2. søn. e. helligtrekonger, 1. rk. Brylluppet i Kana – Glæden er en guddommelig gave

Nogle alkoholfri familiefester mindes jeg med stor taknemmelighed, andre med mindre, fordi glæden udeblev. At fester lykkes, står og falder naturligvis ikke med vinen og dens rigelighed (somme tider tværtimod). Fester lykkes, hvis deltagernes forventninger krones med fælles erfaring af en nærhed og en intensitet, som løfter øjeblikket ud af hverdagen og ind i glædens rum. Den gode vin kan her være både facilitator og rituelt symbol for glæden; den kan udmærke dagen som festdag, ja måske ligefrem som højtidsdag. At Jesus selv drak vin, fremgår af den velkendte modsætning mellem ham og den asketiske Johannes Døber. Hos Jesus er den gode vin et tegn på Guds riges nærvær og herlighed. Tilsvarende herligt er det, at Jesu første guddommelige tegn fandt sted ved et bryllup, hvor han velsignede og forbavsede alle med god vin, netop som festen truede med at gå død og brylluppet kuldsejle omkring de tomme kander! “Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.” (Joh. 2,11). Vin er et glædens sansbare symbol: glødende i farven, forjættende i duften, rig i smagen, opløftende i sin virkning: Leve brud og gom! Leve kærlighed og fællesskab! Leve alle fortællinger om, at Gud har menneskers glæde for øje! – Guds gave er også den dybe glæde, som kan skjule sig bag sorgen. Forvandlingen i Kana er det vinunder, der i Johannesevangeliet træder i stedet for beretningen om nadverens indstiftelse, som vi kender fra Paulus og de synoptiske evangelier. I nadverberetningerne hos Matthæus og Markus er Jesu ord over vinen: “Dette er mit blod” tunge af sorg, men bag sorgen skjuler sig glæden: “Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i Guds rige.” – Kirken har ofte fortolket underet i Kana som en henvisning til nadveren, og billedkunstnerne har tilsvarende undertiden placeret de to scener side om side. Det er også tilfældet på de malede fløje på bagsiden af den store altertavle i Søndre Sogns Kirke i Viborg, hvorfra jeg vælger at bringe et udsnit.

Fløjmaleriet viser bagtil i midteraksen den henrivende brud med udslået hår som en jomfru omgivet af opvartere i en festsal med todelte lysåbninger, hvilke i renæssancen kunne symbolisere Kristi to naturer: Gud og menneske. I forgrunden ser vi en andægtigt ventende Maria stående bag sønnen, som netop instruerer, at de store rensekar bliver fyldt med vand. I modsætning til gæsterne ved Kristus, Maria og vi, hvorfor festen om et øjeblik bliver en fortælling værd…. Altertavlen i Søndre Sogn, der tidligere hed Sortebrødrekirken (med dominikanerkloster) stammer fra et af de suveræne værksteder i Antwerpen, hvorfra Danmark i alt modtog fem formidable tavler. Den blev købt o. år 1520, måske af Chr. 2., i første omgang til brug i kirken på Københavns Slot. Da Sortebrødrekirken i Viborg brændte i 1720, bad byens borgere den daværende konge Fr. 4. om hjælp, og kongen forærede den flotte københavnske tavle til Viborg. Han fik nemlig samtidig malet Henrick Krocks store himmelfartsbillede, som nu kan ses i Helligåndskirken på Strøget i København. Hvorom alting er: Viborg blev en stor seværdighed rigere. Altertavlens bagsidemalerier er imidlertid ikke kirkens eneste klenodie: Forsidens pragtfulde træskærerarbejde med scener fra bl.a. Jesu barndom, samt bænkegavlenes pietistiske emblemmalerier, beskrevet i Erik A. Nielsens Gådetale (2018) er absolut også en rejse værd. Har man allerede været i Viborg for at beundre Joakim Skovgaards fresker i Domkirken, er der god grund til at vende tilbage til byen for at besøge Søndre Sogns Kirke. Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s