Helligtrekonger, 1. rk. – Når alt kommer til alt

Så kom vi til Helligtrekonger, signalet til at også vi, der lever langsomt, må tage afsked med julen. Lidt vemod og eftertanke kan følge med, mens vi pakker ned: Hjalp vi faktisk hinanden med at løfte glædens vinger? Fik vi sagt hinanden ordentligt tak ? Eller druknede vi næsten barnet i et badevand af støjsendere, fortravlethed og svært forenelige dagsordener? – Helligtrekonger kommer nu som et julens sidste udkald, en anledning for os hver især til at sanse julens dybe hjerteslag: få ro på, tænde endnu et (eller tre) levende lys og synge ‘Dejlig er den himmel blå’ om ledestjernen, som også lyser for dig og mig. Med os ud i vores uperfekte liv og hverdag kan vi fortsætte med fortællingen om, at Gud er hos os som lyset over vores vej, men også som den varme hånd i ryggen. – Måske skal julekrybben alligevel få lov at blive stående lidt endnu? Den samler under Betlehemsstjernen både Lukas’ jævne hyrder og Matthæus’ fornemme vismænd i fælles tilbedelse. Matthæustekstens “vise mænd fra Østerland” bringer kostbare hyldestgaver: guld, røgelse og myrra, henvisende til barnets kongeværdighed, guddommelighed – og lidelse og død. I den bibelske fremstilling forbliver de vise mænd anonyme, og med deres gaver fremhæver de vel at mærke alene barnet, ikke sig selv. Allerede Tertullian skrev dog i 200-tallet, at de tre “var som konger”, og gennem århundreder har stjernetyderne tydeligvis taget skikkelse af rige konger fra forskellige kontinenter, repræsenterende forskellige racer og aldre. Middelalderens legender har således øget bibelhistorien symbolkraft, men pointen er i alt fald evangeliets universelle betydning, at gudsriget er større og gudsbarnet mere ophøjet end ethvert jordisk regime, og det har bud til høj og lav. Det er samtidig blevet en smuk konvention, at det er den ældste søgende sjæl, der først når frem og knæler ned for det guddommelige barn: Livets pilgrimsrejsende kommer i mål, når alt kommer til alt. –

Kirkekunsten har siden tidlig middelalder været rig på fremstillinger af de vise mænds/ de hellige tre kongers tilbedelse. Hvor kongerne tidligere var anonyme, bliver det imidlertid fra højmiddelalderen tydeligt, at motivet kan tages til indtægt for kongers og andre potentaters personlige politiske formål. Den magthaver, der bekoster udsmykningen, kan lade sig portrættere som en af de fromme tilbedere, der knæler for Jesusbarnet. Kirkefyrsten bøjer sig for kirkens tro og får samtidig et point til sin egen propaganda. Gaven til Jesusbarnet/ kirken fremhæver giveren. Mit valgte eksempel er et af Danmarks fineste Helligtrekonger-billeder, malet omkring 1520, formodentlig i Antwerpen, af ‘Frankfurtermesteren’. Det har hængt på det nu ikke mere eksisterende kongelige slot i Nykøbing Falster og tilhører Nationalmuseets Samlinger. Det er et typisk renæssanceværk med landskabspanorama, paladsarkitektur og prægtige stoffer og pelse. Centralt i maleriet ses ved siden af den rødklædte Josef en fersk og undselig Maria med et livfuldt barn, som allerede har modtaget en gave og hilser den forreste af kongerne. Denne ældste konge, som knæler for barnet, portrætterer (posthumt) en hvidhåret Kong Hans (1481-1513). Den stående, kraftfulde mand på højre fløj portrætterer Hans’ mørkhårede søn Chr. II. (1481-1559), som var konge i årtiet fra 1513. Kun afrikaneren på venstre fløj er anonym.- Ja Jesus har taget bolig i en uperfekt verden, hvor menneskenes børn fejrer jul med mange forfængelige dagsordener. Men det er da smukt, at posthume portrætter af kong Hans (som også Claus Bergs altertavle i Odense Domkirke) viser den gamle konge ved livsrejsens åndelige mål. – Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s