3. søn. e. helligtrek. , 1. rk. – Under kommando?

Alle søndagens tekster handler bl.a. om at møde fremmede, ja selv fjender, som medmennesker. Teksterne er skrevet til læsere, der alt for godt ved, hvad det vil sige at have fjender. Os eller dem, egengruppe eller fremmedgruppe, ven eller fjende… Krigens og undertrykkelsens logik byder mennesker at tænke på en fremmed som en potentiel fjende, måske din angiver, måske din drabsmand. Kan man navigere på anden vis end med en depersonaliserende lydighed? Man bliver i krige ikke spurgt, om man har lyst til at dræbe. Når og hvis retfærd efter krigsfærd engang bliver håndhævet af en krigsforbryderdomstol, vil de anklagedes omkvæd uden tvivl være, at de handlede efter ordre. – På Jesu tid var Palæstina som bekendt besat af en imperialistisk, svært militariseret fjende, som truede folkets eksistens, og vi ved i detaljer besked om, hvordan nogle af soldaterne i en påske omkring år 33 til punkt og prikke fulgte ordren om at tortere og henrette også Jesus. – Iflg. Matt. 8 blev Jesus imidlertid under sit virke som prædikant og helbreder opsøgt af en af besættelsesmagtens officerer. Meget ved officeren måske ikke om Israels religion, måske bare det at en jøde normalt ikke vil tage på besøg hos en hedning, – hvad Jesus så for øvrigt karakteristisk nok så stort på. Men som militærmand ved officeren i hvert fald noget om kommandostrukturer og myndighed: “Jeg er selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han”… Militærmanden deponerer nu så at sige sin magt og rang for fødderne af Jesus, drevet af kærlighed til en syg og forpint tjener. I mødet med Jesus er alt, hvad der fylder, en tillid til, at Jesus har myndighed over liv og død: “Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt!” Al jordisk magt er underlagt den højeste. Jesus så ham som menneske. Vi kan læse om det lykkelige udfald for officerens tjener, og dertil kommer, at Jesus sprænger en grænse ved at fremhæve den hedenske officers tillid som tro: “Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.” Menneskekærligheden er stor nok til at suspendere grænsen mellem ven og fjende, og hos Gud er magt identisk med menneskekærlighed.

Det billede jeg har valgt, er i 1999 skabt af den eminente tegner Sys Hindsbo (f. 1944). Det er et af hendes barskeste værker og bærer titlen “Mand holder sig for næsen”. Ja, vi deler kvalmen og gruen. Sys Hindsbo har fra sin personlige biografi rigeligt kendskab til krigens og undertrykkelsens logik, og hendes kunst skildrer gerne ofre og magthavere, ofte let uniformerede mænd. Kunstværket gør os til vidner til en iskold forberedelse til en hængning og til mennesker, der bryder sammen. Måske helte, der alligevel nægtede at adlyde. Fra billederne synes spørgsmål at udgå: Er det muligt at trodse kommandostrukturer? At nægte at bøje sig for undertrykkelsens logik? At se en fremmed som et menneske? Er det muligt over de militære råb at høre en hvisken fra den højeste myndighed. Til højre i billedet ses en figurgruppe bestående af en død og to udbærere. Mon den røde farvelægning her kan læses som et forsigtigt udsagn om kærlighed og medfølelse? Om at Guds kærlighed lever med den døde?