgå: Er det muligt at trodse kommandostrukturer? At nægte at bøje sig for undertrykkelsens logik? At se en fremmed som et menneske? Er det muligt over de militære råb at høre en hvisken fra den højeste myndighed. Til højre i billedet ses en figurgruppe bestående af en død og to udbærere. Mon den røde farvelægning her kan læses som et forsigtigt udsagn om kærlighed og medfølelse? Om at Guds kærlighed lever med den døde?

Nogle alkoholfri familiefester mindes jeg med stor taknemmelighed, andre med mindre, fordi glæden udeblev. At fester lykkes, står og falder naturligvis ikke med vinen og dens rigelighed (somme tider tværtimod). Fester lykkes, hvis deltagernes forventninger krones med fælles erfaring af en nærhed og en intensitet, som løfter øjeblikket ud af hverdagen og ind i glædens rum. Den gode vin kan her være både facilitator og rituelt symbol for glæden; den kan udmærke dagen som festdag, ja måske ligefrem som højtidsdag. At Jesus selv drak vin, fremgår af den velkendte modsætning mellem ham og den asketiske Johannes Døber. Hos Jesus er den gode vin et tegn på Guds riges nærvær og herlighed. Tilsvarende herligt er det, at Jesu første guddommelige tegn fandt sted ved et bryllup, hvor han velsignede og forbavsede alle med god vin, netop som festen truede med at gå død og brylluppet kuldsejle omkring de tomme kander! “Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.” (Joh. 2,11). Vin er et glædens sansbare symbol: glødende i farven, forjættende i duften, rig i smagen, opløftende i sin virkning: Leve brud og gom! Leve kærlighed og fællesskab! Leve alle fortællinger om, at Gud har menneskers glæde for øje! – Guds gave er også den dybe glæde, som kan skjule sig bag sorgen. Forvandlingen i Kana er det vinunder, der i Johannesevangeliet træder i stedet for beretningen om nadverens indstiftelse, som vi kender fra Paulus og de synoptiske evangelier. I nadverberetningerne hos Matthæus og Markus er Jesu ord over vinen: “Dette er mit blod” tunge af sorg, men bag sorgen skjuler sig glæden: “Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i Guds rige.” – Kirken har ofte fortolket underet i Kana som en henvisning til nadveren, og billedkunstnerne har tilsvarende undertiden placeret de to scener side om side. Det er også tilfældet på de malede fløje på bagsiden af den store altertavle i Søndre Sogns Kirke i Viborg, hvorfra jeg vælger at bringe et udsnit.

Fløjmaleriet viser bagtil i midteraksen den henrivende brud med udslået hår som en jomfru omgivet af opvartere i en festsal med todelte lysåbninger, hvilke i renæssancen kunne symbolisere Kristi to naturer: Gud og menneske. I forgrunden ser vi en andægtigt ventende Maria stående bag sønnen, som netop instruerer, at de store rensekar bliver fyldt med vand. I modsætning til gæsterne ved Kristus, Maria og vi, hvorfor festen om et øjeblik bliver en fortælling værd…. Altertavlen i Søndre Sogn, der tidligere hed Sortebrødrekirken (med dominikanerkloster) stammer fra et af de suveræne værksteder i Antwerpen, hvorfra Danmark i alt modtog fem formidable tavler. Den blev købt o. år 1520, måske af Chr. 2., i første omgang til brug i kirken på Københavns Slot. Da Sortebrødrekirken i Viborg brændte i 1720, bad byens borgere den daværende konge Fr. 4. om hjælp, og kongen forærede den flotte københavnske tavle til Viborg. Han fik nemlig samtidig malet Henrick Krocks store himmelfartsbillede, som nu kan ses i Helligåndskirken på Strøget i København. Hvorom alting er: Viborg blev en stor seværdighed rigere. Altertavlens bagsidemalerier er imidlertid ikke kirkens eneste klenodie: Forsidens pragtfulde træskærerarbejde med scener fra bl.a. Jesu barndom, samt bænkegavlenes pietistiske emblemmalerier, beskrevet i Erik A. Nielsens Gådetale (2018) er absolut også en rejse værd. Har man allerede været i Viborg for at beundre Joakim Skovgaards fresker i Domkirken, er der god grund til at vende tilbage til byen for at besøge Søndre Sogns Kirke. Foto: Claus Jensen.

Teksten fra Luk. 2 om den 12-årige Jesus imødekommer bibellæserens behov for kontinuitet: Vi har brug for en bro fra julen til den voksne Jesus. Vi skal sammentænke, at Jesus, Gudsbarnet, gaven fra himlen, er en historisk person med en almindelige opvækst i Nazaret hos Maria og Josef. Denne ‘dobbelte herkomst’ er i fokus i fortællingen om, at drengen drager med sine forældre til påskefest i Jerusalem og uden deres samtykke bliver hængende i Jerusalem for at samtale med jødiske lærde om den himmelske fader. Spændingen udtrykkes paradigmatisk, da Maria omsider genfinder sønnen i templet: “Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” – Evangeliet forkynder Jesu særstatus, men kaster samtidig lys over alle kristnes ‘dobbelte borgerskab’, i himmel og på jord. At Jesus har kaldt Gud for far, ved vi ikke mindst besked om fra “Fadervor”, bønnen hvormed han lærer os alle at kalde Gud for far. – Der er noget universelt i udfordringen til forældre i at forstå, at børnene ikke (bare) er deres. Det har fundet et litterært, poetisk udtryk i den libanesiske digter Kahlil Gibrans meget citerede klassiker “Profeten”, hvor der om forholdet mellem forældre og børn bl.a. står: “Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer; og selvom de er hos jer, tilhører de jer ikke… I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd, for ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”

Langt de fleste fremstillinger af motivet viser den 12-årige Jesus i åndelig samtale med forundret lyttende, skriftkloge jøder. Lucie Marie Ingemann har valgt sin egen utypiske tilgang, hvor hun i stedet viser den lykkelige genforening af mor og søn. Bag Maria ses Josef, den omsorgsfulde jordiske far, mens sønnen peger op mod den himmelske, og de skriftkloge i baggrunden er statister. Billedet medierer Jesu dobbelte tilhørsforhold som kærlighed i både himmelsk og jordisk retning. Lucie Ingemanns rørende barnlige fremstilling er malet i 1840’erne og hænger i Særslev Kirke ved Kalundborg. De færreste af fru Ingemanns billeder er forblevet på den plads, hun har tiltænkt dem, men i Særslev har man altså beholdt maleriet som alterbillede. Foto: Claus Jensen.

Så kom vi til Helligtrekonger, signalet til at også vi, der lever langsomt, må tage afsked med julen. Lidt vemod og eftertanke kan følge med, mens vi pakker ned: Hjalp vi faktisk hinanden med at løfte glædens vinger? Fik vi sagt hinanden ordentligt tak ? Eller druknede vi næsten barnet i et badevand af støjsendere, fortravlethed og svært forenelige dagsordener? – Helligtrekonger kommer nu som et julens sidste udkald, en anledning for os hver især til at sanse julens dybe hjerteslag: få ro på, tænde endnu et (eller tre) levende lys og synge ‘Dejlig er den himmel blå’ om ledestjernen, som også lyser for dig og mig. Med os ud i vores uperfekte liv og hverdag kan vi fortsætte med fortællingen om, at Gud er hos os som lyset over vores vej, men også som den varme hånd i ryggen. – Måske skal julekrybben alligevel få lov at blive stående lidt endnu? Den samler under Betlehemsstjernen både Lukas’ jævne hyrder og Matthæus’ fornemme vismænd i fælles tilbedelse. Matthæustekstens “vise mænd fra Østerland” bringer kostbare hyldestgaver: guld, røgelse og myrra, henvisende til barnets kongeværdighed, guddommelighed – og lidelse og død. I den bibelske fremstilling forbliver de vise mænd anonyme, og med deres gaver fremhæver de vel at mærke alene barnet, ikke sig selv. Allerede Tertullian skrev dog i 200-tallet, at de tre “var som konger”, og gennem århundreder har stjernetyderne tydeligvis taget skikkelse af rige konger fra forskellige kontinenter, repræsenterende forskellige racer og aldre. Middelalderens legender har således øget bibelhistorien symbolkraft, men pointen er i alt fald evangeliets universelle betydning, at gudsriget er større og gudsbarnet mere ophøjet end ethvert jordisk regime, og det har bud til høj og lav. Det er samtidig blevet en smuk konvention, at det er den ældste søgende sjæl, der først når frem og knæler ned for det guddommelige barn: Livets pilgrimsrejsende kommer i mål, når alt kommer til alt. –

Kirkekunsten har siden tidlig middelalder været rig på fremstillinger af de vise mænds/ de hellige tre kongers tilbedelse. Hvor kongerne tidligere var anonyme, bliver det imidlertid fra højmiddelalderen tydeligt, at motivet kan tages til indtægt for kongers og andre potentaters personlige politiske formål. Den magthaver, der bekoster udsmykningen, kan lade sig portrættere som en af de fromme tilbedere, der knæler for Jesusbarnet. Kirkefyrsten bøjer sig for kirkens tro og får samtidig et point til sin egen propaganda. Gaven til Jesusbarnet/ kirken fremhæver giveren. Mit valgte eksempel er et af Danmarks fineste Helligtrekonger-billeder, malet omkring 1520, formodentlig i Antwerpen, af ‘Frankfurtermesteren’. Det har hængt på det nu ikke mere eksisterende kongelige slot i Nykøbing Falster og tilhører Nationalmuseets Samlinger. Det er et typisk renæssanceværk med landskabspanorama, paladsarkitektur og prægtige stoffer og pelse. Centralt i maleriet ses ved siden af den rødklædte Josef en fersk og undselig Maria med et livfuldt barn, som allerede har modtaget en gave og hilser den forreste af kongerne. Denne ældste konge, som knæler for barnet, portrætterer (posthumt) en hvidhåret Kong Hans (1481-1513). Den stående, kraftfulde mand på højre fløj portrætterer Hans’ mørkhårede søn Chr. II. (1481-1559), som var konge i årtiet fra 1513. Kun afrikaneren på venstre fløj er anonym.- Ja Jesus har taget bolig i en uperfekt verden, hvor menneskenes børn fejrer jul med mange forfængelige dagsordener. Men det er da smukt, at posthume portrætter af kong Hans (som også Claus Bergs altertavle i Odense Domkirke) viser den gamle konge ved livsrejsens åndelige mål. – Foto: Claus Jensen.