Kunst til kirkeåret

Kristi himmelfart har tre pointer: Den første er triviel: Jesus går ikke mere fysisk rundt på jorden, – Den anden pointe er storslået og opløftende: Jesus Kristus har fået oprejsning på højeste sted. Dette kærlige og sande menneske, som blev fornedret af verdens magthavere, er og bliver tilbedelsesværdig – som hjertets kronede konge i en verden, hvor det ellers ikke er rådeligt at tilbede mennesker. Vi bekræfter hans evangeliums evige kraft og myndighed – med den korte formulering i den sekundære Markusslutning 16,14- :“Da Herren havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. – Helligdagens tredje pointe er eksistentiel og handler om os: Det er nu os mennesker, som ved Helligåndens hjælp – uden at dyrke os selv – skal repræsentere Kristus på jorden og bære hans evangelium ud i alverden. …“og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Evangeliet kan ikke adskilles fra de ledsagende tegn, som er kærlighedens gerninger. Helligdagens budskab skifter således retning fra OP til UD, fra det himmelvendte til det omverdensengagerede. – – Men, men: helligdagens himmelsyn kan være fremmedgørende, hvis det belastes af et verdensbillede, vi som moderne mennesker umuligt kan dele. Hvad der i oldtiden kunne tænkes konkret, hvor der var entydige rammer for ‘op og ned’, må vi i nutiden karakterisere som et mytisk billedsprog, der kalder på udlægning. Vi må være ærlige om genren, når vi bekender troen på Kristi himmelfart og sæde ved Guds højre hånd. Vi må gøre os klart, hvad vi forstår ved himlen/Himlen/Himlene/Himmeriget (jævnfør den engelske skelnen mellem celestial og heavenly). Naturvidenskaben kan i stigende grad med teleskoper og matematiske modeller lade os kigge ind i himmelrummets svimlende univers med dets utallige, usete ekspanderende galakser. Det kan kalde på vores undren og ærefrygt og tilmed på vore religiøse følelser, men teleskoperne viser os som bekendt ikke Kristus. Kristus “ser” vi derimod glimtvis med troens øje i den guddommelige Himmel, hvor øjenåbneren ikke er teleskopet, men de nådeshandlinger og -ord, som Jesus bragte. Den astronomiske himmel, universet, åbner sig for naturvidenskaben og beskrives i eksakt matematisk sprog; den religiøse Himmel åbner sig for tro, håb og kærlighed og beskrives i lignelser og hjertets billedstærke poesi, som salmebogen strømmer over med. Denne guddommelige Himmel, hvor Kristus råder, kan vi aldrig udtømmende karakterisere, fordi den er transcendent, dvs. overskrider grænserne for rum og tid. Den kan bryde ind i vores liv, den kan tænde glød i vore fællesskaber, den kan spire i sjælens inderste lag, eller den kan vente os ved tidens grænse. Salmebogen er et smykkeskrin fyldt af metaforer fra erfaringens grænseland. Poeter kan tilmed invitere os med på en sjælelig himmelfart, som Grundtvig gør i DDS 411 v 6, “når under sang med dit vingede ord/ sjælen af by over stjernerne for”.

Når kirkens billedkunst skal visualisere Gud i Himlen med den evige vælde og herlighed, sker det ofte i form af en forgyldt cirkel, som betegner en hellighed uden ophør. En kraftig cirkel indrammer netop den svenske glaskunstner Bertil Valliens alterskulptur “Mod lyset” fra 2017 i Uldum Kirke. Øverst i cirklen flammer Helligånden kraftfuldt omkring treenighedssymbolet og Kristi kronede hoved. Kunstværkets lyse lodrette søjle betegner Kristus som aksen mellem jord og Himmel, altså OP (mod lyset). Tværgående ses et langt skib med vinduer, disciplenes eller kirkens fartøj, der bringer evangeliet til verden, altså UD. Kirkeskibet tilbyder mennesker et ankerpunkt i en stormfuld tilværelse. 16 billedfelter deromkring viser begivenheder eller symboler fra Det gamle (th) og Det nye Testamente (tv), altså nogle af kirkens nøglefortællinger. I venstre side finder vi nederst den velsignende Kristus før himmelfarten. Foto er fundet på kirkens hjemmeside.

‘At være voksen er at kunne bære vægten af sine egne følelser’, siges det. Der er rigtignok grænser for, hvad vi bør bebyrde vore nærmeste med af skuffelser, selvbebrejdelser, vrede osv. Vore følelser skal ikke ende som tunge sten i fx børnenes rygsæk, for det er ikke primært deres ansvar, at vi når til en forsoning med vores liv. Vore følelser skal måske heller ikke cirkulere i rungende digitale ekkokamre. MEN vi behøver ikke bare være kastet tilbage på os selv, når vi tager livtag med vores eksistens. Som den jødiske ‘dialogfilosof’ Martin Buber kredsede om: Over for hver enkelt menneske står det evige DU som livets personlige dybdedimension. Vi kan ikke kende til Gud i 3. person som et DET, en genstand eller en institution, men vi kan leve i inderlig dialog med Gud som et DU, for vi er skabt til at være relationelle. Vi kan erfare livets gaver og opgaver, smerte og trøst som et mellemværende med dette personlige DU, der møder os som altomsluttende tilstedeværelse og intimt nærvær. Vi kan nemlig bede! “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”, lyder løftet i Jesu afskedstale i Joh. 16. – Den religiøse bøn er ikke en bestilling til julemanden om dette og hint. Den er sjælens inderste rækken ud efter livets fylde, værdi og mening, kort sagt efter velsignelse. – En af dagens gammeltestamentlige læsninger fortæller om bøn i skikkelse af den kamp i mulmet, hvor patriarken Jakob forud for slægtens skæbnedag fornemmede Guds engel og nægtede at lade ham fare: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”. Til forskel fra blot at snakke med sig selv i sit ekkokammer, tilføres mennesker noget ved at bede: håb! – Evangelieteksten fortæller om håbet som gaven til dem, der beder i Jesu navn: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Bøn ‘i Jesu navn’ er selvfølgelig ikke en magisk trylleformular eller en pinkode, men et ja, ja tak til det håbefulde trosunivers, som Jesus med sit liv og sine fortællinger har åbnet for os.

Bortset fra de mange billeder af (smukke) bedende hænder skildrer kirkekunsten kun sjældent bedende personer, bortset fra det meget yndede motiv med Jesu egen dødsangst i Gethsemane Have, hvor han bad om at blive fri for døden. Jesu natlige bøn, som voksede fra kamp til hengivelse, sluttede som bekendt med ordene “Ske din vilje”, som vi kan søge at spejle os i og gentage i hvert et Fadervor. – “Jakobs kamp med englen” findes som kirkekunst i en halv snes forskellige fortolkninger, men nogle skulpturelle fremstillinger synes noget balletagtige. Særligt gribende finder jeg Jais Nielsens symbolistisk-ekspressive værk “Jakobs kamp med englen”, som viser intimiteten og kraften, ladet med både myndighed og ømhed. Værket er formentlig skabt i 1929 med senere kopier, og det kom mig for øje i medfør af en digital auktion. Jais Nielsens malerier har bevæget sig gennem vidt forskellige genrer og emner, men hans keramiske værker som dette er i det væsentlige samlet om bibelske motiver med en åndeligt og eksistentielt vedkommende appel. Her er menneske og Gud forenede i en JEG-DU relation, symboliseret i en intens, asymmetrisk ansigt-til-ansigt situation, som så at sige får tiden til at stå stille. Jais Nielsen (1885-1961) har i forskellige materialer udsmykket mindst 15 danske kirker.

Jesu lange afskedstale er en form for testamente, men adskiller sig fra andre testamenter ved ikke at indeholde hans sidste ord. I dette myndige testamente taler Jesus ud, men aldrig sådan, at hans tale slutter. Han forbereder disciplene på deres kommende sorgfulde adskillelse, med lover samtidig her i Joh. 16 at sende “Talsmanden”, som en befuldmægtiget advokat, ja mere end det: som Guds fortsat levende åndelige nærvær, der kan sige disciplene noget nyt, for “når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Jesus “har endnu meget at sige” til disciplene, men det kan de “ikke bære nu”. Disciplene – og kirken med – vil komme til at stå i uforudsete situationer, hvor de er ‘på Herrens mark’ på den gode måde, at Herren stadig er med på de nye stier. Det er umådeligt befriende, at der ikke med Jesu afsked sættes punktum for Guds vejledning. Åndens åbenhed muliggjorde fx i første række evangelisten Johannes’ nye formulering af en ophøjet Logos-Kristologi. Åndens uafsluttethed befrier kristendommen fra at forstenes i bogstavtro bibelfundamentalisme. Åndens bevægelighed sætter kirken fri af antikke gudsbilleder og verdensbilleder – og af antikkens hierarkiske og patriarkalske struktur. – Måske hviskede Helligånden til biskop Ølgaard, at det gik an at ordinere kvindelige præster. Hvem ved, hvilke kulturelle grænser Helligånden fremover vil rykke ud? – Som historisk person måtte Jesus bruge sin tids sprog, men fordi Gud virker som levende ånd, kan nutidsmennesket oversætte, fortolke og prædike Kristi evangelium for sin samtid. – Men vi slipper så ikke for at diskutere, til blodet koger, hvornår det er Guds levende ånd, og hvornår det kun er tidsånden, der taler til menighederne. For som Kierkegaard sagde: “Den der gifter sig med tidsånden, bliver tidligt enke”.

Det valgte billede er malet 2013-14 af Erik Hagens som et af Skovlunde Kirkes højtidsskabe, en righoldig, debatskabende og urolig udsmykning. Her ses det lukkede pinseskab: Vor klode drejer mellem mørket og den blå himmel, og her engagerer mennesker sig som åndsvæsener i det stræbende videnssamfund med en mangfoldig optagethed og kommunikation med møder, bøger og skærme. Klodens øverste mennesketomme del fortæller måske om fællesskabets sammenbrud efter Babel. Vi kan i billedets forgrund gå på opdagelse i bogtitler og finde nedslag af kunstnerens samtidskritik og sarkasme, men, som jeg ser det, også af humor og håb for mennesker. Der er bøger om etik, miljø og blomster, og præst og degn kommer slæbende på en omvendt bog med titlen ‘Den omvendte verden’. Foto: Claus Jensen. Nedenfor vises det opslåede pinseskab, hvor der i højre side så at sige sker en Helligåndens eksplosion med en flammende pinselilje som kraftcentrum. Uden for kirken tv. ses mange små hjem, der er prydet med blomster, faktisk 12 forskellige fra den vilde danske flora. Th. rækkes mange brune og lyserøde hænder op mod pinseunderet, nogle med fotos af pinseliljen på mobiltelefon. Tak for foto fra Skovlunde Kirkes flotte brochure.

Store Bededag behøver dybest set aldrig være langt væk med sit kald til omvendelse (1. rk.) og til bøn (2, rk.), men i år kan vi endnu tage ritualbogen på ordet og lade helligdagen bringe os sammen. Med teksten fra Matt. 3 kan vi sidde en stund under Johannes Døberens prædikestol, og det er ikke bare lystfyldt: Døberen prædiker dom, for “øksen ligger allerede ved træernes rod”, og kravet er omvendelse, forstået som en fornyet bevægelse i retning mod Gud. Omvendelseskaldet lyder over datidens jøder såvel som over os, der har levet på selvbedrag og sat dårlige frugter. Følger vi kaldet til en erindringsrejse i ærlig selverkendelse, dukker pinagtige billeder op af situationer, hvor vi har svigtet og berøvet andre mennesker livsmulighed og glæde, i nære relationer, i arbejdets medfør, globalt… Samvittigheden slæber tunge sten sammen, og samvittighedens sten lettes næppe af vores undskyldninger eller ‘forklaringsrammer’. Tyngden kommer nemlig ikke fra vores forfængelige bekymring for at stå beskæmmede for Gud og mennesker. Den er dybere end som så: Tyngden er kærlighedens værk. Den kommer fra evnen til at indleve sig i andres situation, hvilket er en gave fra Gud. Jeg kan tage mine sten, en for en, give hver især et privat navn og stable dem oven på hinanden. Det kan blive til en mur, der tårner sig op og spærrer min udsigt til livet lys og gode muligheder. Men samvittighedens sten skal ikke blive mit fængsel. Evangeliet vil ikke efterlade os alene med alle vore sten. “Himmeriget er kommet nær”, sagde Johannes også. Han pegede på den Jesus, der inkarnerer tilgivelsen og bringer trøst og befrielse: “Kom til mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Tilgivelsens evangelium har kraft til at bryde hul i vores selvforskyldte mur og give os mod til at leve, elske, handle og bede, måske også for dem, vi i livets løb har svigtet. – Og for resten: Et bibelleksikon gør opmærksom på, at begrebet “de omvendte” aldrig forekommer! Omvendelse er ikke nogen en-gang-for-alle-overgang, der bringer os i salveten blandt de gode mennesker på den rigtige side. Omvendelse kender vi kun som Guds fornyede kalden og indbrud i vores liv.

Til reformationsjubilæet skabte Maja Lisa Engelhardt i 2016 den smukke bronzeskulptur “Porten” eller “Nådens port”, udstillet bl.a. i Rundetårn, nu på Museet for Religiøs kunst i Lemvig. Nåden visualiseres her som en lysende gylden strøm i den mørkpatinerede bronze. Som kommentar til reformationstiden tematiserer skulpturen, at den daværende katolske kirkes magtmisbrug fx med afladshandel havde sat spærrende strukturer op mellem mennesker og Gud, men at evangeliet ikke lod sig undertrykke. Det pibler sagte frem frem på den ene side og vokser til et brusende kildevæld på den anden. På en Store bededag kan skulpturen illustrere omvendelse i bred forstand som Guds kald og nådige indbrud i vores liv. Billederne af skulpturens for- og bagside er hentet i jubilæumsbogen “Teser”.

“I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”, lyder det om Jesu forestående død. Evangelieteksten fra Joh. 16 går forud for den lange, forfærdelige fredag, som slukkede alle håb i discipelkredsen. Da langfredagen var gået, stirrede de ind i et natsort mørke med sorgens og krisens tre barske ledsagere: kaos, forladthed og selvforkastelse. – Men teksten er naturligvis nedskrevet længe efter, at påskedag uventet vendte disciplenes sorg til glæde og mod. Da påskemorgen gentændte lyset, kunne der bygges kristen kirke på, at alt håb alligevel ikke var ude. Opstandelsens under sammenlignes hos Johannes med den velkendte nyskabelse: en barnefødsel. I tilbageblikket kan lidelsen sammenlignes med en kvindes fødselsveer, “men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”. – Vi slipper nok ikke for i vores tilværelse at komme i nærheden af disciplenes erfaringer af, at alt håb er ude. For mit eget vedkommende må jeg tænke på en situation, hvor jeg som ung mor lå alvorligt syg af hjernebetændelse og havde en isnende drøm, – hvis det da var en drøm -, hvor jeg gik dybere og dybere og dybere ned i en begsort krypt, mens jeg anstrengte mig for at se, om der mon inderst i mørket var bare et lillebitte blafrende lys. Lyset måtte være der et sted. I det liv, jeg har været heldig at leve, har der altid lydt en fortælling om håb, – som i slutningen af dagens tekst: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Ikke alle erfarer altid glædens tilbagekomst i tidens løb, men ingen skal mangle håb. Fortæl om håbet! – Jeg ved, at nogle prædikanter til dagens tekst citerer Anne Linnets smukke linje om “at alt, hvad vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Der er forårsdage, som dem vi oplever i tiden her og nu, hvor vi sanser og beruses og får favnen fuld af nyskabelsens blomstrende tegn. Og så er der den ukendte forårsdag hinsides tiden, som alene Gud har i baghånden….(DDS 552):“Så lad kun sorgen synge/ få luft for al sin klage,/ og lad kun savnet tynge, / din godhed blir tilbage. / Du gir os nye kræfter. / Du knytter nye tråde./ Og hvad så sker derefter,/ må komme af din nåde”.

Den færøske kunstner Trondur Patursson (f. 1944) har udført flere danske kirkeudsmykninger, herunder også Golgatabilleder, fx i Svendborg Vor Frue fra 2004, som vises nedenfor. Jeg har til dagens tekst valgt en anden version: et stykke glaskunst i privateje, som Ole Holm har været så venlig at fotografere til mig. Jeg har valgt det, netop fordi det er så mørkt og kaotisk som sorgen og krisen med et kulsort centrum mellem Golgatas kors og stivnede menneskeskikkelser og -grupper. Her er glæden ikke en erfaring, men snarere et rygte og et håb: Menneskeskarer har sat sig i bevægelse op mod lyset, der så sagte kommer ind fra højre med et rosa skær. Og de mange store albatrosser er måske håbets budbringere, for så vidt som de mytiske fugle hos Trondur Patursson plejer at betegne en sjælelig dimension, måske engle, som bor i lyset.

Langfredagsruden fra 2004 i Vor Frue Kirke i Svendborg er fotograferet af Claus Jensen.

Der er også beslægtede elementer i Paturssons “Livsrejsen” fra 2015 i den store rude i Skørping Nykirkes altervæg, ligeledes fotograferet af Claus Jensen