Kunst til kirkeåret

Som barn følte jeg at være kommet i mål, når vi nåede frem til fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag: Endelig, endelig blev Jesus forstået, troet og fejret af folkeskaren! Endelig kunne hele scenen fyldes af begejstring for alt det gode, som Jesus havde sagt, gjort og været. Alle de almindelige mennesker: fiskere, fattige, småsvindlere, ludere, mødre med børn, alle de, som var blevet velsignet, helbredt, mættet, trøstet og tilgivet, fandt omsider ørenlyd og ord for taknemmelighed på vejen ind i hovedstaden: “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” Kunne bibelhistorien da ikke bare som en feel-good-story slutte i denne hyldest med røde løbere, grønne grene, faner og musik? Det var ufortjent og ubærligt, at historien skulle fortsætte så forfærdeligt, at vores helt, den bedste af alle, fem dage senere skulle skrige sin rædsel og ensomhed ud! – Min barndoms protest var måske ikke meget anderledes end de ældste menigheders, hvor man måtte endevende skrifterne og tolke på det modsætningsfulde begivenhedsforløb i søgen efter en højere eller dybere mening: Var Messias den samme som ‘Herrens lidende tjener’ hos profeten Esajas? Fredsfyrsten og syndebukken? Søren Holsts glimrende studie “Messias” har endevendt de eksisterende kilder fra før og omkring Jesu tid og er herefter tæt på at konkludere, at det først var de kristne, der bandt messiasværdigheden og lidelsen sammen i én skikkelse, den ene skikkelse, der altså forsvarede alle andre end sig selv. I evangelierne finder vi fra først til sidst en del samstemmende spor af, at Jesus selv afstod fra magten, den satans korrumperende magt. I dagens højlydt jublende tekster fra Zak. 9 og Matt. 21 er han tavs og undsiger symbolsk den magtsyge verdens triumf ved at ankomme “sagtmodig” på det mest ydmyge ridedyr, et hunæsel – jævnfør Zakarias-citatet: “Sig til Zions datter (= Jerusalem): Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trældyrs føl”. Det står hos Zakarias i modsætning til militante aggressorers ankomst på stridsheste. Palmesøndags-prædikener kan skrives over ordet “sagtmodig”, det sagte mod. Hvad var det for et sagte mod, vor konge havde? Modet til ikke at kæmpe for sig selv, men for andre, modet til at fortsætte sit indtog helt frem til dødsriget og mørkets mest forpinte sjæle.

Billedhuggeren Erik Heide har skabt nogle figurrige, forholdsvis elaborerede småskulpturer af støbejern med Kristi indtog i Jerusalem som motiv. Tro mod sin enkle stil viser Erik Heide mennesker uden gestikulerende armbevægelser, og den glorielysende Jesus på æslet er udadtil den mindst kommunikerende af dem alle: tavs og netop sagtmodig, – men han fylder billedet med sin tilstedeværelse. Skulpturerne fra o. 2000 findes i flere udgaver. Her sammenstiller jeg en udgave fra Ål Kirke med en udgave fra Haraldsted Kirke. Forskellene kan synes ubetydelige, men det slog mig, at i Ål Kirke lukker palmegrenene af foroven, så påskens drama er skjult for os festdeltagere, mens de nøgne kors træder frem som det overgribende i Haraldsted kirke. I Haraldsted Kirke, tæt ved det sted, hvor Magnus i år 1131 myrdede sin fætter Knud Lavard, toner langfredag altså frem i palmesøndagsscenen. Fotos: Claus Jensen.

Det spirer og gror med liljer i flor, vi kærtegnes af forårslyset og vil gerne tro på en ny begyndelse. Sendt fra himlen kommer så Mariæ Bebudelse som forårsevangeliet, der bryder ind i kirkens tunge fasteperiode. Billedet af den unge pige, der bevæger sig fra ængstelse til tillid i forhold til en ukendt fremtid, er et velkomment håbstegn: “Herren er med dig. Frygt ikke. Du har fundet nåde for Gud”…. Guds ånd bringer håb til Maria og til os alle: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig”… Det er altså Gud selv, der giver et menneske liv og status, Guds frie ånd frem for familiære og fysiologiske omstændigheder. På et vist plan gælder undfangelsen ved Helligånden alle Kristustroende mennesker, smlgn. Johannes-prologens åndrige påstand om, at de der tager imod Kristus, “er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” Ved Helligåndens hjælp må vi altså alle leve som Guds sønner og døtre – og samtidig bekende os til Kristus som “den Højestes søn” i enestående forstand, fordi han på enestående vis bragte Guds sandhed og kærlighed ind i vores verden. Vi kan da næppe omtale Jesu undfangelse og fødsel, uden at hele den store fortælling om hans oplivende ord, handlinger og virkningshistorie danner klangbund, så det er på sin plads med en fanfare! Vi overgiver os gladeligt til fryden: hellere end at synke ned i historisk og dogmatisk granskning lader vi os bevæge af den foreliggende poetiske fortælling om englen Gabriels besøg i Nazaret hos den unge Maria, som samler sig om sit uventet nådefulde svangerskab med ordene: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så fint og enkelt! – Med kyshånd har billedkunstnere gennem årtusinder grebet og visualiseret denne anskuelige bebudelsesfortælling og malet mysteriet og tilbedelsen frem.

Bebudelsens billeder udviklede tidligt en egen ikonografi, som Viggo Pedersens symbolistiske akvarel med tusch endnu ca. 1894 til dels er et yndefuldt eksempel på: De cirkelrunde forgyldte stukglorier er byzantinske helgenattributter; de hvide liljer og den lukkede have er middelalderlige symboler på jomfrueligheden; krukken med den frodige vækst i midteraksen er et frugtbarhedssymbol. Kontakten mellem englen og pigen er intens med den fine diagonale linje mellem englens velsignende højre og Marias åbne hænder. Det er en fast tradition at vise Maria med nedslagent blik uden øjenkontakt med englen, for undfangelsen er en indre, åndelig begivenhed. Den traditionelle forestilling gik ud på, at Maria blev befrugtet af Guds ord gennem øret. Det kan vi måske også blive. Guds ord er stadig potent! Et budskab fra det høje kan vende op og ned på ens liv og frugtbargøre det. Glædelig bebudelse! Maleren Viggo Pedersen (1854-1926), som var søn af og far til billedkunstnere, blev uddannet på Kunstakademiet og anerkendt som naturalistisk landskabs- og genremaler. Han dygtiggjorde sig på udlandsrejser bl.a. i Italien, hvor han boede uden for Rom og sammen med andre danske kunstnere søgte inspiration fra tidlig italiensk renæssance. Til forskel fra sin kirkeligt meget produktive søn Stefan Viggo Pedersen har Viggo Pedersen vist kun udført en enkelt altertavle (til Havrebjerg Valgmenighedskirke), men også andre religiøse billeder. Disse røber et tilhørsforhold til det grundtvigske miljø og Skovgaardkredsen. Det her viste billede, som er fotograferet på Den Hirschsprungske Samling, har bl.a. den forgyldte stuk tilfælles med Joakim Skovgaards næsten samtidige fejende flotte bebudelsesbilleder i København: i Helligåndskirken på Strøget, Davids Kirke på Østerbro og Skt. Lukas Kirke på Frederiksberg.

Når jeg rejser ad Memory Lane til mindre sekulariserede omstændigheder, dukker min salig svigerfar op: “Nu er maden vist blevet velsignet nok”, kunne han sige med et glimt i øjet, når svigermor – igen igen – drøjede på en madrest, så den rakte til endnu en portion middagsmad. Og så bad han bordbøn, svigerfar, så Helligånden sad med til bords, og den ofte udvidede kreds af bordfæller blev til menighed. Gæstfriheden trumfede det snævre budget, når en pandefuld fedtede, brasede kartofler og – gennemskårne – frikadeller blev sat på bordet. Og der var jo nok. Den aldrig svigtende delsomhed var uadskillelig fra tilliden til livets kilde. Nåde blev til menneskelig omsorg, og vi bliver ikke fattigere af at dele. – I Joh. 6 læser vi, at en folkeskare på fem tusind tomhændede mennesker fulgte Jesus ud til bjergegnen ved Tiberias Sø, og at han gav dem alle nok at leve af. Han uddelte fem brød og to fisk fra en lille drengs madpakke. Der er et forbillede i at dele frem for at bekymre sig, naturligvis, men meget mere end det: Det er som Kristustegn en fortælling om evangeliet som “livets brød”. Denne rejsekost til livsrejsen forbinder sig bagud med livets skabelse og fremad mod livets fornyelse i Guds rige. Bespisningen af de mange bringer hos os den sakrale nadver i erindring, hvor Jesus iflg. Paulus og de synoptiske evangelier indvier brød med ordene: “Dette er mit legeme”: menighedens rejsekost – Ved fristelsen i ørkenen nægtede Jesus at skabe brød til at stille sin sult med, idet han afstod fra magten og dens fordele. Ved brødunderet i dagens tekst gentager Jesus magtafkaldet, hvor fristende og forførende en begejstret folkemængde end kan være. Bespisningen var ikke en kampagne for popularitet og position, tværtimod, den var en selvhengivelse. “Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.”

Den norskfødte kunstner Marianne Rygh (f. 1951) har malet en del let tilgængelige, illustrative og symbolske billeder med bibelske motiver i et lyrisk og koloristisk formsprog. Marianne Rygh har udstillet bl.a. på Galleri Hope i Kbh. og Galleri Emmaus i Haslev, hvor jeg har fotograferet maleriet, som er fra ca. 2012. Det lyse billede hedder “Her er en lille dreng med fem brød og to fisk”. I billedets midterakse fremtræder fisk og brød som Kristussymboler i kurvens gyldne krans. – – – – – – – – – -Der findes også nogle danske altertavler med Bespisningen som motiv. Jeg vil fremhæve et alterparti i Svenstrup Kirke ved Nordborg, som billedhugger Gunnar Hansen (1901-1972) fremstillede i begyndelsen af 1960’erne, forsynet med underteksten “De spiste alle og blev mætte”. Gunnar Hansen har i årene fra 2. verdenskrig helt frem til sin død beriget mindst 34 danske kirker med udsmykninger. Gunnar Hansens figurgrupper er som helhed præget af tyngde, ro og enkelhed, typisk samlet i en fhv. symmetrisk komposition. I bespisnings-skulpturen grupperer børn og voksne i rolig bevægelse sig neden for den sakrale, ikoniske Kristus, som står rødklædt og glorieprydet med front mod menigheden. Mens alle de andre personer i skulpturen har blikket vendt mod Kristus, har Kristus selv sit blik rettet ud mod menigheden. Kunstværket er således både en evangelisk fortælling og en nadverindbydelse. Foto: Claus Jensen.

Ved lejlighed kan vi passende ransage os selv for tilbøjeligheder til at dæmonisere andre. – For tiden får vi lettest øje på de dæmoniseringer af historiske dimensioner, som skingrer i aggressorers retorik vedrørende modstandere, som de ikke kan tåle: Selv bombning af hospitaler forsvares som kamp mod terrorisme, nazisme – eller Antikrist for den sags skyld. Her er ikke tale om sædvanlige, hverdagslige gråtoner og gradsforskelle. Nej, store ord fra mytesproget bliver brugt og misbrugt i opgør på liv og død. – Luk. 11 beretter om dæmoniseringen af Jesus, hvis godhed havde et format, der fik den gamle verden til at skælve. Fastetiden viser Jesu kollision med det onde i dets mange skikkelser. I dagens evangelium uddriver Jesus en dæmon, dvs. helbreder en stum, så denne kan indgå i menneskers talende fællesskaber. Hans handling bringer liv og glæde og er entydigt god, eller hvad? Farisæere eller hvem det nu er (vi dæmoniserer måske farisæerne) konfronterer helbrederen og beskylder ham for at stå i ledtog med Beelzebul, dæmonernes fyrste. Jesus peger som svar på det selvmodsigende i at opfatte fordrivelsen af et onde som den ondes værk. Han er tværtimod et gudstegn: “Hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.” Som den der griber ind med Guds finger, er Jesus ikke bare forbillede, men et løfte om Guds endegyldige fylde. Guds fylde er mere end dæmoners fravær. I lignelsens form forklarer Jesus, at det gør ondt værre at uddrive onde ånder, hvis der bare efterlades tomrum. “Huset”, dvs. menneskers hjerter og fællesskaber skal fyldes af kærlighed, håb og tiltro til livets gode Gud. Jesus tegner et ‘enten-eller’ som den fundamentale modsætning mellem kærlighedens skabende og helende kræfter og destruktionens afmagt. Tekstens ‘enten-eller’ læser jeg ikke som en sortering af mennesker i to slags, men som et kompas, vi hver især må orientere os efter efter bedste evne – jævnfør det siden så skammeligt misbrugte Jesuscitat fra dagens tekst: “Den, som ikke er med mig, er imod mig”.

Jeg kender ikke noget kunstværk, der tydeligere viser livet som et ‘enten-eller’ end Bjørn Nørgaards skulptur “Nåleøjet” fra 2008. Nørgaards 5 m høje skulptur med den bibelske titel står på Søndergård Torv tæt ved Måløv Station. Den viser med to store symmetriske skaller kontrasten mellem godt og ondt, hvidt og sort, som spænder op mod hinanden uden at røre hinanden. Den mørke side er udført i sort granit med tolv fordybninger, hvorfra bæster med slangelemmer viser deres lede fremtoninger. Den anden side reflekterer lyset i rustfrit stål og åbenbarer tolv ranke engle på forhøjninger. En bro under springende vandstråler fører igennem skulpturen, så man kan løbe tværs over vandkunsten. – Hver især indeholder vi utvivlsomt både den mørke og den lyse side og behøver netop derfor et klart kompas i vores liv mellem dæmoner og engle. Bliver vi våde i vandkunsten, kan vi dertil benytte anledningen til at reflektere over vandets betydning – som renselse, genfødsel, dåb? – Fotos af skulpturen med og uden våde aktører kan findes på nettet.

Matthæustekstens kanaanæiske kvinde lider forfærdeligt, fordi hendes elskede barn er ramt af en sygdom, som hun er magtesløs overfor, – datterens “dæmon” betegner måske alvorlig psykisk sygdom. Og desto værre er kvindens lidelse, fordi hun som ikke-jøde er sat udenfor kulturelt og socialt. Markus oplyser, at hun er af syrisk-fønikisk herkomst og altså hører til landets før-jødiske befolkning. Scenen er henlagt til egnen om Tyrus og Sidon, hvor vi er i udkanten af det jødiske område, som er behersket af jødisk partikularisme. Jesus tænker i udgangspunktet som en jøde med fokus på specielt Israels frelse; det skal vi ikke bortforklare. – Paulus formulerer imidlertid i 50’erne umisforståeligt, at Kristusevangeliet også er for hedninge. Påsken sprængte ikke bare graven, men den religiøse partikularisme. ‘Guds tempel’ er efter Jesu offerdød og opstandelse ikke templet i Jerusalem, men det Kristustroende menneske. Kristendommen er blevet universalistisk. Denne universalistiske forståelse trænger også igennem i evangeliernes overlevering: På den ene side skjuler forfatterne ikke spændingen i forhold til det særligt jødiske, på den anden side pointerer de de opsigtsvækkende Jesuscitater, der foregriber at grænserne skal brydes ned. For sagde Jesus ikke selv, at Moselovens regler for renhed, mad og sabbat ikke var afgørende, og at Jerusalems tempelkult stod for fald? Og hjalp han ikke faktisk nogle hedninge til helbredelse, idet han anerkendte deres tro? – Iflg. Matt. 15 afviser Jesus indledningsvis den kanaanæiske kvinde, der beder for sit barn, men hun kaster al skam overbord og nægter at lade sig afvise. Kærligheden giver hende kræfter til at kæmpe, til Jesus genkender hendes tillidsfulde menneskehjerte og bønhører hende med ordene: ‘”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.’ Kristendommens Gud bevæges og bevæger sig. Der er forskellige slags monoteisme: Der er den forstenede monoteisme, hvor den eneste, evige Gud har talt, så ikke et ord står til at diskutere endsige ændre. Og så er der den treenige monoteisme, som er den dynamiske og relationelle samvirken af Fader, Søn og Helligånd: Treenig monoteisme betyder, at skabermagten blev et menneske, som kender og genkender hvad menneskelivet rummer af sorg og glæde, død og liv: Gud bevæges altså. Og treenig monoteisme betyder også, at Gud er Helligånd og som en levende, kommunikerende ånd i verden vekselvirker med mennesker i omskiftelige kulturer, hvor der fremdeles må tolkes og nytolkes: Gud bevæger sig altså. Fordi Gud aldrig er forstenet, genfortolkes til hver en tid evangeliets betydning for egengrupper, fremmedgrupper, mænd og kvinder, dig og mig ….

Det er ikke altid så let at identificere, hvilken helbredelsesberetning vi har med at gøre i et billede, men i det valgte maleri er det entydigt: Den knælende kvinde med det bønfaldende blik peger appellerende på en lille hund. Det er den kanaanæiske kvinde i samtale med Jesus, som (om forholdet mellem jøder og hedninge) siger, at det ikke er “rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”, hvorpå kvinden insisterer: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Maleriet er både fortællende og inderligt. Der er røre og berørthed hos de omkringstående 12 disciple og hos de pårørende, siddende kvinder. Barnet i højre hjørne er måske den datter, det hele handler om? – Billedet blev malet af Hendrik Krock (1671-1738), som var hofmaler med enorm produktion på de kongelige slotte. Han rejste i lange perioder i Italien, og den italienske indflydelse fremgår da også af vor bibelske scenes flotte kulisser. – For øvrigt var det Hendrik Krock, som, kort før sin død, på Chr. 6. s opfordring grundlagde Det Kongelige Danske Kunstakademi. – Maleriet hænger på Vemmetofte Kloster i Faxe Kommune, et middelaldergods som blev købt af Chr. 5.’s dronning og år 1714 arvet af sønnen prins Carl, den 4. i arvefølgen til den danske trone. Prins Carl lod godset ombygge i barokstil. Andagtsrummet i den tidligere borgerstue blev nu indrettet som kirke med fornemt inventar. Endnu prydes det intime kirkerum af den store samling af Hendrik Krocks malerier fra 1705-17, som prins Carl tog med sig til Vemmetofte fra Blågård Slot i Kbh. – I dag er godset bolig for almindelige borgere, enlige eller par, og kaldes Vemmetofte Kloster, fordi det på initiativ fra prins Carls søster prinsesse Sophie i 1735 i pietistisk ånd blev institueret til adelens tiloversblevne, ugifte døtre som “Vemmetofte Adelige Jomfrukloster”. Foto: Claus Jensen.